kommercielgenereret unødvendighed
2.0
Den forholdsvis uprøvede Mark Steven Johnson forsøgte i 2003 at filmatisere Marvel-tegneseriehelten Daredevil med Ben Affleck i den altdominerende hovedrolle som den blinde hævner, men slutresultatet var mildest talt noget potentialespildt og strømliniet rod uden den mindste form for interessevækkelse. Jennifer Garner indtog en birolle som den tvetydige heltinde Elektra (der døde i Daredevil, men genopstandelsen bruger undertegnede film nu ikke synderlig megen tid på at bygge logisk bro imellem), og inde på et pengegrisk kontor et sted i Amerika, var der en producer som så det økonomiske potentiale i en ligegyldig spin-off film, hvilket i hænderne på den lidet kompetente instruktør Rob Bowman (der tidligere har leveret den habile X-Files spillefilm og den stupide Dragejægerne) er endt som et hurtigt sammensmeltet debilitet fra Hollywoods overskudslager.
Naturligvis agerer Garner endnu engang den traumatiserede og tidligere afdøde (anti)heltinde med et koldt hjerte, men urokkelig dræberinstinkt. Som altid forsøger Garner sig ihærdigt med en overdreven seriøsitet og forspildt engagement, da karakteren er dybdegående uinteressant og ensporet skåret. Den besynderlige baggrundshistorie visualiseres klodset og fragmentarisk, og så nytter det jo heller ikke noget, at den overordnede fantasyfortælling er noget tåbeligt nonsens, der ligeledes (men forgæves) forsøger at opbygge en fascinerende mytologi rundt omkring karakteren. Hvorfor renommerede herre som Jason Isaacs og Terence Stamp har udlånt talent til denne ligegyldighed, kan man kun gisne om.
Alle de obligatoriske elementer er til stede i Elektra, lige fra den klichefyldte karakterudvikling (katalyseret af en møgunge så bundirriterende, at man seriøst overvejer at blive steriliseret selv) til de implicerede indbyrdes følelser, som skæres ud i tykt pap med en meget stor saks. Det hele fortælles uden skyggen af opfindsomhed eller forsøg på basal nytænkning, og Elektra må siges at være en højkommerciel og publikumsleflende omgang trivialiteter uden det signifikante personlige touch, hvilket ville have hævet den over anonymitetens bundfald.
Produktionsværdien er forholdsvis høj, og selvom den visuelle side er ganske ortodoks, så kan den ikke undsige sig at være ganske effektiv. Elektra er ikke et umuligt makværk, men er tillige ikke er besiddelse af elementer, som man for alvor har lyst til at rose den for. Meningsløs og fordummende tidsfordriv, der dog heldigvis er glemt så snart rulleteksterne indtræder.
Naturligvis agerer Garner endnu engang den traumatiserede og tidligere afdøde (anti)heltinde med et koldt hjerte, men urokkelig dræberinstinkt. Som altid forsøger Garner sig ihærdigt med en overdreven seriøsitet og forspildt engagement, da karakteren er dybdegående uinteressant og ensporet skåret. Den besynderlige baggrundshistorie visualiseres klodset og fragmentarisk, og så nytter det jo heller ikke noget, at den overordnede fantasyfortælling er noget tåbeligt nonsens, der ligeledes (men forgæves) forsøger at opbygge en fascinerende mytologi rundt omkring karakteren. Hvorfor renommerede herre som Jason Isaacs og Terence Stamp har udlånt talent til denne ligegyldighed, kan man kun gisne om.
Alle de obligatoriske elementer er til stede i Elektra, lige fra den klichefyldte karakterudvikling (katalyseret af en møgunge så bundirriterende, at man seriøst overvejer at blive steriliseret selv) til de implicerede indbyrdes følelser, som skæres ud i tykt pap med en meget stor saks. Det hele fortælles uden skyggen af opfindsomhed eller forsøg på basal nytænkning, og Elektra må siges at være en højkommerciel og publikumsleflende omgang trivialiteter uden det signifikante personlige touch, hvilket ville have hævet den over anonymitetens bundfald.
Produktionsværdien er forholdsvis høj, og selvom den visuelle side er ganske ortodoks, så kan den ikke undsige sig at være ganske effektiv. Elektra er ikke et umuligt makværk, men er tillige ikke er besiddelse af elementer, som man for alvor har lyst til at rose den for. Meningsløs og fordummende tidsfordriv, der dog heldigvis er glemt så snart rulleteksterne indtræder.
09/10-2006
