Dansk film uden sure rønnebær!

Hella Joof har med komedien Fidibus, slået sin position fast som Danmarks sjoveste kvindelige filmskaber. Hvis Joof ikke lavede film som Fidibus, tror jeg faktisk ikke at de ville blive lavet - og det ville være en skam. Hella Joof kan nemlig noget med genren som er en sjældenhed herhjemme – en evne til at lave sjov og spas med andre mennesker og samtidigt skabe karakterer man kommer til at holde af. I Fidibus har hun endnu engang mikset kærlighed og komedie og har skabt en film der er mere intelligent og mere indfølt end mange andre danske komedier. Det en stil som Erik Clausen også mester. De laver film hvor der gøres grin med folk uden at de latterliggøres - det er sympatisk humor og det er dejligt afvæbnende, især når man har med folk i udkanten af samfundet at gøre.

Ordet Fidibus er slang for stik-i-rend-dreng, og det er hvad vores hovedperson Kalle (Rudy Køhnke) er, stik-i-rend-dreng for hashbaronen Paten (Jesper ”Jokeren” Dal). Han er ikke blevet det frivilligt, men er kommet i gæld til pusheren ved et mindre heldigt tilfælde. Siden hen ryger Paten i brummen, og Kalle skal så kigge lidt efter pusherens kæreste Sabrina (Lena Maria Kristensen) som han så forelsker sig i. Kalle og Sabrina er ikke et oplagt par. Kalle er en pæn og dannet ung mand som læser Retorik på uni, hvorimod Sabrina, der er vokset op på Christiania, virker som en spejlblank blondine, af den slags der netop kunne være vedhæng for en pusher som Paten. Men forelsket, det bliver de, og det er ikke så smart når tøsen er kærester med en hashbaron. Dette trekantdrama er omdrejningspunktet i filmen, men det er i ligeså høj grad bihistorierne og bipersonerne der skaber Fidibus’s humoristiske og farverige verden.

Hella Joof har skrevet manuskriptet sammen med Troels Agueh Vestergaard, og de beretter at filmen er baseret på ægte hændelser fra virkelighedens verden - samt en godt kendskab til de miljøer filmen foregår i. De må have haft det sjovt – for det er sjove miljøer og personer vi har med at gøre. Vi møder: Kalles komiske forstadsforældre, hans skæve ven Agger (Jonathan Spang) og de tilknappede piger fra hans studiegruppe. Vi møder Sabrinas forældre som bor på Christiania hvor de dyrker S/M og ryger fjolletobak. Så har vi hashbaronen og hans bovlamme højre hånd og – nå ja Politiet som også lige får en kærlig behandling af Joof og co.

Alt og alle er pænt overkarikeret, men heldigvis på en herlig og kærlig måde. Den eneste som ikke er komisk og overgearet er hovedpersonen Kalle, hvilket fungerer godt, eftersom det er ham vi ser filmen gennem – et roligt ankerpunkt i et ellers gakket persongalleri.

Hvis du er træt af at se på de samme danske skuespillere igen og igen, vil du sætte pris på de mange friske ansigter i Fidibus. For selvom Hella Joof er kendt for at være medlem af den ”hårde kerne” i den danske film og TV verden, har hun med stor succes valgt at bruge en række unge nye kræfter i Fidibus. Hovedrollen som Kalle spilles fint af Rudy Køhne. Han fik sin debut i Nordkraft hvor han brændte stærkt i gennem som den usympatiske Frank – en rolle langt fra den han har fået i Fidibus. Jokeren som hashbaronen Paten med ”stiv pik og håret tilbage” er lige i øjet - rollen er er som skabt til ham. Han spiller sig selv, tilsat gansta attitude samt en god portion selvironi, og der virker rigtigt godt.

Fidibus har ikke noget seriøst budskab – det er en rendyrket komedie. Hvis den vil noget, foruden at få os til at grine, er det at vise os at samfundets originaler, og heriblandt de småkriminelle også er en slags mennesker. Filmen er udpræget Københavnsk, og der er nok mange herfra der vil kunne nikke genkendende til typerne og miljøerne i filmen. Men lige meget om man er fra København eller fra Hjørring vil man kunne grine af Fidibus, måske blot af forskellige ting. Jeg tror Hella Joof har endnu en succes i hus.