Vagthunden og kødbenet

Nogle af de bedste europæiske film er i de sidste år kommet ud af Tyskland, og også i år gentager succeshistorien for tysk film sig i denne film, ”Das Leben der Anderen”.

Og så er det tilmed en debutfilm af instruktør Florian Henckel von Donnersmarck. I denne film er han ikke så flamboyant i stilen, og han kommer ikke med de store udskejelser med sit kamera. Det mest kreative er et shot af en stasi-agent igennem et nøglehul. Ellers holder kameraet sig pænt og sikkert i baggrunden, så den gode historie kan spille sig ud. Og det er en god historie.

I DDR i år 1984 sættes stasi-agenten Wiesler (Ulrich Möhe) sættes til at udspionere teaterskuespilsforfatteren Georg Dreyman (Sebastian Koch). Wiesler lever fuldt ud for sit job, som han er uhyggeligt god til. Så dygtig at han underviser nye stasi-folk i aflytning. Da han er i stand til at undertrykke menneskelighed og personlighed, er han den perfekte vagthund for systemet.

Men stasis politikontrol udnyttes til mere end blot national sikkerhed og at undertrykke politisk modstand. En højtstående minister (Thomas Thieme) har tænkt sig at få fat i Dreymans smukke kæreste, skuespillerinden Christa-Maria (Martina Gedeck), så han presser stasi-oberstenløjtnanten Grubitz (Ulrich Tukur) til at få noget snavs på Dreyman. Wiesler påtager sig opgaven, og han giver sig med stor professionalisme til at aflytte Dreyman og kæresten.

Umiddelbart er det ikke til at finde noget på Dreyman, selv om han har venner, der har mistet job og livsvilje på grund af det undertrykkende regime. Og efterhånden som Wiesler lytter til Dreyman og Christa-Marias liv og forholdet til ministeren og regimet, fatter han mere og mere sympati for deres situation.

Samtidig fascineres han også af deres liv. Hans eget til sammenligning er næsten ikke-eksisterende. Han har en kedelig lejlighed, hvor han bor for sig selv. Hans mest intime øjeblikke er med en prostitueret, der arbejder efter skema. Deres liv er fyldt med poesi, musik, kærlighed.

I toppen af systemet vises ministeren som et kynisk magtmenneske, der ikke er bleg for at bruge magt for egne formål. Og Wieslers chef, Grubitz, er næsten endnu mere kynisk, hvilket vi ser i den måde, som han reagerer, da han overhører en stasi-mand sige en joke.

Systemfolkene er rationelle og kyniske og optaget af magt, hvor Dreyman og hans venner er humanistiske og idealistiske og optaget af det gode i mennesket. Derimellem er der Wiesler, systemfolkenes vagthund, der har potentiale for at ændre sig, og samtidig også Christa-Maria der er på piller blot for at kunne holde det hele ud. Filmens primære fokus er ikke på undertrykkere og oprørere i DDR-tiden, men derimod på de skæbner der påvirkes af kampen.

Jeg skal ikke udtale mig om filmens realisme i forhold til situationen i forhold til Stasi i DDR i 1984, men historien virkede overbevisende. Efterhånden som Anden Verdenskrig ligger tidsmæssigt længere og længere væk, så bliver det lettere og lettere at distancere fra, at vi mennesker skaber totalitære regimer baseret på kyniske menneskesyn. Men DDR er skam en ganske nær fortid, og magtmisbrug findes skam også i ikke-totalitære regimer.

”Das Leben der Anderen” viser et mørkt billede af denne magtmisbrug, men også et overbevisende lille lysglimt af et håb for menneskeheden.