kærlighed versus mekanik
2.0
Ira Levins forudseende og stadig aktuelle roman Stepford Wives, omhandlende et idyllisk og overfladefokuseret lillebysamfund, blev allerede konverteret til filmmediet af William Goldman i ’74 med Bryan Forbes i instruktørstolen. Selvom de sarkastiske tematikker stadig er fascinerende i denne tid, kan man ikke andet end at undre sig over, hvorfor i alverden at et remake (eller genfilmatisering om du vil) skulle se dagens lys nu, da Stepford Wives anno 2006 absolut intet originalt eller oprigtigt har på hjerte. Instruktøren Frank Oz (der ellers leverede en velfungerende og underholdende omgang mediesatire med den morsomme Bowfinger) har kun sporadisk bevidst sit værd som kvalitativ iscenesætter, men med Stepford Wives taber han et potentielt spændende og kritisk oplæg på gulvet med en doven og alt for ufokuseret håndtering af den i forvejen flade historie, der bedre ville udmærke sig som en længere novellefilm i stedet for at strække handlingen unødvendigt i langdrag for at udfylde den konventionelle halvanden time.
Efter en del seriøse og formidable roller i blandt andet Minghellas fremragende Cold Mountain og Daldrys ligeledes beundringsværdige The Hours, vender Nicole Kidman tilbage til den mere uforpligtende komediegenre, hvor hun i Stepford Wives spiller den kontrollerende karrierekvinde, der ufrivilligt anskaffer sig et nervøst sammenbrud, katalyseret af en fyreseddel. Sammen med hende forstående og elskværdig mand (der spilles af altid sympatiske Matthew Broderick, der dog ikke fungerer som andet end obligatorisk og endimensional fyld, hans store rolle til trods), flytter de til en på overfladen idyllisk og hjertevarmende forstad, hvor man kan finde fred i sindet. Indbyggerne er dog besat af en broget forsamling, hvor de juvenile mænds opførsel kontrasterer kvindernes renskurede og ønskeopfyldende indstilling. Omdrejningspunktet med de kontrollerede og manipulerede kvinder kunne givetvis have langet nogle kritiske slag ud til den maskuline dominans, mænd kontra kvinder (i et mere ekstremt format) og mediernes idealisering af det feminine køn. Desværre har Oz for travlt med at overironiserer begivenhederne med en tommetyk sarkasme, hvorigennem han distancerer publikum fra enhver form for indlevelse. De interessante tematikker indtager en utilgivelig accessorisk plads i periferien, hvor Oz’s højtidelighed overfor den i forvejen absurde historie nærmest tangerer til det uudholdeligt groteske. Oz anvender tydeligvis den uopnåelige Tim Burton som inspirationskilde, men mangler førnævntes subtilitet og emotionelle humanisme.
Foruden den lettere anonyme Kidman, består rollelisten af interessante navne som Christopher Walken, Glenn Close og outsidere som en faktisk udmærket morsom Jon Lovitz og Bette Midler. Desværre er der dog intet substantielt over hverken karaktererne (hvilket naturligvis har været en af Oz’s pointer, men når publikumsengagement er irreversibelt elimineret, kan eksperimentet ikke anses som vellykket) eller skuespillet. Underholdningsniveauet er utrolig lavt og al for sjældent trækker man modvilligt på smilebåndet. The Stepford Wives er en triviel og ultimativ ligegyldig affære, som aldrig burde have været samlet op fra produktionsskraldespanden. Tæt på bundkarakter.
Efter en del seriøse og formidable roller i blandt andet Minghellas fremragende Cold Mountain og Daldrys ligeledes beundringsværdige The Hours, vender Nicole Kidman tilbage til den mere uforpligtende komediegenre, hvor hun i Stepford Wives spiller den kontrollerende karrierekvinde, der ufrivilligt anskaffer sig et nervøst sammenbrud, katalyseret af en fyreseddel. Sammen med hende forstående og elskværdig mand (der spilles af altid sympatiske Matthew Broderick, der dog ikke fungerer som andet end obligatorisk og endimensional fyld, hans store rolle til trods), flytter de til en på overfladen idyllisk og hjertevarmende forstad, hvor man kan finde fred i sindet. Indbyggerne er dog besat af en broget forsamling, hvor de juvenile mænds opførsel kontrasterer kvindernes renskurede og ønskeopfyldende indstilling. Omdrejningspunktet med de kontrollerede og manipulerede kvinder kunne givetvis have langet nogle kritiske slag ud til den maskuline dominans, mænd kontra kvinder (i et mere ekstremt format) og mediernes idealisering af det feminine køn. Desværre har Oz for travlt med at overironiserer begivenhederne med en tommetyk sarkasme, hvorigennem han distancerer publikum fra enhver form for indlevelse. De interessante tematikker indtager en utilgivelig accessorisk plads i periferien, hvor Oz’s højtidelighed overfor den i forvejen absurde historie nærmest tangerer til det uudholdeligt groteske. Oz anvender tydeligvis den uopnåelige Tim Burton som inspirationskilde, men mangler førnævntes subtilitet og emotionelle humanisme.
Foruden den lettere anonyme Kidman, består rollelisten af interessante navne som Christopher Walken, Glenn Close og outsidere som en faktisk udmærket morsom Jon Lovitz og Bette Midler. Desværre er der dog intet substantielt over hverken karaktererne (hvilket naturligvis har været en af Oz’s pointer, men når publikumsengagement er irreversibelt elimineret, kan eksperimentet ikke anses som vellykket) eller skuespillet. Underholdningsniveauet er utrolig lavt og al for sjældent trækker man modvilligt på smilebåndet. The Stepford Wives er en triviel og ultimativ ligegyldig affære, som aldrig burde have været samlet op fra produktionsskraldespanden. Tæt på bundkarakter.
11/10-2006
