M for mørke
6.0
Fritz Langs ”M” er en overvældende flot skildring af, hvad der sker i et bymiljø, da en pædofil morder slipper løs.
Denne realistiske skildring løfter sig langt over standarden i samtiden. Stilmæssigt og udseendemæssigt er den utrolig frisk og flot. For mig at se var den mange år forud for sin tid. Lyd er lige ankommet til filmmediet, og alligevel formår filmen at bruge lyd til fulde. For eksempel ved at morderens lyster skildres igennem hans fløjten og så videre.
Filmen starter med billeder af et skræmt nabolag. Børnene synger sange om børnelokkere, og skræmte mødre bliver nervøse, da børnene kommer sent hjem fra skole. Og med god grund.
Politiet analyserer sig frem til, at de har med en psykiatrisk syg mand at gøre, og Fritz Lang viser billeder af Peter Lorre som morderen, der kigger sig i spejlet med et forstyrret udtryk i ansigtet. Gad vide om det har været brugt før på film, at vi ser klip af morderen, mens politiet kommer med en beskrivelse, der stemmer overens med ham.
Som sagt virker filmen utrolig frisk for sin tid. Ikke blot politiet, alle har deres spekulationer og mistanker. En gammel mand, der snakker venligt med en lille pige, bliver straks mistænkt. Politikere ringer til politiet for at få resultater. Hurtigt.
Politiet ransager byen. Barer, cafeer og så videre ransages hver aften. Det går ud over alfonserne og de andre kriminelles indtægter. De har ikke råd til, at politiet er så aktivt. Så de mødes for at diskutere sagen, og de når frem til, at de selv må finde morderen. De hyrer derfor tiggernes forening til at overvåge gader.
Dette giver anledning til et fremragende shot, hvor vi dykker ned i et spisehus fyldt med tiggere, hvor vi blandt andet får replikken: ”Hold op med at snorke. Du vækker lusene.” Samtidig med at underverdenen bidrager til at få udryddet morderen, forfølger politiet ledt af blodhunden inspektør Lohmann alle spor. Vi får også et herligt shot af Lohmann set nedefra, før han med stor vælde og autoritet forhører en indbrudstyv.
Noget, der virkelig sætter denne film op på mesterværksniveau, er, når vi får morderens vinkel igennem Peter Lorre. Vi ser lysten komme op i ham, da han stirrer i en butiksrude med en lille pige reflekteret, og vi ser hans syge ansigt med udstikkende øjne, der dernæst reflekteres i samme rude. Da han ikke kan forpurre denne pige, forsøger han at dæmpe lysterne (formidlet til publikum via fløjten af et klassisk stykke) med alkohol.
Og da han ved ”retsagen” til sidst bryder helt sammen, og selvtægtsmændene og kvinderne fra underverden griner hånligt af ham, ved ”retsagen” til sidst, da kommer vi et skridt tættere på ham igennem det helt eminente skuespil af Peter Lorre. Og så selvfølgelig slutreplikken: ”Dette vil ikke bringe vores børn tilbage.”
Filmen er af så høj kvalitet, at alderen næsten er ubetydelig. Det er ikke blot en af de bedste film fra 1930'erne, men en af de bedste film om mord, selvtægt og tragedie i et samfund i det hele taget.
Denne realistiske skildring løfter sig langt over standarden i samtiden. Stilmæssigt og udseendemæssigt er den utrolig frisk og flot. For mig at se var den mange år forud for sin tid. Lyd er lige ankommet til filmmediet, og alligevel formår filmen at bruge lyd til fulde. For eksempel ved at morderens lyster skildres igennem hans fløjten og så videre.
Filmen starter med billeder af et skræmt nabolag. Børnene synger sange om børnelokkere, og skræmte mødre bliver nervøse, da børnene kommer sent hjem fra skole. Og med god grund.
Politiet analyserer sig frem til, at de har med en psykiatrisk syg mand at gøre, og Fritz Lang viser billeder af Peter Lorre som morderen, der kigger sig i spejlet med et forstyrret udtryk i ansigtet. Gad vide om det har været brugt før på film, at vi ser klip af morderen, mens politiet kommer med en beskrivelse, der stemmer overens med ham.
Som sagt virker filmen utrolig frisk for sin tid. Ikke blot politiet, alle har deres spekulationer og mistanker. En gammel mand, der snakker venligt med en lille pige, bliver straks mistænkt. Politikere ringer til politiet for at få resultater. Hurtigt.
Politiet ransager byen. Barer, cafeer og så videre ransages hver aften. Det går ud over alfonserne og de andre kriminelles indtægter. De har ikke råd til, at politiet er så aktivt. Så de mødes for at diskutere sagen, og de når frem til, at de selv må finde morderen. De hyrer derfor tiggernes forening til at overvåge gader.
Dette giver anledning til et fremragende shot, hvor vi dykker ned i et spisehus fyldt med tiggere, hvor vi blandt andet får replikken: ”Hold op med at snorke. Du vækker lusene.” Samtidig med at underverdenen bidrager til at få udryddet morderen, forfølger politiet ledt af blodhunden inspektør Lohmann alle spor. Vi får også et herligt shot af Lohmann set nedefra, før han med stor vælde og autoritet forhører en indbrudstyv.
Noget, der virkelig sætter denne film op på mesterværksniveau, er, når vi får morderens vinkel igennem Peter Lorre. Vi ser lysten komme op i ham, da han stirrer i en butiksrude med en lille pige reflekteret, og vi ser hans syge ansigt med udstikkende øjne, der dernæst reflekteres i samme rude. Da han ikke kan forpurre denne pige, forsøger han at dæmpe lysterne (formidlet til publikum via fløjten af et klassisk stykke) med alkohol.
Og da han ved ”retsagen” til sidst bryder helt sammen, og selvtægtsmændene og kvinderne fra underverden griner hånligt af ham, ved ”retsagen” til sidst, da kommer vi et skridt tættere på ham igennem det helt eminente skuespil af Peter Lorre. Og så selvfølgelig slutreplikken: ”Dette vil ikke bringe vores børn tilbage.”
Filmen er af så høj kvalitet, at alderen næsten er ubetydelig. Det er ikke blot en af de bedste film fra 1930'erne, men en af de bedste film om mord, selvtægt og tragedie i et samfund i det hele taget.
20/10-2006
