’Well, at least I didn’t use a spoon’
3.0
Efter at have kollaboreret på den indifferente og let forglemmelige ungdomsfilm Fandango, valgte vennerne og navnebrødrene Kevin Costner og instruktøren Kevin Reynolds at genvisualisere den klassiske og udødelige fortælling om den heroiske og integritetsfyldte Robin Hood (hvis mest loyale og velfungerende dedikation til filmstrimlen velsagtens er Errol Flynns humørfyldte fortolkning fra 1932) i en storstilet og ambitiøs Hollywodproduktion, der både skulle hente inspiration fra den velkendte eventyrfortælling, samt appellerer til det mere moderne publikum. Costners selvophævende indflydelse under indspilningen er ingen hemmelighed (filmen er propfyldt med glorificerende fugleperspektivsbilleder af en storposituren Costner), og under den notorisk besværlige redigeringsproces blev både Reynolds og klipperen Peter Boyle selv ekskluderet fra klipperummet, hvorefter producenterne (heriblandt Costner selv) overtog. Komplikationerne har dog ikke tynget det endelige resultat evident, og Robin Hood er endt som en godmodig, uforpligtende og forholdsvis vellykket underholdningssag, der dog ikke vækker samme glæde ved gensyn, som den gjorde, da jeg i sin tid elskede filmen som lille purk.
Historien er klassisk og naturligvis velfortalt, hvor Reynolds iscenesætter det fornemt strukturerede manuskript med en tiltrængt barnlig og smittende entusiasme. Robin Hood er den entydige og unuancerede skildring af det gode versus det onde, men det fungerer, da naiviteten føles uforceret og nærmest oprigtig, og eskapisme ses sjældent så tilforladelig som her. Rollelisten hjælper ligeledes på seværdigheden, for her har Reynolds for alvor gjort sig et scoop. Costner var i sin karrieres charmestorhedstid da han påtog sig rollen, og han fungerer da også udmærket (gennem sin indiskutabelt afholdte karisma) som heroisk innovatør, der stjæler fra de rige og giver til de fattige. Desværre er forsøget med at problematisere og komplicere hans renskurede helteydre ikke videre vellykket, og Costner falder ligeledes igennem som skuespiller. Heldigvis bakkes han dog fornemt op af Morgan Freeman som mystificerende sidekick, hvis verbale og pseudofilosofiske eskapader svinger mellem det rene fornøjelighed og pure tæerkrumning. Hvorfor den prestigefyldte Freeman har påtaget sig så utaknemlig og uudfordrende en rolle (med dertilhørende terrible accent) kan man kun gisne om, men da han nu er tilstede, skal man da være et skarn over at beklage det. Altid fantastiske og scenestjælende Alan Rickman er en uforbeholden delikatesse at overvære som den gennemført ondskabsfulde og ubehagelige Nottingham, hvor Rickman tilfører karakteren en tiltrængt portion sadistisk ynkelighed og sorthumoristiske overtoner, sjovest udvist under det store klimaks, hvor Rickman desperat forsøger at fuldbyrde ægteskabet med Hoods udkårne, fint spillet af Mary Elizabeth Mastrantonio. Den obligatoriske kærlighedshistorie mellem hende og Costner er tilpas sød og plausibel, så man ikke græmmes, ikke engang når det udpenslede og altforklarende akkompagneres af Bryan Adams cheesy Everything I Do…, hvilken er blevet filmens kongruente kendingsmelodi. I større biroller ses en veloplagt Michael Wincott som (surprise!) dybtsnakkende og psykopatisk modstander og altid seværdige Christian Slater som ung pessimist.
