sexed up

Det famøse Frat Pack (bestående af blandet andet Ben Stiller, Vince Vaughn, Owen Wilson, Will Ferrell og Luke Wilson og Jack Black som outsiderne) har igennem flere år nu monopoliseret komediegenren i den amerikanske filmindustri, hvor de har leveret let tilgængelige og uambitiøse, men oftest også ganske underholdende humoristiske værker, hvor det ikke var historien, der havde førsteprioritet, men de implicerede, hvis tydelige morskab og afslappethed under indspilningerne smittede af på publikum, som følte sig som en del af det juvenile og drengerøvsagtige slæng. Der har naturligvis været fejltagelser af større eller mindre karakter (hvoraf den patetisk umorsomme Anchorman indtager sidstepladsen), men hovedsagligt har seværdigheden klart været til stede. David Dobkin (der debuterede med den ukendte, men udmærkede Clay Pigeons og ligeså var bagmanden på den insignifikante, men moderat underholdende Shanghai Knights) har sat sig i instruktørstolen bag de kække folks seneste udskejelse, Wedding Crashers, og leverer en herlig omgang uforpligtende og uprætentiøs omgang humoristisk underholdning af den mere humørsmittende klasse.

Vince Vaughn og Owen Wilson er uhyre veloplagte i de to hovedroller som romantiske charlataner (der følger de fastlagte Wedding Crasher regler med en nærmest dogmatisk tilgang) med en primitiv og nærmest mandschauvinistisk kvindeopfattelse, hvor de uindbudt dukker op til ukendte folks bryllupper for at score fremmede og følelsesmæssigt sårbare kvinder. Wedding Crashers er baseret på en ganske underfundig idé (og den lever da næsten også op til potentialet), hvor Dobkin heldigvis ikke har målsat sig en lav censurgrænse, da filmen er sprængfyldt med politisk ukorrekt humor, nøgenhed og et befriende bramfrit sprog. Wilson og Vaughn udviser en enestående kemi, og når de to gratificerede herre udfolder deres komiske genialitet, sidder publikum tilbage med en velsignet følelse over den storslåede fornøjelse det er at overvære dem. Wilson, der til dags dato hører blandt mine absolutte favoritskuespillere og komikere, underspiller eminent, mens den tårnhøje og tidligere skamløst undervurderede Vaughn er et mundtligt maskingevær og fyrer komiske genistreger af til højre og venstre. Der har tydeligvis været en god del improvisation under indspilningerne, men Dobkin formår at restriktivere især Vaughn, så det ikke nærmere sig overspillets utålelige grænse. Den fysiske komik er ligeledes fremragende, og så skal man lede længe efter en så humørspredende og energisk sekvens som montageklipningen mellem drengerøvenes kvindelige erobringer og charmerende udskejelser, akkompagneret af The Isly Brothers’ fantastiske nummer Shout! Det er uhøjtidelig charme af fineste karat. Ligeledes skal en urkomisk Will Ferrell nævnes i en udvidet cameo, og selvom Christopher Walken endnu engang intet innovativt tilføjer sin senere skuespilkarriere som forstående far, så udfylder han alligevel rollen med stor bravur og seværdighed til følge.

Desværre er der ikke kun superlativer at sprede over Wedding Crashers, da Dobkin ikke har kunnet nøjes med den simple historie. Ganske forudsigeligt tilføjes der en nødvendig selverkendelseshistorie i anden halvleg via en kærlighedsopdagelse. Intentionerne har været søde, og indimellem fungerer det også udmærket, men det er en forslidt floskel der bruges, hvor man savner den friskhed, som filmens første halvdel til overflod besad. Jovist, Rachel McAdams er sød som den udvalgte, og Isla Fisher kan ikke undsige sig at være sexet som den psykotiske nymfoman, men man savner bare en smule flere nuancer blandt det velkendte, og så er Wedding Crashers ligeledes nærmest utilgivelig lang. De strukturmæssige problemer er åbenlyse (sommerhus-turen er eksempelvis ret så overlang), og Dobkin forfalder desværre også til drivende (hvis ikke decideret naiv) sentimentalitet til tider, krydret med konservative, om end velmenende budskaber. Blandingen mellem uhøjtidelig komik og mere seriøs dramatik er ukongruent og fratager desværre filmen nogle af dens kvaliteter.

Kritikpunkter til trods, så kan man dog ikke undgå at holde af Wedding Crashers, der bugner med en opløftende charme, en episk morsom humor (der aldrig patroniserer publikum) og en god portion opfindsomhed, momentvis fortalt i friske rammer. Kan varmt anbefales til alle, for underholdningen er skudsikker og grinene evigt nærværende.