velramt idealdestruering
4.0
Forbavsende intelligent, veliscenesat og seværdig amerikansk ungdomskomedie, der ikke er i besiddelse af den evidente stupiditetsappeal, som de fleste makværker rettet imod denne specifikke målgruppe nærmest beundrer sig selv for at være i besiddelse af. Derfor er det en ekstra befrielse (hvis ikke decideret velsignelse) at overvære en konkret ungdomskomedie, som ikke anser laveste fællesnævner som det højeste kunstneriske mål, men faktisk forsøg at fortælle en (forholdsvis) meningsfuld historie med en mere bredtfavnende substans. Man kunne ellers have forventet det værste med ´potentialet´ bag kameraet, hvor instruktøren Luke Greenfields debutfilm var Rob Schneider-floppet The Animal, men med The Girl Next Door har han hævet ambitionsniveauet betydeligt og faktisk formået (med en mere voksen tilgang) at sammenflette en holdbar film med en betydelig sjæl og hjerte.
Greenfield indleder filmen fornemt med en sjov montagesekvens (krydret med Queens udødelige Under Pressure), hvori vi lynhurtigt får præsenteret hovedkarakterens indre konflikt. Den ukendte Emile Hirsch er suveræn som den duksedrengsagtige outsider, der egentlig er et godt menneske, men som simpelthen bare ikke passer ind i den gængse universitetsopfattelse (hvis hierarkiskildring er ramt lige på kornet) om at drikke hjernen ud og hore alt med en puls. Der er en basal og letkøbt relation med den sympatiske taber og minoritetsfølelsen, men heldigvis dvæler hverken Greenfield eller Hirsch for meget ved denne kliche, der i stedet levendegøres gennem en glimrende skuespilpræstation. Hirsch er en dagdrømmer, en fantast på godt og ondt, og da han møder den nye mystificerende nabopige (en ikke videre subtil understøtter til fantasiflugten), virker det for godt til at være sandt. Hun spilles af den gudesmukke Elisha Cutherb (man forstår fuldt ud den øjeblikkelige forelskelse!), som uden problemer svinger mellem at være råsexet, dagligdagsattraktiv og himmelråbende smuk. Den klassiske forelskelseshistorie tilføres en signifikant indsprøjtning humanisme, og selvom The Girl Next Door utvivlsomt er romantisk eskapisme af den uskyldsrene og harmløse slags, så er det svært ikke at fænges af de sødmefyldte og oprigtige følelser, som hæver filmen betydeligt over sine fæller i den ellers så håbløse genre. Da Cutherb og Hirsch’s første kys indtræder, akkompagnerer Greenfield virtuost scenen med tidernes smukkeste og samtidig mest melankolske kærlighedssang, David Grays This Years Love. Jeg var solgt og følte ingen skam ved det.
The Girl Next Door tager dog skridtet videre end den indledende forelskelse, da det viser sig, at Cutherb er tidligere pornostjerne. Lykkeligvis forfalder Greenfield ikke til kåde drengerøvsfantasier, som oplægget ellers så tydeligt indikerer, men forsøger til dels vellykket at nuancerer de impliceredes konsekvenser heraf og leverer herigennem en velplaceret kritik af det mandlige ønske om en jomfruagtig og sagesløs pige, hvilket på virkelighedsfornægtende vis projekteres over i kærlighedsinteressen. Dette subelement substantiverer filmen, hvor mandlig stupiditet og fordomsfuldhed anvendes som katalysator for (i dette tilfælde) Cutherbs lave selvværd. Jeg ved ikke, om disse tanker har faldet Greenfield ind under iscenesættelsen, men bevidst eller ubevidst har han i hvert fald fat i noget interessant, om end ikke synderlig facetteret, genren taget i betragtning.
Første halvdel er superunderholdende og endda en smule uforudsigelig (yeah, I said it!), men desværre ungdomsstandardiseres anden halvdel, hvor kvaliteterne serveres i momenter i stedet for overordnet. Den rå og politisk ukorrekte humor er dog stadig til stede og vækker forrygende latterbrøl, uden at blive hverken (for) vulgær eller plat, hvilket egentlig er en sensation i sig selv. Den visuelle side er fin og distingverende for genren, og så er musikken ligeledes valgt med skrøbelig omhu. Det er ikke umuligt, at jeg overvurderer The Girl Next Door, siden jeg blev så positiv overrasket over dens mere modne indfaldsvinkel og et tilstedeværende hjerte, men jeg fandt den både sød og sjov, og siden jeg ikke har set en vellykket ungdomskomedie i umindelige tider, erhverver denne sig de fire anbefalelsesværdige stjerner. Nyd desuden altid seværdige Timothy Olyphant i en større birolle, som han udfylder med stor fornøjelse til følge.
