Tabet, Troen og Det Inkarnerede Håb

Tabet af kærligheden kan være både smertelig og ødelæggende, særligt for den fornægtende der ikke dybt inde vil se tabet i øjnene, forsøge at overvinde det og gøre det til en integreret del af sit liv på godt og ondt.

Dette store tema prøver instruktør Glazer at tage fat på, i en historie om en kvinde, spillet noget nær perfekt af Kidman, der tror at en ti årige dreng (Bright) er en reinkarnation af hendes afdøde mand.

Det lykkes kun delvis, for selv om filmen som allegorisk fortælling om tab har sine øjeblikke, så trækker de ydre rammer, den kører i et for adstadigt tempo, ned på ens interesse i en film der i forvejen mere hæmmes end løftes af den bedrøvede og trøstesløse stemning den holdes i.

Det gør den til en film der for ofte får en til at føle den som en fremmedgjort oplevelse, hvor indlevelsen i personerne ikke altid kommer til sin ret. Man forstår dem og kan ud fra egen erfaring måske føle med dem, men aldrig helt for dem som det med garanti har været tiltænkt. Måske skyldes det ganske enkelt at Glazer sammen med sine to manuskriptforfattere, har troet at gøres stemningen og dialogen trykkende og humørforladt nok, så bliver og føles det også dybsindigt nok til at man gider følge med.

Når det er sagt, så skal det siges at det også lykkes Glazer at få trykket på et par rigtige knapper i løbet af handlingen, der får tag i en på en oprigtig måde, så man i det mindste får en fært af, at miste kærligheden faktisk kan være en traumatisk oplevelse. Noget de fleste sikkert på forhånd kan sætte sig ind i på en eller anden måde, også uden at have oplevet det for alvor. Det kræver næppe den store empati, medmindre man hører til dem der er så indskrænket at de opfatter filmen som en pædofil fabel (noget jeg har læst er sket sine steder).