WOW - top underholdning

Politi/gangsterfilm har aldrig helt haft min store interesse, så derfor var det med en behersket forventning, jeg satte mig tilbage i biografstolen for at opleve Scorsese’s seneste bidrag til filmverdenen – en slags ”remake” af den asiatiske anmelderroste ”Infernal Affairs”. Sidstnævnte havde jeg ligeledes for kort tid siden set på video uden større begejstring – så netop derfor blev jeg måske det mere overrasket, da de 147 minutter bare forsvandt som dug for solen, og jeg fandt mig selv fuldstændigt opslugt af handlingen fra start til slut. Her er godt nok tale om gangstermiljø, amerikansk politi på godt og ondt, FBI, korruption, slå på tæven, hoveder der ruller og blod, der sprøjter til alle sider – men så ophører sammenligningen med alle de vanlige film og Tv-serier i denne genre også. Og godt nok er der tale om en ”jagten efter musen” film – i dobbelt forstand – idet plottet i hovedtræk går ud på at afsløre ikke blot en enkelt muldvarp blandt politiet (de gode) men ligeledes en ditto blandt gangsterne (de onde), men her får handlingen en sideløbende - og i virkeligheden langt mere spændende vinkel - idet seeren straks introduceres til de to muldvarpe, og vægten derfor lægges på deres individuelle evner til at udføre arbejdsopgaven og de personlige og menneskelige omkostninger, det betyder for hver især. Det giver en helt anden type film med dybde og følelser – og så blev den i mine øjne pludseligt langt mere interessant. At kulissen ligeledes var flyttet til vor tids moderne Boston gør nok også sit til, at miljøet bliver nemmere at forholde sig til end Hong Kong, som med al respekt, trods alt er meget langt fra vor vestlige kulturforståelse.

At filmoplevelsen blev så stor, at den fra min side skal have fulde 6 stjerner, skyldes naturligvis heller ikke mindst den stjernespækkede rollebesætning, som højnede den relativt simple handling med milestene. Matt Damon og Leonardo DiCaprio spiller de to muldvarpe – i princippet to sider af samme mønt. Med hver deres personlige baggrund og mål med valget af en politiuddannelse får vi imidlertid to helt vidt forskellige personligheder, som begge skuespillere mestre at videreformidle med bravur. Matt Damon har jeg ikke tidligere kunnet se det helt store lys i – hans præstationer har været meget lig hinanden. Om modspillet fra de øvrige topskuespillere her, Scorsese’s magiske evne til at få det allerbedste frem i hver eneste af sine skuespillere - eller om det er selve rollen som den noget glatte og selvglade Colin, der bare svarer meget fint overens med Matt Damons generelle profil – der gør udslaget her, skal jeg ikke gøre mig klog på. Det fungerer i hvert fald efter ønske. Leonardo DiCaprio bliver bare bedre og bedre. Og på trods af rollens naturlige begrænsninger – så får seeren alligevel én af hans mangefacetterede skuespilpræstationer at se. Han er eminent til at udtrykke dybe følelser og sårbarhed, hvilket netop får hans karakter Billy til at være troværdig og ikke mindst menneskelig. At hans karakter bærer nerverne uden på skjorten, og udenfor jobbets rampelys er ved at knække totalt sammen, kommer utroligt flot igennem ved hans fantastiske mimiske evner til at udtrykke tanker og følelser uden et eneste ord. Angsten, fornedrelsen, det håbløse står alt sammen tegnet i hans øjne og kropssprog. Læg dertil nye sider med hårdkogt kynisme, hårdtslående knytnæver og en toptunet krop, som nok har kostet mange timer i workout studiet efter den forrige rolle som den afpillede Howard, så vi nu ligeledes har fået en præstation af en macho-mand fra hans side. Hvis der efter denne film fortsat fra det mandlige publikums og/eller kritikeres side vil blive benyttet tillægsord som sukkersød, tøsedreng og Titanic-boy om ham, da er der tale om dyb useriøs kritik og et bevidst manglende ønske om/eller vilje til at anerkende én af vor tids absolut dygtigste og mest alsidige unge skuespillere. Han rammer sin Billy lige på prikken – endnu en kæmpe flot toppræstation fra hans side, efter min ydmyge mening.

