Dæmoner Og Illusioner
5.0
Clive Barker er ikke kendt som den instruktør der laver en ny film hvert år, faktisk er dette blot hans tredje spillefilm hvor den første var den djævelske og ondskabsfulde mestergyser Hellraiser, den anden var den tåbelige Nightbreed, men Barker vender stærkt tilbage med Lord Of Illusions.
Privatdetektiven Harry D'Amour (Scott Bakula) der har en grim tendens til at blive viklet ind i okkulte sager, bliver af sin arbejdsgiver sendt til L.A. for at skygge en forsikringsvindleren Tapert... Da Harry ser Taperts spåmand blive myrdet af den mystiske (og tilsyneladende bøssede) Butterfield begynder han i stedet at efterforske den sag, men snart er Harry fanget i et spil der involverer dæmoner, kultister og sort magi... Og hvad har den berømte illusionist Swann med det at gore?
Kan huske jeg så denne film for første gang da jeg var 9 år og fandt den som værende den uhyggeligste film jeg havde set. Dog har den opfattelse ændret sig igennem årene men ingen tvivl om at filmen er hamrende uhyggelig nogen gange og faktisk også ret frastødende i sine mange make-up effekter (specielt dæmonen i Harrys drømme er ikke sådan lige at komme sig over). En ting filmen virkelig vinder på er sit production design. Lige fra de skumle gyder i New York til sandstrandene i Californien har man hele tiden på fornemmelsen at noget truende er på vej og det gør at man hele tiden er på vagt som tilskuer.
Vi må heller ikke glemme Simon Boswells spændende score der veksler mellem stille blues og gotisk uhygge, virkelig fængende musik. På den visuelle side synes jeg ikke der er noget at sætte en finger på.
Skuespillet er også rigtig godt, Scott Bakula besidder en virkelig Marlowe-agtig coolness i rollen som Harry, Kevin J. O'Connor er fremragende som nervevraget og illusionisten Swann og Daniel Von Bargen er virkelig skummel som den mystiske Nix, den eneste der virkelig skuffer er Famke Janssen i den kvindelige hovedrolle, mage til tomt skuespil skal man lede længe efter.
Men det skal ikke gå udover min endelige bedømmelse af filmen. Fem små stjerner fra mig til Barker. Jeg venter i spænding på hans næste projekt
Filmen er baseret på Barkers egen novelle The Last Illusion.
Privatdetektiven Harry D'Amour (Scott Bakula) der har en grim tendens til at blive viklet ind i okkulte sager, bliver af sin arbejdsgiver sendt til L.A. for at skygge en forsikringsvindleren Tapert... Da Harry ser Taperts spåmand blive myrdet af den mystiske (og tilsyneladende bøssede) Butterfield begynder han i stedet at efterforske den sag, men snart er Harry fanget i et spil der involverer dæmoner, kultister og sort magi... Og hvad har den berømte illusionist Swann med det at gore?
Kan huske jeg så denne film for første gang da jeg var 9 år og fandt den som værende den uhyggeligste film jeg havde set. Dog har den opfattelse ændret sig igennem årene men ingen tvivl om at filmen er hamrende uhyggelig nogen gange og faktisk også ret frastødende i sine mange make-up effekter (specielt dæmonen i Harrys drømme er ikke sådan lige at komme sig over). En ting filmen virkelig vinder på er sit production design. Lige fra de skumle gyder i New York til sandstrandene i Californien har man hele tiden på fornemmelsen at noget truende er på vej og det gør at man hele tiden er på vagt som tilskuer.
Vi må heller ikke glemme Simon Boswells spændende score der veksler mellem stille blues og gotisk uhygge, virkelig fængende musik. På den visuelle side synes jeg ikke der er noget at sætte en finger på.
Skuespillet er også rigtig godt, Scott Bakula besidder en virkelig Marlowe-agtig coolness i rollen som Harry, Kevin J. O'Connor er fremragende som nervevraget og illusionisten Swann og Daniel Von Bargen er virkelig skummel som den mystiske Nix, den eneste der virkelig skuffer er Famke Janssen i den kvindelige hovedrolle, mage til tomt skuespil skal man lede længe efter.
Men det skal ikke gå udover min endelige bedømmelse af filmen. Fem små stjerner fra mig til Barker. Jeg venter i spænding på hans næste projekt
Filmen er baseret på Barkers egen novelle The Last Illusion.
29/09-2006
