Pokerfjæs
3.0
Aki Kaurismäkis talent lever ikke op til de tidligere højder med den nye film, ”Lys i Tusmørket”. Han har dog sat sit stilistiske særpræg på filmen med hans typiske udtryksløse karakterer, der sjældent om nogensinde siger et muk.
Det smukkeste ved Kaurismäkis film plejer at være det dvælende tempo, hvor folk ryger smøger eller drikker kaffe. I film som ”Drifting Clouds” (jeg kan ikke huske den danske titel) og ”Manden uden Fortid” bevæger karaktererne sig i sneglefart, og spændingerne imellem dem er herligt underspillede og udtrykt minimalt. I ”Lys i Tusmørket” er virkemidlerne og tempoet nogenlunde de samme. Men jeg følte aldrig noget for hovedpersonen Koistinen (Janne Hyytiäinen), der arbejder for et vagtbureau.
Plottet er så simpelt, som det kan være. Koistinen lever et ensomt liv. Han tager ikke ud at drikke med kollegerne, og han har ingen held med pigerne. En blond femme fatale (Maria Järvenhelmi) forfører ham i kantinen, og det ender med en biograftur og en rockkoncert. Koistinen gør sit bedste for at få hende. Det vil sige, at han servere bagels og bourbon hjemme i sin lumre lejlighed. Men hun er en femme fatale, der er sat til at udnytte ham for sin gangstermand. Hun aflæser de koder han bruger på arbejdet, og han ender i fængsel, da han nægter at angive hende.
Når man hører historien, tænker man straks, at det kunne Aki Kaurismäki få rigtig meget ud af. Den store taber i livet der forsøger at oprette sin stolthed med slikhår og film noir-aura. Men den kemi fra de tidligere film opstår aldrig. Hovedpersonen antyder ikke noget under sit stenansigt. I de to tidligere film kunne man mærke et væld af følelser såsom ensomhed, smerte og længsel bag maskerne. Dette skyldes måske skuespillerne, der alle denne gang er udskiftet i de væsentlige roller.
Det sagt så er der nogle fantastiske små scener i filmen. For eksempel i et slagsmål om hundemishandling, hvor Koistinen anklager en flok store drenge med tatoveringer. Vi ser dem forlade baren for at afklare sagen, men kameraet bliver inde i baren. Drengene kommer tilbage med et smil på læben, og vi ved, hvad der er sket. En anden god scene er da forretningsmanden, der udnytter Koistinen, spiller poker med sine folk. Ikke alene er det sjovt at se karaktererne forsøge at aflæse hinandens pokerfjæs, eftersom de konstant har pokeransigter. Scenen bliver for alvor sjov, da filmens femme fatale kommer ind i billedet i baggrunden med en støvsuger i hånden.
Men der er ikke nok af disse øjeblikke til at løfte denne film, hvor vi (jeg) i modsætning til de tidligere film føler empati for hovedpersonerne. Den bedste hovedkarakter er pigen i grillbaren, Aila (Maria Heiskanen), der i et lille øjeblik får lov til at bryde stenansigtet en milimeter. Jeg er vild med underspil, men ud over hendes øjeblik, mener jeg ikke, at det fungerer så godt her, som man kunne forvente af instruktøren.
Det smukkeste ved Kaurismäkis film plejer at være det dvælende tempo, hvor folk ryger smøger eller drikker kaffe. I film som ”Drifting Clouds” (jeg kan ikke huske den danske titel) og ”Manden uden Fortid” bevæger karaktererne sig i sneglefart, og spændingerne imellem dem er herligt underspillede og udtrykt minimalt. I ”Lys i Tusmørket” er virkemidlerne og tempoet nogenlunde de samme. Men jeg følte aldrig noget for hovedpersonen Koistinen (Janne Hyytiäinen), der arbejder for et vagtbureau.
Plottet er så simpelt, som det kan være. Koistinen lever et ensomt liv. Han tager ikke ud at drikke med kollegerne, og han har ingen held med pigerne. En blond femme fatale (Maria Järvenhelmi) forfører ham i kantinen, og det ender med en biograftur og en rockkoncert. Koistinen gør sit bedste for at få hende. Det vil sige, at han servere bagels og bourbon hjemme i sin lumre lejlighed. Men hun er en femme fatale, der er sat til at udnytte ham for sin gangstermand. Hun aflæser de koder han bruger på arbejdet, og han ender i fængsel, da han nægter at angive hende.
Når man hører historien, tænker man straks, at det kunne Aki Kaurismäki få rigtig meget ud af. Den store taber i livet der forsøger at oprette sin stolthed med slikhår og film noir-aura. Men den kemi fra de tidligere film opstår aldrig. Hovedpersonen antyder ikke noget under sit stenansigt. I de to tidligere film kunne man mærke et væld af følelser såsom ensomhed, smerte og længsel bag maskerne. Dette skyldes måske skuespillerne, der alle denne gang er udskiftet i de væsentlige roller.
Det sagt så er der nogle fantastiske små scener i filmen. For eksempel i et slagsmål om hundemishandling, hvor Koistinen anklager en flok store drenge med tatoveringer. Vi ser dem forlade baren for at afklare sagen, men kameraet bliver inde i baren. Drengene kommer tilbage med et smil på læben, og vi ved, hvad der er sket. En anden god scene er da forretningsmanden, der udnytter Koistinen, spiller poker med sine folk. Ikke alene er det sjovt at se karaktererne forsøge at aflæse hinandens pokerfjæs, eftersom de konstant har pokeransigter. Scenen bliver for alvor sjov, da filmens femme fatale kommer ind i billedet i baggrunden med en støvsuger i hånden.
Men der er ikke nok af disse øjeblikke til at løfte denne film, hvor vi (jeg) i modsætning til de tidligere film føler empati for hovedpersonerne. Den bedste hovedkarakter er pigen i grillbaren, Aila (Maria Heiskanen), der i et lille øjeblik får lov til at bryde stenansigtet en milimeter. Jeg er vild med underspil, men ud over hendes øjeblik, mener jeg ikke, at det fungerer så godt her, som man kunne forvente af instruktøren.
16/10-2006