Robin Hood er en yderst velproduceret affære, der på trods af en interessant og lettere atypisk visuel stil (og Michael Kamens glimrende og iørefaldende eventyrmusik), mangler en bredere episkhed og mere storslåede momenter. Den klassiske (men overlange) historie om hævn, venskab og kærlighed fortælles med for lidt opfindsomhed og forsøg på nye tiltag, bagmændene har simpelthen accepteret den gammeldags tone som højeste mål. Til tider fungerer det udmærket, men det hele bliver også al for patosfyldt og selvglædende, hvor filmen har sin store portion af tåbeligheder og ulogik. Men Robin Hood er en fredelig drengerøvsfilm, og dette lægges der ikke skjul på. Reynolds fungerer bedst i denne genre (hans forsøg med den prætentiøse og kunstige 187 var mildest talt fatalt), og selvom han ikke kan styre spilletiden (Robin Hood føles til tider dræbende lang), så kan han leverer basal underholdning af den tanketomme slags, uden at det nogensinde bliver depraverende eller publikumsnedværdigende.
Historien er klassisk og naturligvis velfortalt, hvor Reynolds iscenesætter det fornemt strukturerede manuskript med en tiltrængt barnlig og smittende entusiasme. Robin Hood er den entydige og unuancerede skildring af det gode versus det onde, men det fungerer, da naiviteten føles uforceret og nærmest oprigtig, og eskapisme ses sjældent så tilforladelig som her. Rollelisten hjælper ligeledes på seværdigheden, for her har Reynolds for alvor gjort sig et scoop. Costner var i sin karrieres charmestorhedstid da han påtog sig rollen, og han fungerer da også udmærket (gennem sin indiskutabelt afholdte karisma) som heroisk innovatør, der stjæler fra de rige og giver til de fattige. Desværre er forsøget med at problematisere og komplicere hans renskurede helteydre ikke videre vellykket, og Costner falder ligeledes igennem som skuespiller. Heldigvis bakkes han dog fornemt op af Morgan Freeman som mystificerende sidekick, hvis verbale og pseudofilosofiske eskapader svinger mellem det rene fornøjelighed og pure tæerkrumning. Hvorfor den prestigefyldte Freeman har påtaget sig så utaknemlig og uudfordrende en rolle (med dertilhørende terrible accent) kan man kun gisne om, men da han nu er tilstede, skal man da være et skarn over at beklage det. Altid fantastiske og scenestjælende Alan Rickman er en uforbeholden delikatesse at overvære som den gennemført ondskabsfulde og ubehagelige Nottingham, hvor Rickman tilfører karakteren en tiltrængt portion sadistisk ynkelighed og sorthumoristiske overtoner, sjovest udvist under det store klimaks, hvor Rickman desperat forsøger at fuldbyrde ægteskabet med Hoods udkårne, fint spillet af Mary Elizabeth Mastrantonio. Den obligatoriske kærlighedshistorie mellem hende og Costner er tilpas sød og plausibel, så man ikke græmmes, ikke engang når det udpenslede og altforklarende akkompagneres af Bryan Adams cheesy Everything I Do…, hvilken er blevet filmens kongruente kendingsmelodi. I større biroller ses en veloplagt Michael Wincott som (surprise!) dybtsnakkende og psykopatisk modstander og altid seværdige Christian Slater som ung pessimist.
Robin Hood er en yderst velproduceret affære, der på trods af en interessant og lettere atypisk visuel stil (og Michael Kamens glimrende og iørefaldende eventyrmusik), mangler en bredere episkhed og mere storslåede momenter. Den klassiske (men overlange) historie om hævn, venskab og kærlighed fortælles med for lidt opfindsomhed og forsøg på nye tiltag, bagmændene har simpelthen accepteret den gammeldags tone som højeste mål. Til tider fungerer det udmærket, men det hele bliver også al for patosfyldt og selvglædende, hvor filmen har sin store portion af tåbeligheder og ulogik. Men Robin Hood er en fredelig drengerøvsfilm, og dette lægges der ikke skjul på. Reynolds fungerer bedst i denne genre (hans forsøg med den prætentiøse og kunstige 187 var mildest talt fatalt), og selvom han ikke kan styre spilletiden (Robin Hood føles til tider dræbende lang), så kan han leverer basal underholdning af den tanketomme slags, uden at det nogensinde bliver depraverende eller publikumsnedværdigende.
23/10-2006
