lyserød tragedie
4.0
Den særegne Jim Jarmusch er indiskutabelt en unik skikkelse på den amerikanske independent filmscene, hvor han de senere år også har formået at ramme et bredere og mere kommercielt publikum, uden dog nogensinde at miste sin kunstneriske og originale integritet og sin intellektuelle overlegenhed. Jarmusch spillefilmsdebuterede med den besynderlige, men også ret intelligente Stranger Than Paradise, der bestod af et minimum antal kameraindstillinger og en klar historie i fokus. Jarmusch er generelt en selvsikker minimalist, der ofte portrættere excentriske, men substantielle karakterer med en humoristisk distance (bedst i den forrygende morsomme Night on Earth). Efter det uberettigede flop med den ret atypiske western Dead Man, erhvervede Jarmusch sig en pæn succes med den nedtonede og fremragende samuraifilm Ghost Dog. Sidste år udkom hans novellefilmssamling Coffee and Cigarettes, der var i besiddelse af fantastiske momenter, men som ultimativt også var unødig langtrukken og til tider kedelig. Jarmusch har dog aldrig leflet for publikums smag, og det kan man kun finde beundringsværdigt.
Jarmusch’s seneste værk Broken Flowers (der har været en af årets mest anmelderroste film) er en af de mest lettilgængelige film fra hans egenrådige hånd, og filmen fortæller historien om en passiviserede og handlefattige ældre herre (med det uheldigt associerende navn Don Johnston), som mere eller mindre ufrivilligt sendes ud på en indre (ufrugtbar) dannelsesrejse for at finde den søn, som han ikke vidste han havde. Præmissen er simpel, men den bagvedliggende subtekst er naturligvis mere kompliceret, end hvad omdrejningspunktet ligger op til. Bill Murray fortsætter sin renommerede succesbølge efter Sofia Coppollas smukke Lost in Translation og leverer en tilpas afdæmpet og indadvendt præstation som den aldrende Don Juan (evidente komparationer drages), som lever nutidens liv i ingenmandsland, et udefineret sted mellem eskapisme og virkelighed (fornemt indikeret gennem billedet, hvor han diffust stirrer i midterpunktet mellem fjernsynet og vinduet). Murrays kølige spil er stadig empatiopbyggende og man fornemmer, at den nuværende status er en lavsæson i hans liv (Jarmusch påtagede optimisme i begyndelsen med musiklyrikken ’every season has its end’ er ved tilbageblik nærmest forhånende). Murray modtager et lyserødt og distingverende brev fra en gammel flamme, der beretter om en ukendt søn, som Murray tvinges af hans nabo til at opsøge. Jeffrey Wright er sublim morsom som naboen, der på pseudo-detektiv manér forsøger at oplive Murray, som tager ud for at besøge fire tidligere elskere.
Jarmusch udfylder sin langsommelige og tålmodighedskrævende film med et excentrisk og lettere bizart persongalleri omkring Murray, hvis opgør mod fortidens opførsel og skyggesider ikke ender konventionelt eller specielt optimistisk. Hans første møde udmunder i upersonlig sex (der bringer mindelser for ham om fortidens charmørstatus) og et falsk løfte om tilbagevending. Succesbarometret falder eksponentielt derefter, og den følelsesfattige Murray ender med et blåt øje og en endnu mere diffus livsopfattelse. Jarmusch indleder Broken Flowers mere udadvendt og behageligt end sædvanligt, men tragedien lurer under overfladen og blomstrer ustoppeligt i slutningen, hvor en forvirret Murray går fra at være en indifferent narcissist til at være en intimitetshungrende og paranoid selvoffer uden personlig identificering. Jarmusch postulerer, at når både rosen og tornene er ødelagte (heraf titlen) er der intet tilbage. Et trist, men naturalistisk og usentimental faktum, der afslutter filmen uden forsoning eller forløsning. Et modigt træk fra Jarmusch’s side, der dog mestrer virkemidlerne, så tragedien hverken føles forceret eller kunstig.
