Forår, Sommer, Efterår, Vinter... Og Forår
6.0
Efter at have set filmen for et par ugers tid siden, da de endelig valgte at give den et dansk/ skandinavisk release, blev jeg på trods af alle de store og flotte anmeldelser af filmen - som jeg havde læst nogle citater af på forhånd - stadig utroligt possitivt overrasket og bevæget på en helt særlig måde jeg (desværre) kun meget sjældent oplever.
Filmen er hele vejen igennem meget realistisk og nede på jorden, den bliver aldrig sentimental og der er absolut ingen form for følelsesporno, som det ofte gør sig gældende i så mange af de nærmest latterlige amerikanske blockbuster. Lad det være sagt med det samme, som det også er blevet opdaget af så mange andre filmelskere som også interessere sig meget for udenlandske film - deriblandt vores egen Kannushí - japansk film er anderledes på alle punkter; både i udførelse, stil og tone.
Denne film fokusere - som med "Tomme Huse" og til dels "Samaritan Girl" - overvældende meget, i forhold til de konventionelle efter min mening tit alt for Kedelige europæiske filmproduktioner )!), på det visuelle udtryk, der er utroligt mange smukke og skønne billeder der i kontekst fortæller en historie i sig selv. Det var for mig en betagende og ubetalelig lækker oplevelse - en helt speciel oplevelse med vise buddhistiske undertoner og kloge, nuancerede medmenneskelige budskaber.
Jeg vil umiddelbart erklære den for en af de absolut bedste film jeg nogensinde har set, af flere årsager. Jeg vil nu forsøge at forklare lidt om hvorfor jeg finder den så 'fantastico': Og det er jo ikke fordi at den på nogen måde er direkte livsvigtig el. lign. for filmhistorien, men det er tilgengæld lige inden jeg vil sige at historiens simple, men universelle budskaber er nødvendige for menneskeheden og vores udvikling, bevidsthedsmæssigt. Fordi at igennem en erkendelse af historiens budskaber - om f.eks. ydmyghed, hjælpsomhed, tilgivelse og selvdisciplin -, igennem den lærer historien giver videre, kan det være medvirkende til at fremkalde nogle yderligere vigtige og gode erkendelser hos den almene verdensborger - og derved hjælpe lidt til med at udbrede medmenneskelig mentalitet og være med til at øge vores bevidsthed om bl.a. værdsættelse - bevidsthed om værdien af gode handliger, deres virkninger på alt hvad vi omgiver os med og god karma, til gavn for os alle - hele menneskeheden. Derfor kan man vel, hvis det i sammenhæng formåede at give lidt mening det jeg skrev, på sin vis retfærdiggøre at kalde filmen 'livsnødvendig', eller at dens betragtninger på en måde er af vital betydning, i en eller anden form. Jeg kan også forsøge at beskrive det endnu mere enkelt; Historien er bare så simpel, letforståelig og lettilgængelig, men alligevel dyb, sand og vis og smuk! - En film der i særlig grad vil appelere til dig hvis du f.eks. værdsætter - kendte - asiatiske instruktører som Ang Lee og Yimou Zhang.
Ok, nu er det selvfølgelig ikke første gang at sådan en historie, med de budskaber og temaer jeg beskriver, har set dagens lys. Langtfra. Der er bare mange store og essentielle forskelle i hvordan historien fortælles, formuleres og udføres. Der bliver f.eks. ikke brugt direkte vold i filmen, der er ikke noget blod og overdreven brutalitet, heller ingen form for special effects, action el. lign til at fremskynde handling - som det ofte bliver brugt i typiske hollywood blockbustere til at skære deres tit usympatiske poiner ud i pap for sit publikum. I filmen "Forår, Sommer..." bruges der andre mere enkle og faktisk mere forståelige og lettere optagelige virkemidler, når historiens lære skal gives vide og publikum skal have en sanselig, intelligent el. åndeligt berigende oplevelse. Etik og moral, selvansvar og medansvar er nogle af de store temaer der nænsomt behandles i denne og sikkert alle andre store, gode, eller smukke historier, men ved at konvetere til film giver man selvfølgelig også sit publikum en visuel fornøjelse oven i oplevelsen. Nu er det så heller ingen hemmelighed at jeg elsker denne type film, eksistentielle dramaer (og isærdeleshed de buddhistiske) der foregår i en anden 'virkelighed' eller en anden verden - som i filmen, eller foregår i en anden tidsperiode som i f.eks. "Brokeback Mountain" af Ang Lee - absolut er en af mine (cinematiske) livretter.
Læg også lige mærke til titlen der er ret så genial, omend utrolig enkel og letforståelig på alle sprog - Forår, Sommer, Efterår, Vinter... Og Forår der jo hentyder til livets cyklus, som vi alle uværgeligt er en del af.
