Kærlighedskomedien Starter og Slutter Her!
4.0
Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke er den store fan af poppede amerikanske kærlighedskomedier, som den her hører til. De kører stort set altid efter et skematisk mønster, der er så bundforudsigeligt at har man set en, føler man at man har set dem alle der måtte følge. Og der er altså intet originalt eller særegent over Tennant’s forsøg på endnu en af slagsen, der handler om en ”love-doctor” (Smith) der må sande at hans metodiske og regelrette planer ikke helt holder når kærligheden rammer ham selv. Det er noget nær så klichefyldt og banalt som det kommer.
Alligevel fandt jeg det umuligt ikke at falde for lige netop ”Hitch”, der med en blåøjet charme, hvor en veloplagt Smith får solidt med- og modspil af en endnu mere veloplagt Kevin James, kendt fra sitcom-serien ”The King Of Queens”, rammer lige i øjet. Ja selv Mendes som kvinden der bringer uorden i vore hovedpersons forståelse af orden i kunsten at score, virker sku så veloplagt at man kunne tro, at der bag hendes pornoagtige facade kunne gemme sig en både sød og tiltrækkende kvinde man gad gifte sig med.
Når James danser sine kiksede trin i en glædesrus, eller når Smith rammes af fiskeallergi midt i et af de øjeblikke han skal brillere i, så grinede jeg i hvert fald så meget, at jeg endda endte med at finde hele affæren både superunderholdende og romantisk. På en pladdersukret måde indrømmet, men hvad så, skidtet virkede jo efter hensigten og sendte ”Hitch” helt op i toppen af denne ellers både forslidte og ofte irriterende genre. Jeg blev i bedre humør og kunne forlade filmen med et smil, selv om den hverken efterlod varige eller tankevækkende indtryk.
Der fortælles nu dæleme også med så stor lystfølelse og glæde i et godt tempo, der hverken bliver hysterisk eller dræbende langsommeligt, som er noget nær utilgiveligt i denne genre, at alt lader til at være både perfekt timet og afstemt efter skemaet. Derfor er, hvis man skal slæbes igennem denne genre, ”Hitch” både et godt sted at starte og slutte med sådanne film!
Alligevel fandt jeg det umuligt ikke at falde for lige netop ”Hitch”, der med en blåøjet charme, hvor en veloplagt Smith får solidt med- og modspil af en endnu mere veloplagt Kevin James, kendt fra sitcom-serien ”The King Of Queens”, rammer lige i øjet. Ja selv Mendes som kvinden der bringer uorden i vore hovedpersons forståelse af orden i kunsten at score, virker sku så veloplagt at man kunne tro, at der bag hendes pornoagtige facade kunne gemme sig en både sød og tiltrækkende kvinde man gad gifte sig med.
Når James danser sine kiksede trin i en glædesrus, eller når Smith rammes af fiskeallergi midt i et af de øjeblikke han skal brillere i, så grinede jeg i hvert fald så meget, at jeg endda endte med at finde hele affæren både superunderholdende og romantisk. På en pladdersukret måde indrømmet, men hvad så, skidtet virkede jo efter hensigten og sendte ”Hitch” helt op i toppen af denne ellers både forslidte og ofte irriterende genre. Jeg blev i bedre humør og kunne forlade filmen med et smil, selv om den hverken efterlod varige eller tankevækkende indtryk.
Der fortælles nu dæleme også med så stor lystfølelse og glæde i et godt tempo, der hverken bliver hysterisk eller dræbende langsommeligt, som er noget nær utilgiveligt i denne genre, at alt lader til at være både perfekt timet og afstemt efter skemaet. Derfor er, hvis man skal slæbes igennem denne genre, ”Hitch” både et godt sted at starte og slutte med sådanne film!
18/10-2006
