Kun en tåbe frygter ikke havet...
5.0
Efter at have genset Renny Harlins genrehyldest Deep blue Sea for gud ved hvilken gang, må jeg lige give den et par ord med på vejen.
Om det skyldes min store fascination og angst for hajer ved jeg ikke, men jeg er vild med denne tempofyldte, overraskende og meget lidt selvhøjtidelige film, som underholder uafbrudt i samtlige 102 min. Setup'et er set masser af gange før; en lille gruppe mennesker isoleres uden mulighed for at råbe på hjælp, og en dødbringende fjende introduceres, her en flok mere end almindelig kløgtige hajer. Det hele lyder lidt tåbeligt, og det kunne sikkert også sagtens være blevet en meget tåbelig film, men det er det bare ikke.
For det første afvikles historien meget uforudsigeligt, således at man på intet tidspunkt kan regne ud, hvem der bliver hajføde næste gang eller hvornår.
For det andet fungerer stort set alle skuespillerpræstationerne til UG. Samuel L. Jackson er som altid ultra cool og høre ham sige sætningen "Yeah, I'm the man" er næsten 102 min foran skærmen værd i sig selv. Også Thomas Jane, Saffron Burrows, Stellan Skarsgård, Michael Rapaport og ikke mindst LL Cool J fungerer perfekt.
For det tredje virker hajerne overbevisende, og der er masser af skærmtid til dem. Enkelte steder skinner computereffekterne igennem, men det ødelægger ikke fornemmelsen af vores "helte" konstant har en flok 2 tons kødhakkende dræbermaskiner lige i hælene.
For det fjerde så lægges der ikke fingrer imellem, når hajerne angriber. Skærmen plastres konstant til med blod i litervis, afrevne ben og halve kroppe, som flyder rundt i vandet.
Og for det femte er det hele afviklet i en fed og afslappende tone men samtidig i et rasende tempo, således at underholdningsbarometeret næsten konstant er oppe og ringe i top.
Deep Blue Sea er ikke et mesterværk i "L.A. Confidential" eller Seven" mæssig forstand, men det er b-filmsunderholdning af ypperste karat, så selvom man kan påpege flere håndfulde af fejl, mangler og tåbeligheder i filmen, så får den fem hajtænder i underholdningens tegn.
Om det skyldes min store fascination og angst for hajer ved jeg ikke, men jeg er vild med denne tempofyldte, overraskende og meget lidt selvhøjtidelige film, som underholder uafbrudt i samtlige 102 min. Setup'et er set masser af gange før; en lille gruppe mennesker isoleres uden mulighed for at råbe på hjælp, og en dødbringende fjende introduceres, her en flok mere end almindelig kløgtige hajer. Det hele lyder lidt tåbeligt, og det kunne sikkert også sagtens være blevet en meget tåbelig film, men det er det bare ikke.
For det første afvikles historien meget uforudsigeligt, således at man på intet tidspunkt kan regne ud, hvem der bliver hajføde næste gang eller hvornår.
For det andet fungerer stort set alle skuespillerpræstationerne til UG. Samuel L. Jackson er som altid ultra cool og høre ham sige sætningen "Yeah, I'm the man" er næsten 102 min foran skærmen værd i sig selv. Også Thomas Jane, Saffron Burrows, Stellan Skarsgård, Michael Rapaport og ikke mindst LL Cool J fungerer perfekt.
For det tredje virker hajerne overbevisende, og der er masser af skærmtid til dem. Enkelte steder skinner computereffekterne igennem, men det ødelægger ikke fornemmelsen af vores "helte" konstant har en flok 2 tons kødhakkende dræbermaskiner lige i hælene.
For det fjerde så lægges der ikke fingrer imellem, når hajerne angriber. Skærmen plastres konstant til med blod i litervis, afrevne ben og halve kroppe, som flyder rundt i vandet.
Og for det femte er det hele afviklet i en fed og afslappende tone men samtidig i et rasende tempo, således at underholdningsbarometeret næsten konstant er oppe og ringe i top.
Deep Blue Sea er ikke et mesterværk i "L.A. Confidential" eller Seven" mæssig forstand, men det er b-filmsunderholdning af ypperste karat, så selvom man kan påpege flere håndfulde af fejl, mangler og tåbeligheder i filmen, så får den fem hajtænder i underholdningens tegn.
14/10-2006
