Rodet blodudgydelse i Zombie City
3.0
City of The Living Dead er den midterste film i Lucio Fulcis makabre zombie-trilogi, hvoraf Zombie Flesh-Eaters er den første, og The Beyond er den sidste film.
CTLD er klart den ringeste af de tre film. Historien er en forvirret omgang nonsens omkring, hvorledes en præst åbner portene til helvede, da han hænger sig på Dunwich-kirkegården. Filmen igennem springes rundt mellem forskellige handlingsforløb og personer, som ikke alle har specielt meget med hinanden at gøre. En del scener virker således meget overflødige og er unødvendigt med til at trække filmen i langdrag.
Når det er sagt, så rummer CTLD som Fulcis to andre zombiefilm en utrolig fed dommedagsstemning, som virkelig får en til at tro på, at enden er nær, og at helvedes horde snart vil betræde denne jord. Fra filmens første sekvens og filmen ud buldrer et horror-syntheziser score ud af højtalerne, som får det til at løbe koldt ned af ryggen på en. Fulci kan skabe undergangsstemning som ingen anden.
Ellers er filmens kvalitet helt klart en række enkeltscener, hvor kvalmebarometret når næsten samme højder, som i Zombie Flesh-Eaters. Især to scener er temmelig hardcore, og må for ikke-Fulci-kendinge forekomme chokerende. En ung pige ser den døde præst, hvorefter hendes øjne begynder at løbe i blod og ikke vand. Langsomt og i en udmagrende scene begynder den unge pige at kaste sine egne indvolde op, indtil hun igennem et inferno af klamme tarme og blod i litervis har tømt sig selv fuldstændig. Den anden klassiske scene, som næsten rangerer på linje med Olga Kalartos øjespidning i Zombie Flesh-Eaters, er, hvor en ung mand langsomt og sikkert får et stort bor ført tværs igennem hovedet under forståelig megen smerte. En tredje scene som bør nævnes, ikke så meget pga. kvalmefaktoren, men mere pga. den fine gennemførsel, er maddikestormen, hvor vores helte bliver gennemblæst af tusinder og atter tusinder af små hvide maddiker.
Selve zombierne dukker op relativt sent i forestillingen og har i denne film den ret irriterende evne, at de kan dukke op og forsvinde i den blå luft på et splitsekund. Det virker ødelæggende for filmen, for det første fordi selve idéen virker latterlig og for det andet fordi forsvindingsnumrene er dårligt udført rent teknisk. Selve zombierne er dejligt klamme og rådne, og overgår igen som i Zombie Flesh-Eaters langt de zombier, vi ser i Romero’s langt mere (aner)kendte zombiefilm.
Alt i alt er City of The Living Dead dog ingen stor oplevelse. Den skal udelukkende ses for sine klamme effekter, den tonstunge dommedagsstemning, mens handlingen lader meget tilbage at ønske, ligesom mange scener er unødvendige og direkte kedelige. Den ligger et niveau eller to under Zombie Flesh-Eaters og langt fra horrormesterværket The Beyond. Tre små stjerner får filmen; en for de opkastede indvolde, en for det gennemborede hoved og en sidste for den fede stemning hele vejen igennem, som ikke mange film formår at skabe i dag.
CTLD er klart den ringeste af de tre film. Historien er en forvirret omgang nonsens omkring, hvorledes en præst åbner portene til helvede, da han hænger sig på Dunwich-kirkegården. Filmen igennem springes rundt mellem forskellige handlingsforløb og personer, som ikke alle har specielt meget med hinanden at gøre. En del scener virker således meget overflødige og er unødvendigt med til at trække filmen i langdrag.
Når det er sagt, så rummer CTLD som Fulcis to andre zombiefilm en utrolig fed dommedagsstemning, som virkelig får en til at tro på, at enden er nær, og at helvedes horde snart vil betræde denne jord. Fra filmens første sekvens og filmen ud buldrer et horror-syntheziser score ud af højtalerne, som får det til at løbe koldt ned af ryggen på en. Fulci kan skabe undergangsstemning som ingen anden.
Ellers er filmens kvalitet helt klart en række enkeltscener, hvor kvalmebarometret når næsten samme højder, som i Zombie Flesh-Eaters. Især to scener er temmelig hardcore, og må for ikke-Fulci-kendinge forekomme chokerende. En ung pige ser den døde præst, hvorefter hendes øjne begynder at løbe i blod og ikke vand. Langsomt og i en udmagrende scene begynder den unge pige at kaste sine egne indvolde op, indtil hun igennem et inferno af klamme tarme og blod i litervis har tømt sig selv fuldstændig. Den anden klassiske scene, som næsten rangerer på linje med Olga Kalartos øjespidning i Zombie Flesh-Eaters, er, hvor en ung mand langsomt og sikkert får et stort bor ført tværs igennem hovedet under forståelig megen smerte. En tredje scene som bør nævnes, ikke så meget pga. kvalmefaktoren, men mere pga. den fine gennemførsel, er maddikestormen, hvor vores helte bliver gennemblæst af tusinder og atter tusinder af små hvide maddiker.
Selve zombierne dukker op relativt sent i forestillingen og har i denne film den ret irriterende evne, at de kan dukke op og forsvinde i den blå luft på et splitsekund. Det virker ødelæggende for filmen, for det første fordi selve idéen virker latterlig og for det andet fordi forsvindingsnumrene er dårligt udført rent teknisk. Selve zombierne er dejligt klamme og rådne, og overgår igen som i Zombie Flesh-Eaters langt de zombier, vi ser i Romero’s langt mere (aner)kendte zombiefilm.
Alt i alt er City of The Living Dead dog ingen stor oplevelse. Den skal udelukkende ses for sine klamme effekter, den tonstunge dommedagsstemning, mens handlingen lader meget tilbage at ønske, ligesom mange scener er unødvendige og direkte kedelige. Den ligger et niveau eller to under Zombie Flesh-Eaters og langt fra horrormesterværket The Beyond. Tre små stjerner får filmen; en for de opkastede indvolde, en for det gennemborede hoved og en sidste for den fede stemning hele vejen igennem, som ikke mange film formår at skabe i dag.
16/10-2006