Greenfield indleder filmen fornemt med en sjov montagesekvens (krydret med Queens udødelige Under Pressure), hvori vi lynhurtigt får præsenteret hovedkarakterens indre konflikt. Den ukendte Emile Hirsch er suveræn som den duksedrengsagtige outsider, der egentlig er et godt menneske, men som simpelthen bare ikke passer ind i den gængse universitetsopfattelse (hvis hierarkiskildring er ramt lige på kornet) om at drikke hjernen ud og hore alt med en puls. Der er en basal og letkøbt relation med den sympatiske taber og minoritetsfølelsen, men heldigvis dvæler hverken Greenfield eller Hirsch for meget ved denne kliche, der i stedet levendegøres gennem en glimrende skuespilpræstation. Hirsch er en dagdrømmer, en fantast på godt og ondt, og da han møder den nye mystificerende nabopige (en ikke videre subtil understøtter til fantasiflugten), virker det for godt til at være sandt. Hun spilles af den gudesmukke Elisha Cutherb (man forstår fuldt ud den øjeblikkelige forelskelse!), som uden problemer svinger mellem at være råsexet, dagligdagsattraktiv og himmelråbende smuk. Den klassiske forelskelseshistorie tilføres en signifikant indsprøjtning humanisme, og selvom The Girl Next Door utvivlsomt er romantisk eskapisme af den uskyldsrene og harmløse slags, så er det svært ikke at fænges af de sødmefyldte og oprigtige følelser, som hæver filmen betydeligt over sine fæller i den ellers så håbløse genre. Da Cutherb og Hirsch’s første kys indtræder, akkompagnerer Greenfield virtuost scenen med tidernes smukkeste og samtidig mest melankolske kærlighedssang, David Grays This Years Love. Jeg var solgt og følte ingen skam ved det.
The Girl Next Door tager dog skridtet videre end den indledende forelskelse, da det viser sig, at Cutherb er tidligere pornostjerne. Lykkeligvis forfalder Greenfield ikke til kåde drengerøvsfantasier, som oplægget ellers så tydeligt indikerer, men forsøger til dels vellykket at nuancerer de impliceredes konsekvenser heraf og leverer herigennem en velplaceret kritik af det mandlige ønske om en jomfruagtig og sagesløs pige, hvilket på virkelighedsfornægtende vis projekteres over i kærlighedsinteressen. Dette subelement substantiverer filmen, hvor mandlig stupiditet og fordomsfuldhed anvendes som katalysator for (i dette tilfælde) Cutherbs lave selvværd. Jeg ved ikke, om disse tanker har faldet Greenfield ind under iscenesættelsen, men bevidst eller ubevidst har han i hvert fald fat i noget interessant, om end ikke synderlig facetteret, genren taget i betragtning.
Første halvdel er superunderholdende og endda en smule uforudsigelig (yeah, I said it!), men desværre ungdomsstandardiseres anden halvdel, hvor kvaliteterne serveres i momenter i stedet for overordnet. Den rå og politisk ukorrekte humor er dog stadig til stede og vækker forrygende latterbrøl, uden at blive hverken (for) vulgær eller plat, hvilket egentlig er en sensation i sig selv. Den visuelle side er fin og distingverende for genren, og så er musikken ligeledes valgt med skrøbelig omhu. Det er ikke umuligt, at jeg overvurderer The Girl Next Door, siden jeg blev så positiv overrasket over dens mere modne indfaldsvinkel og et tilstedeværende hjerte, men jeg fandt den både sød og sjov, og siden jeg ikke har set en vellykket ungdomskomedie i umindelige tider, erhverver denne sig de fire anbefalelsesværdige stjerner. Nyd desuden altid seværdige Timothy Olyphant i en større birolle, som han udfylder med stor fornøjelse til følge.
09/10-2006
