ækvilibristisk efterfølger
3.0
Den unge Len Wiseman spillefilmsdebuterede i 2003 med den forholdsvis lavbudget og gotiske sci-fi film Underworld, der på ambitiøs og fornyende vis sammensmeltede vampyrer og varulve i samme univers. Oplægget var spændende, men Underworld var essentielt potentialespilde, dog stadig underholdende tidsfordriv af en holdbar karakter. Filmen var muligvis fattig på originalitet og velfungerende historiefremdrift, men til gengæld var den rig på visuelle godbidder og en stor portion opfindsomhed for at maskere den begrænsede finansiering som et standard Hollywood produkt. Alt i alt en lovende instruktørdebut, hvor Wiseman udviste en potentiel fremragende visionærside, hvor hans inspirationskilder tydeligvis var (og er) Waschowski-brødrenes futuristiske Matrix-film og Norringtons kompromisløse Blade, med et lille anstrøg af Burtons mørkere visioner. Efter forløberens overraskende store kommercielle succes og nærmest kultagtige status hos det ungdommelige publikum, havde Wiseman og co. ingen problemer med at finde finansiering til at ekspanderer det flerlagede univers, men desværre lider Underworld Evolution under de samme problemer med en usammenhængende historiefortælling og for megen plagiat, hvilket også prægede den originale film.
Wiseman indleder ellers denne fortsættelse ganske fornuftigt med et overraskende og atypisk blodigt og splatterfyldt opgør mellem vampyrer og varulve som prolog, hvor Bill Nighy for en kort (heldigvis!) replik vender tilbage i et forklarende flashback. Denne lettere overflødige fortsættelse foregår kort tid efter slutningen i Underworld, men Wiseman formår alligevel ikke helt at bygge en logisk eller synderlig holdbar bro til forgængeren, og den hurtige montagesekvens opsummerende etterens handling, er altså for billigt og dilettantisk. Handlingen i Underworld Evolution er en omgang rodet og mytologimæssig svag nonsens, der aldrig fanger publikums interesse, men i stedet svælger desperat i egen selvhøjtidelighed. Den ungdommelige uerfarenhed fra Wisemans side præger produktionen i en negativ retning.
Den smukke Kate Beckinsale (der i mellemtiden er blevet gift med instruktøren, lucky guy!) vender tilbage som bestialsk vampyr med uforløste familieproblemer. Beckinsale forsøger ihærdigt at indsprøjte noget substans i den ellers flade karakter, men formår kun lige at overleve affæren gennem en imponerende adræthed og ikke mindst hendes attraktive ydre, som Wiseman virkelig indfanger optimalt. Desværre medfører dette en ret absurd sexscene (set-up?) mellem Beckinsale og en udmærket Scott Speedman, hvor den obligatoriske kærlighedssidehistorie føles forceret og kunstig. Actionsiden i Underworld Evolution er dog upåklagelig, og som tanketom og effektiv actionbasker fungerer filmen glimrende på sine egne præmisser. Den visuelle side er ligeledes lukrativ og ekstravagant, selvom der ingen innovative tiltag er blevet gjort. Scenografien fortjener dog ophævende superlativer; det er simpelthen en sand og stemningsfyldt fornøjelse at se det hårde arbejde, der er blevet lagt i kulisserne, m.m.
Underworld Evolution er strømliniet high tech underholdning, der overordnet nok kun vil appellere til det zappende mtv-publikum, som ikke har historiesiden som førsteprioritet. Personlig havde jeg meget lave forventninger, men selvom filmen langtfra er ophidsende og mestendels af tiden faktisk ganske triviel, så blev jeg basalt set udmærket underholdt, og så kan man da heller ikke forvente mere af denne slags film. At Wiseman på et andet notits er blevet hyret som instruktør på den fjerde film i Die Hard serien, kan man vist ikke andet end at føle end smule nervøsitet overfor.
Wiseman indleder ellers denne fortsættelse ganske fornuftigt med et overraskende og atypisk blodigt og splatterfyldt opgør mellem vampyrer og varulve som prolog, hvor Bill Nighy for en kort (heldigvis!) replik vender tilbage i et forklarende flashback. Denne lettere overflødige fortsættelse foregår kort tid efter slutningen i Underworld, men Wiseman formår alligevel ikke helt at bygge en logisk eller synderlig holdbar bro til forgængeren, og den hurtige montagesekvens opsummerende etterens handling, er altså for billigt og dilettantisk. Handlingen i Underworld Evolution er en omgang rodet og mytologimæssig svag nonsens, der aldrig fanger publikums interesse, men i stedet svælger desperat i egen selvhøjtidelighed. Den ungdommelige uerfarenhed fra Wisemans side præger produktionen i en negativ retning.
Den smukke Kate Beckinsale (der i mellemtiden er blevet gift med instruktøren, lucky guy!) vender tilbage som bestialsk vampyr med uforløste familieproblemer. Beckinsale forsøger ihærdigt at indsprøjte noget substans i den ellers flade karakter, men formår kun lige at overleve affæren gennem en imponerende adræthed og ikke mindst hendes attraktive ydre, som Wiseman virkelig indfanger optimalt. Desværre medfører dette en ret absurd sexscene (set-up?) mellem Beckinsale og en udmærket Scott Speedman, hvor den obligatoriske kærlighedssidehistorie føles forceret og kunstig. Actionsiden i Underworld Evolution er dog upåklagelig, og som tanketom og effektiv actionbasker fungerer filmen glimrende på sine egne præmisser. Den visuelle side er ligeledes lukrativ og ekstravagant, selvom der ingen innovative tiltag er blevet gjort. Scenografien fortjener dog ophævende superlativer; det er simpelthen en sand og stemningsfyldt fornøjelse at se det hårde arbejde, der er blevet lagt i kulisserne, m.m.
Underworld Evolution er strømliniet high tech underholdning, der overordnet nok kun vil appellere til det zappende mtv-publikum, som ikke har historiesiden som førsteprioritet. Personlig havde jeg meget lave forventninger, men selvom filmen langtfra er ophidsende og mestendels af tiden faktisk ganske triviel, så blev jeg basalt set udmærket underholdt, og så kan man da heller ikke forvente mere af denne slags film. At Wiseman på et andet notits er blevet hyret som instruktør på den fjerde film i Die Hard serien, kan man vist ikke andet end at føle end smule nervøsitet overfor.
23/10-2006
