Gyldne plasticfrøer og magiske vaskebjørnsprinsesser
5.0
Jeg har aldrig været så overvældet og lykkelig af at høre en guldsprøjtet plasticfrø synge med pivstemme, før jeg så Suzuki Seijuns vanvittigt underholdende postmoderne smukt iscenesatte kinesisk/japanske surrealistiske musicalkaoskomedie ”Operetta Tanuki Goten” med Zhang Ziyi som den magiske vaskebjørnsprinsesse, der forelsker sig i rigets smukkeste menneske Amechiyo, spillet af Japans hotteste stjerne for tiden, Odagiri Jo.
Historien er en god blanding af King Lear, Romeo og Julie, og Snehvide. Momoyama Azuchi (Hira Mikijiro) er en mand så forfængelig, at han bortviser sin egen søn Amechiyo (Odagiri Jo), da han hører, at sønnen har overtagets hans omdømme, som verdens smukkeste mand. Ninjaen, der sendes ud for at gøre det af med Amechiyo, falder dog i en vaskebjørnefælde, mens en rigtig vaskebjørnepige (Zhang Ziyi) i form af et menneske redder ham. Pigen viser sig at være prinsessen af vaskebjørneslottet, hvor de vaskebjørne der har evner til at forvandle sig til mennesker og dyr holder til. Amechiyo forelsker sig i prinsessen og omvendt, men vaskebjørne må ikke være sammen med mennesker. Samtidig vil Momoyama have vaskebjørneslottet og Amechiyo udslettet. Uha uha.
Det hele er udført som surrealistisk teater med spartanske kulisser. Klipningen er bevidst skæv, og effekterne består som regel af dukker trukket i tråde, farverige lysopsætninger, malede baggrunde med mere. Men det fungerer som en selvstændig verden, hvor vi det ene øjeblik ser på en scene, og i det andet øjeblik er skuespillerne på en virkelig græsmark med sakuratræer i baggrunden eller en smuk, hvid sandstrand. Suzuki Seijun (mest berømt for "Tokyo Drifter" og "Branded to Kill") har lavet disse absurde universer i 40 år, og her viser han hvor behændig den erfaring har gjort ham i at få de simpleste effekter til at fungere. Vi er altid bevidste om, at det hele er kunstigt og konstrueret, på samme måde som vi er det i ”Wizard of Oz”, men skuespillerne og hele dramatiseringen gør verden virkelig i vores hoveder.
Men nok om teknik. Denne film er en stor farverig og underholdende fest, hvor skuespillerne har den ene fantastiske dragt på efter den anden, og hvor alle de medvirkende konstant bryder ud i lattervækkende sange med langtude tekster såsom en rocksang ala Queen om den ovennævnte paradisfrø. En anden fantastisk scene er hvor en ond heks, der efter at blive slået af en vaskebjørninde i både magisk tvekamp og sten-saks-papir, bryder i sørgelig enka-popsang, hvor hun synger om, at hun helst vil reinkarneres som en anden slags heks.
Filmen eksploderer gang på gang i ironiske postmoderne scener fortalt med stepdans, rap (Momoyama sværger alle vaskebjørne udslettet i en ond rap), Noh-koreografi, Kabuki-komedie, Broadway musicalnumre, buddhistisk bøn tilsat noget, der lyder som et kristent munkekor, og meget, meget mere.
Mange vil sikkert ikke kunne klare Suzukis nedbrydning af filmillusionerne, der ellers i virkeligheden bunder i en stor kærlighed til mediet. Hvis man ikke kan se ironien i brugen, eller snarere overdrivelserne, af klichéerne, så vil man blot se noget, der ligner en amatørforestilling fra en børnehaveklasse. Jeg så til gengæld en af de mest underholdende film fra dette år. Hvem fanden havde troet, at den nu nogen-og-80-årige Suzuki Seijun stadig rummede så meget sprudlen og energi.
Historien er en god blanding af King Lear, Romeo og Julie, og Snehvide. Momoyama Azuchi (Hira Mikijiro) er en mand så forfængelig, at han bortviser sin egen søn Amechiyo (Odagiri Jo), da han hører, at sønnen har overtagets hans omdømme, som verdens smukkeste mand. Ninjaen, der sendes ud for at gøre det af med Amechiyo, falder dog i en vaskebjørnefælde, mens en rigtig vaskebjørnepige (Zhang Ziyi) i form af et menneske redder ham. Pigen viser sig at være prinsessen af vaskebjørneslottet, hvor de vaskebjørne der har evner til at forvandle sig til mennesker og dyr holder til. Amechiyo forelsker sig i prinsessen og omvendt, men vaskebjørne må ikke være sammen med mennesker. Samtidig vil Momoyama have vaskebjørneslottet og Amechiyo udslettet. Uha uha.
Det hele er udført som surrealistisk teater med spartanske kulisser. Klipningen er bevidst skæv, og effekterne består som regel af dukker trukket i tråde, farverige lysopsætninger, malede baggrunde med mere. Men det fungerer som en selvstændig verden, hvor vi det ene øjeblik ser på en scene, og i det andet øjeblik er skuespillerne på en virkelig græsmark med sakuratræer i baggrunden eller en smuk, hvid sandstrand. Suzuki Seijun (mest berømt for "Tokyo Drifter" og "Branded to Kill") har lavet disse absurde universer i 40 år, og her viser han hvor behændig den erfaring har gjort ham i at få de simpleste effekter til at fungere. Vi er altid bevidste om, at det hele er kunstigt og konstrueret, på samme måde som vi er det i ”Wizard of Oz”, men skuespillerne og hele dramatiseringen gør verden virkelig i vores hoveder.
Men nok om teknik. Denne film er en stor farverig og underholdende fest, hvor skuespillerne har den ene fantastiske dragt på efter den anden, og hvor alle de medvirkende konstant bryder ud i lattervækkende sange med langtude tekster såsom en rocksang ala Queen om den ovennævnte paradisfrø. En anden fantastisk scene er hvor en ond heks, der efter at blive slået af en vaskebjørninde i både magisk tvekamp og sten-saks-papir, bryder i sørgelig enka-popsang, hvor hun synger om, at hun helst vil reinkarneres som en anden slags heks.
Filmen eksploderer gang på gang i ironiske postmoderne scener fortalt med stepdans, rap (Momoyama sværger alle vaskebjørne udslettet i en ond rap), Noh-koreografi, Kabuki-komedie, Broadway musicalnumre, buddhistisk bøn tilsat noget, der lyder som et kristent munkekor, og meget, meget mere.
Mange vil sikkert ikke kunne klare Suzukis nedbrydning af filmillusionerne, der ellers i virkeligheden bunder i en stor kærlighed til mediet. Hvis man ikke kan se ironien i brugen, eller snarere overdrivelserne, af klichéerne, så vil man blot se noget, der ligner en amatørforestilling fra en børnehaveklasse. Jeg så til gengæld en af de mest underholdende film fra dette år. Hvem fanden havde troet, at den nu nogen-og-80-årige Suzuki Seijun stadig rummede så meget sprudlen og energi.
22/10-2006