Skriver lidt mere når jeg har tid og lige kommer i tanke om det, men store anbefalinger ihvertfald. Hvis du er i tvivl vedr. om den er noget værd som film, se da bare nogle af de andre anmelderes flotte kritik.
Adios caballeros, hasta luego. )!)
Filmen er hele vejen igennem meget realistisk og nede på jorden, den bliver aldrig sentimental og der er absolut ingen form for følelsesporno, som det ofte gør sig gældende i så mange af de nærmest latterlige amerikanske blockbuster. Lad det være sagt med det samme, som det også er blevet opdaget af så mange andre filmelskere som også interessere sig meget for udenlandske film - deriblandt vores egen Kannushí - japansk film er anderledes på alle punkter; både i udførelse, stil og tone.
Denne film fokusere - som med "Tomme Huse" og til dels "Samaritan Girl" - overvældende meget, i forhold til de konventionelle efter min mening tit alt for Kedelige europæiske filmproduktioner )!), på det visuelle udtryk, der er utroligt mange smukke og skønne billeder der i kontekst fortæller en historie i sig selv. Det var for mig en betagende og ubetalelig lækker oplevelse - en helt speciel oplevelse med vise buddhistiske undertoner og kloge, nuancerede medmenneskelige budskaber.
Jeg vil umiddelbart erklære den for en af de absolut bedste film jeg nogensinde har set, af flere årsager. Jeg vil nu forsøge at forklare lidt om hvorfor jeg finder den så 'fantastico': Og det er jo ikke fordi at den på nogen måde er direkte livsvigtig el. lign. for filmhistorien, men det er tilgengæld lige inden jeg vil sige at historiens simple, men universelle budskaber er nødvendige for menneskeheden og vores udvikling, bevidsthedsmæssigt. Fordi at igennem en erkendelse af historiens budskaber - om f.eks. ydmyghed, hjælpsomhed, tilgivelse og selvdisciplin -, igennem den lærer historien giver videre, kan det være medvirkende til at fremkalde nogle yderligere vigtige og gode erkendelser hos den almene verdensborger - og derved hjælpe lidt til med at udbrede medmenneskelig mentalitet og være med til at øge vores bevidsthed om bl.a. værdsættelse - bevidsthed om værdien af gode handliger, deres virkninger på alt hvad vi omgiver os med og god karma, til gavn for os alle - hele menneskeheden. Derfor kan man vel, hvis det i sammenhæng formåede at give lidt mening det jeg skrev, på sin vis retfærdiggøre at kalde filmen 'livsnødvendig', eller at dens betragtninger på en måde er af vital betydning, i en eller anden form. Jeg kan også forsøge at beskrive det endnu mere enkelt; Historien er bare så simpel, letforståelig og lettilgængelig, men alligevel dyb, sand og vis og smuk! - En film der i særlig grad vil appelere til dig hvis du f.eks. værdsætter - kendte - asiatiske instruktører som Ang Lee og Yimou Zhang.
Ok, nu er det selvfølgelig ikke første gang at sådan en historie, med de budskaber og temaer jeg beskriver, har set dagens lys. Langtfra. Der er bare mange store og essentielle forskelle i hvordan historien fortælles, formuleres og udføres. Der bliver f.eks. ikke brugt direkte vold i filmen, der er ikke noget blod og overdreven brutalitet, heller ingen form for special effects, action el. lign til at fremskynde handling - som det ofte bliver brugt i typiske hollywood blockbustere til at skære deres tit usympatiske poiner ud i pap for sit publikum. I filmen "Forår, Sommer..." bruges der andre mere enkle og faktisk mere forståelige og lettere optagelige virkemidler, når historiens lære skal gives vide og publikum skal have en sanselig, intelligent el. åndeligt berigende oplevelse. Etik og moral, selvansvar og medansvar er nogle af de store temaer der nænsomt behandles i denne og sikkert alle andre store, gode, eller smukke historier, men ved at konvetere til film giver man selvfølgelig også sit publikum en visuel fornøjelse oven i oplevelsen. Nu er det så heller ingen hemmelighed at jeg elsker denne type film, eksistentielle dramaer (og isærdeleshed de buddhistiske) der foregår i en anden 'virkelighed' eller en anden verden - som i filmen, eller foregår i en anden tidsperiode som i f.eks. "Brokeback Mountain" af Ang Lee - absolut er en af mine (cinematiske) livretter.
Læg også lige mærke til titlen der er ret så genial, omend utrolig enkel og letforståelig på alle sprog - Forår, Sommer, Efterår, Vinter... Og Forår der jo hentyder til livets cyklus, som vi alle uværgeligt er en del af.
Skriver lidt mere når jeg har tid og lige kommer i tanke om det, men store anbefalinger ihvertfald. Hvis du er i tvivl vedr. om den er noget værd som film, se da bare nogle af de andre anmelderes flotte kritik.
Adios caballeros, hasta luego. )!)
20/10-2006