Broken Flowers er i besiddelse af en ganske underfundig humor, som understøtter den aparte dramatik fornemt, men selvom man skal være hårdhjertet for ikke at fænges af de nedtonede begivenheder, så er Jarmusch’s afvæbnende iscenesættelse til tider en barriere for publikums emotionelle engagement. Derfor var filmen for mit vedkommende aldrig helt op i det velsignede himmellege, men fire store stjerner til en elegant eksekveret og original film skal der klart lyde herfra. Og så er lydsiden ligeledes i et kapitel for sig selv; man har i hvert fald sjældent hørt så fascinerende og veltimet musik, som den Broken Flowers er i besiddelse af.
Jarmusch’s seneste værk Broken Flowers (der har været en af årets mest anmelderroste film) er en af de mest lettilgængelige film fra hans egenrådige hånd, og filmen fortæller historien om en passiviserede og handlefattige ældre herre (med det uheldigt associerende navn Don Johnston), som mere eller mindre ufrivilligt sendes ud på en indre (ufrugtbar) dannelsesrejse for at finde den søn, som han ikke vidste han havde. Præmissen er simpel, men den bagvedliggende subtekst er naturligvis mere kompliceret, end hvad omdrejningspunktet ligger op til. Bill Murray fortsætter sin renommerede succesbølge efter Sofia Coppollas smukke Lost in Translation og leverer en tilpas afdæmpet og indadvendt præstation som den aldrende Don Juan (evidente komparationer drages), som lever nutidens liv i ingenmandsland, et udefineret sted mellem eskapisme og virkelighed (fornemt indikeret gennem billedet, hvor han diffust stirrer i midterpunktet mellem fjernsynet og vinduet). Murrays kølige spil er stadig empatiopbyggende og man fornemmer, at den nuværende status er en lavsæson i hans liv (Jarmusch påtagede optimisme i begyndelsen med musiklyrikken ’every season has its end’ er ved tilbageblik nærmest forhånende). Murray modtager et lyserødt og distingverende brev fra en gammel flamme, der beretter om en ukendt søn, som Murray tvinges af hans nabo til at opsøge. Jeffrey Wright er sublim morsom som naboen, der på pseudo-detektiv manér forsøger at oplive Murray, som tager ud for at besøge fire tidligere elskere.
Jarmusch udfylder sin langsommelige og tålmodighedskrævende film med et excentrisk og lettere bizart persongalleri omkring Murray, hvis opgør mod fortidens opførsel og skyggesider ikke ender konventionelt eller specielt optimistisk. Hans første møde udmunder i upersonlig sex (der bringer mindelser for ham om fortidens charmørstatus) og et falsk løfte om tilbagevending. Succesbarometret falder eksponentielt derefter, og den følelsesfattige Murray ender med et blåt øje og en endnu mere diffus livsopfattelse. Jarmusch indleder Broken Flowers mere udadvendt og behageligt end sædvanligt, men tragedien lurer under overfladen og blomstrer ustoppeligt i slutningen, hvor en forvirret Murray går fra at være en indifferent narcissist til at være en intimitetshungrende og paranoid selvoffer uden personlig identificering. Jarmusch postulerer, at når både rosen og tornene er ødelagte (heraf titlen) er der intet tilbage. Et trist, men naturalistisk og usentimental faktum, der afslutter filmen uden forsoning eller forløsning. Et modigt træk fra Jarmusch’s side, der dog mestrer virkemidlerne, så tragedien hverken føles forceret eller kunstig.
Broken Flowers er i besiddelse af en ganske underfundig humor, som understøtter den aparte dramatik fornemt, men selvom man skal være hårdhjertet for ikke at fænges af de nedtonede begivenheder, så er Jarmusch’s afvæbnende iscenesættelse til tider en barriere for publikums emotionelle engagement. Derfor var filmen for mit vedkommende aldrig helt op i det velsignede himmellege, men fire store stjerner til en elegant eksekveret og original film skal der klart lyde herfra. Og så er lydsiden ligeledes i et kapitel for sig selv; man har i hvert fald sjældent hørt så fascinerende og veltimet musik, som den Broken Flowers er i besiddelse af.
12/10-2006