Jack Nicholson spiller gangsterbossen Frank Costello – og det gør han forrygende. Han betingede sig ret frie hænder omkring rollen for at sige ja til den, hvilket har givet netop denne karakter en ganske anden og mere fremtrædende profil i filmen end hans modpart i den originale Hong Kong udgave. Jack Nicholson er en fænomenal skuespiller med stor bredde og megen personlighed i hver eneste rolle, han påtager sig. Dette kommer ligeledes meget klart til udtryk her, hvor hans improvisationer og uventede indfald dels har drejet karakteren over i en noget anden boldgade end manuskriptet egentligt havde tiltænkt ham, og dels i den ægte overraskelse hans medspillere viser i form af frygt, forvirring og krav til ditto højt modspil, som hans påfund afstedkommer. Der er benyttet delvis ”method acting” i filmen, har jeg læst. Dette har højnet skuespilpræstationerne hele vejen rundt og givet filmen en ekstra kant. Personligt følte jeg dog hans karakter måske en anelse overspillet fra tid til anden – eller for Jack Nicholsonsk – og kan ikke lade være med at tænke på, hvorledes den ville have været spillet af Robert DeNiro, som denne rolle i første omgang egentligt var tiltænkt. Det ville helt sikkert have været anderledes men bestemt også helt fantastisk godt. Der er allerede Oscar-buzz omkring muligheden for en nomination som bedste supporting actor til Jack Nicholson – om det kommer til at holde stik, bliver spændende at se, da jeg tror, at man enten lader sig vildt imponere over hans fortolkning af mafiabossen Frank Costello – eller stik det modsatte. Men ingen tvivl om, at hans præstation her vil blive husket og ikke mindst bemærket.

På listen af supporting skuespillere står ligeledes topnavne som Martin Scheen, Alec Baldwin og ikke mindst Mark Wahlberg. Alle giver fremragende præstationer, men sidstnævnte bør have en ekstra cadeau. Han har over årene udviklet sig skuespilmæssigt enormt, og hans rolle – om end lille – som håndkogt banan på mellemlederniveau i politikorpset er rå, skarp og virkelig fint ramt. Som eneste kvinde i mandehørmen finder vi den hidtil – i hvert fald for mig – ukendte Vera Famiga, som spiller en politiansat psykiater. Hun bliver intetvidende indviklet i et trekantsforhold mellem de to muldvarpe og bibringer filmen en flig af de menneskelige aspekter, der gør, at den bliver troværdig. Og troværdig i denne rolle er hun ligeledes. Fin casting.

At denne film er endt med et så flot resultat på så højt et niveau skyldes naturligvis ikke mindst, at Martin Scorsese har ført dirigentstokken. Film, der har været gennem hans hænder, er professionelt arbejde fra a til z med hver mindste detalje gennemtænkt og gennemført til perfektion. Også når det gælder ”The Departed”. Han er tilbage i sin oprindelige boldgade – en slags ny ”Mean Street”, ”The Color of Money”, ”Goodfellars” – og alligevel ikke. Men åbenbart nok til, at der også her allerede er Oscar-snak i kulisserne. Om den lille gyldne statuette vil lande hos ham denne gang, bliver derfor ligeledes spændende at se. Skulle det endelig lykkes, så vil jeg da bestemt være glad på hans vegne, men da havde jeg nok hellere set den udleveret for mange år siden i forbindelse med én af hans førnævnte film – eller i det mindste sidste år for ”The Aviator”, hvor der virkelig var berettigelse bag. ”The Departed” har ikke en fantastisk Dante Ferreti scenografi, en åbenbar storhed eller mange års research bag sig, som mange af hans andre film – men OK, den har nerve, en løbende spændingskurve, som aldrig falder, et gennembearbejdet manuskript, en perfekt kameraføring og ikke mindst toppræstationer af nogle af vor tids absolut dygtigste skuespillere – så en værdig modtager vil han alligevel være, uanset han burde have haft den statuette for længst!

Glæd Jer til en film, som underholder fra første til sidste scene. Mine varmeste anbefalinger!

Set i biografen i England 11/10, 2006.