The science of being awake
4.0
Michel Gondry har en kæmpestor fantasi og en underfundig kreativ energi, som han frit bruger af i sine musikvideoer med Björk og andre og i sine spillefilm. Eftersigende kommer hans påfund til ham i drømme, og hans levende billeder har en logik og nogle kvaliteter, der minder meget om det, man kan finde i sine egne drømme. Ikke på samme måde som i David Lynch, hvor de drømmende scener virker dybere og mere fængslende. Der er noget lettere og mere legende over Gondrys universer. De er mere naive og ufarlige.
I sin nyeste film, ”The Science of Sleep”, spiller den mexicanske skuespiller Gael Garcia Bernal karakteren Stephane, der mest af alt minder om Gondrys alterego. På samme måde som Gondry selv er Stephane en evig 12-årig dreng, hvis fantasiverden er stor og rig. Faktisk så stor, at Stephane har svært ved at kende forskel på drøm og virkelighed. Vi ser ham første gang i sit drømmeunivers, hvor han er i et hjemmelavet TV-studie med kameraer og vægge af pap. Han er flyttet til sin mors lejlighed i Paris, da hans far for nylig er død af kræft. Han har fået tilbudt et job i et kalenderfirma, hvor han håber på at blive kunstner for en kalenderserie. Men folk vil kun have billeder af søde dyr eller nøgne kvinder, så han bliver sat til et dødssygt arbejde, hvor han slet ikke kan få udslip for sin kreativitet.
Den fosser til gengæld ud i stride strømme, så snart Stephane lægger sig til at sove. I løbet af filmen får han fantasier om at omlave hele verden til en kæmpestor by af toiletruller og andet pap, fantasier om chefen som en hjemløs mand, hvis skæg er vokset ved at bruge en ond barbermaskine, fantasier om at pule med en medarbejder ovenpå kopimaskinen, og ikke mindst en masse fantasier om nabopigen Stephanie (Jane Birkin og Serge Gainsbourgs datter, Charlotte Gainsbourg), som han forelsker sig i.
Det største omdrejningspunkt for filmen er denne forelskelse. Første gang han møder hende, vil han hellere i bukserne på hendes lækre veninde Zoe (Emma de Caunes). Men han lærer hurtigt, at der er meget at komme efter i Stephanie, der ligesom ham er meget kreativ. Men Stephane bliver usikker på sig selv, og det kommer til at forme hans drømme. Han kommer mindre og mindre på jobbet, hvor den evigt liderlige kollega Guy (Alain Chabat) med sine dårlige indflydelse gør Stephanes forvirring med hensyn til sine følelser større. Stephane går mere og mere i selvsving i sit drømmeunivers, hvor hans usikkerhed vokser og bliver den største hindring for, at der kan opstå et forhold mellem de to.
Filmen starter sødt, sjovt og fantasifuldt, men efterhånden så fattede jeg mindre og mindre sympati for Stephane og hans drømme. 12-årige sjæle er charmerende op til et vist punkt, men Stephanes selvmedlidenhed og selvpåførte smerte bliver for meget henimod slutningen. I det hele taget er filmen ikke så interessant eller veludført som ”Eternal Sunshine”, hvor Gondry samarbejdede med Charlie Kaufman, der skabte en meget dybere og interessant historie.
Gondry er et stort legebarn, og der er mange visuelt sjove og smukke scener. Den slags ser vi ikke så meget af for tiden, og jeg vil helt sikkert gerne se mere. Men næste gang ville det være godt med en lidt mere kompleks og interessant historie.
I sin nyeste film, ”The Science of Sleep”, spiller den mexicanske skuespiller Gael Garcia Bernal karakteren Stephane, der mest af alt minder om Gondrys alterego. På samme måde som Gondry selv er Stephane en evig 12-årig dreng, hvis fantasiverden er stor og rig. Faktisk så stor, at Stephane har svært ved at kende forskel på drøm og virkelighed. Vi ser ham første gang i sit drømmeunivers, hvor han er i et hjemmelavet TV-studie med kameraer og vægge af pap. Han er flyttet til sin mors lejlighed i Paris, da hans far for nylig er død af kræft. Han har fået tilbudt et job i et kalenderfirma, hvor han håber på at blive kunstner for en kalenderserie. Men folk vil kun have billeder af søde dyr eller nøgne kvinder, så han bliver sat til et dødssygt arbejde, hvor han slet ikke kan få udslip for sin kreativitet.
Den fosser til gengæld ud i stride strømme, så snart Stephane lægger sig til at sove. I løbet af filmen får han fantasier om at omlave hele verden til en kæmpestor by af toiletruller og andet pap, fantasier om chefen som en hjemløs mand, hvis skæg er vokset ved at bruge en ond barbermaskine, fantasier om at pule med en medarbejder ovenpå kopimaskinen, og ikke mindst en masse fantasier om nabopigen Stephanie (Jane Birkin og Serge Gainsbourgs datter, Charlotte Gainsbourg), som han forelsker sig i.
Det største omdrejningspunkt for filmen er denne forelskelse. Første gang han møder hende, vil han hellere i bukserne på hendes lækre veninde Zoe (Emma de Caunes). Men han lærer hurtigt, at der er meget at komme efter i Stephanie, der ligesom ham er meget kreativ. Men Stephane bliver usikker på sig selv, og det kommer til at forme hans drømme. Han kommer mindre og mindre på jobbet, hvor den evigt liderlige kollega Guy (Alain Chabat) med sine dårlige indflydelse gør Stephanes forvirring med hensyn til sine følelser større. Stephane går mere og mere i selvsving i sit drømmeunivers, hvor hans usikkerhed vokser og bliver den største hindring for, at der kan opstå et forhold mellem de to.
Filmen starter sødt, sjovt og fantasifuldt, men efterhånden så fattede jeg mindre og mindre sympati for Stephane og hans drømme. 12-årige sjæle er charmerende op til et vist punkt, men Stephanes selvmedlidenhed og selvpåførte smerte bliver for meget henimod slutningen. I det hele taget er filmen ikke så interessant eller veludført som ”Eternal Sunshine”, hvor Gondry samarbejdede med Charlie Kaufman, der skabte en meget dybere og interessant historie.
Gondry er et stort legebarn, og der er mange visuelt sjove og smukke scener. Den slags ser vi ikke så meget af for tiden, og jeg vil helt sikkert gerne se mere. Men næste gang ville det være godt med en lidt mere kompleks og interessant historie.
21/10-2006
