Det forbandede held
5.0
Woody Allen har begået en fremragende film om kolde unge mennesker, der spiller kyniske spil for at få det, de har udset sig. Et spil hvor held tæller mere end evner.
Chris Wilton (Jonathan Rhys Meyers) er en tidligere professionel tennisspiller, der øjner chancen for succes, da hans vens søster forelsker sig i ham. Disse to søskende er af en enormt rig familie med eget gods, hvor der holdes spilles tennis og jagt som tidsfordriv.
Chris er dog ikke den eneste, der har planer om at blive en del af en overklasse. Den amerikanske pige Nola (Scarlett Johansson) er forlovet med Chris' ven. Det store dramatiske spørgsmål opstår, da Chris forelsker sig, eller i det mindste begærer, Nola.
På sin vis er dette drama ganske enkelt bygget op, men der opstår en hel del interessante dilemmaer undervejs. Filmen virker sågar film noir-agtig, da vi føler empati med en karakter, der er dybt usympatisk og beregnende.
Chris har valget mellem sit begær til Nola og sit liv i overklassen. Han virker fuldkommen hul inden i, når det kommer til moral og andre følelser end sine egne. Da han gifter sig med vennens søster Chloe (Emily Mortimer) er det uden tvivl ikke på grund af dybtfølt kærlighed.
Tilsyneladende heller ikke fra hendes side. For hende handler det om at få den rigtige mand med det rigtige job (far ansætter ham i ”et af sine firmaer”), det rigtige sted at bo og tre børn. I løbet af det meste af filmen er hun mest af alt optaget af at blive gravid.
I dette forhold hvor sex blot er en mekanik, blusser begæret for Nola for alvor op. Da disse spændinger mellem økonomiske interesser og begær når deres højdepunkt, når filmen et uventet klimaks, eftersom Chris kører sit kyniske spil helt ud. Men allermest overraskende og interessant er afslutningen på dette klimaks.
I sidste ende håber Chris på en retfærdighed eller en mening med det hele. Han spiller sjusket, og han håber på at blive straffet for sit dårlige spil, da der ellers ingen retfærdighed, ingen mening, vil være til. Men som sagt er det heldet, der tæller i spillet. Og en verden, hvor held er den største værdi, er i sandhed en meningsløs verden.
Chris Wilton (Jonathan Rhys Meyers) er en tidligere professionel tennisspiller, der øjner chancen for succes, da hans vens søster forelsker sig i ham. Disse to søskende er af en enormt rig familie med eget gods, hvor der holdes spilles tennis og jagt som tidsfordriv.
Chris er dog ikke den eneste, der har planer om at blive en del af en overklasse. Den amerikanske pige Nola (Scarlett Johansson) er forlovet med Chris' ven. Det store dramatiske spørgsmål opstår, da Chris forelsker sig, eller i det mindste begærer, Nola.
På sin vis er dette drama ganske enkelt bygget op, men der opstår en hel del interessante dilemmaer undervejs. Filmen virker sågar film noir-agtig, da vi føler empati med en karakter, der er dybt usympatisk og beregnende.
Chris har valget mellem sit begær til Nola og sit liv i overklassen. Han virker fuldkommen hul inden i, når det kommer til moral og andre følelser end sine egne. Da han gifter sig med vennens søster Chloe (Emily Mortimer) er det uden tvivl ikke på grund af dybtfølt kærlighed.
Tilsyneladende heller ikke fra hendes side. For hende handler det om at få den rigtige mand med det rigtige job (far ansætter ham i ”et af sine firmaer”), det rigtige sted at bo og tre børn. I løbet af det meste af filmen er hun mest af alt optaget af at blive gravid.
I dette forhold hvor sex blot er en mekanik, blusser begæret for Nola for alvor op. Da disse spændinger mellem økonomiske interesser og begær når deres højdepunkt, når filmen et uventet klimaks, eftersom Chris kører sit kyniske spil helt ud. Men allermest overraskende og interessant er afslutningen på dette klimaks.
I sidste ende håber Chris på en retfærdighed eller en mening med det hele. Han spiller sjusket, og han håber på at blive straffet for sit dårlige spil, da der ellers ingen retfærdighed, ingen mening, vil være til. Men som sagt er det heldet, der tæller i spillet. Og en verden, hvor held er den største værdi, er i sandhed en meningsløs verden.
20/10-2006
