Flot filosofisk futurisme
4.0
V for Vendetta er en fremtidsfabel, hvor et diktatorisk big brother samfund bruges som baggrundstæppe til at filosofiere over nutidens fokus på terrorisme.
Filmen sætter smukt spørgsmåltegn ved, hvornår nogen er terrorist eller frihedskæmper, hvornår et samfunds frygt og beskyttelsestragt tager overhånd, og den behandler ligeledes behændigt begreber som frihed, tryghed, ensrettethed, forskellighed, ensomhed og kærlighed. Den sætter tanker i gang, forlanger indlevelse af sit publikum og opfordrer til eftertanke.
Filmen har hele vejen igennem et overdrevet brug af symboler, ligesom det bevidst tegneserieagtige look gør os bevidste om, at filmen ikke er et forsøg på at tegne et realistisk billede af et futuristisk samfund, men et ekstremt udgangspunkt, som er anvendeligt for at fokusere på de ovennævnte begreber og problemstillinger.
Filmen er flot visuel, og der er kælet for hver en detalje.
Men filmen lykkes lang fra til fulde. Blandingen af komik og alvorstung mararidtsstemning virker ikke lige heldig hele vejen igennem. Filmen går flere steder næsten i stå, specielt i den midterste del, og generelt er der for meget af den samme snak efter min mening og for lidt handling.
Natalie Portman spiller fremragende, mens Hugo Weaving selv sagt må ligge sin lid til sin karakteristiske vokal. Dette gør han langt hen af vejen ganske glimrende, men masken bliver i længden for udtryksløs.
V for Vendetta skuffede mig en del. Den har mange plusser, men jeg blev aldrig rigtig fanget af den. Dertil virker de mange filosofiske moraliserende enetaler for eksplicitte og for ens i deres budskab, men samtidig skal den alligevel roses for sin dybde, der er større end normalt for denne type film.
Fire stjerner for især den visuelle side og for at turde at tage samfundsrelevante og højaktuelle emner op til diskussion. Men nogen stor film bliver det ikke, og den kultstatus filmen i forvejen var hypet op til får den aldrig (forhåbentlig).
Filmen sætter smukt spørgsmåltegn ved, hvornår nogen er terrorist eller frihedskæmper, hvornår et samfunds frygt og beskyttelsestragt tager overhånd, og den behandler ligeledes behændigt begreber som frihed, tryghed, ensrettethed, forskellighed, ensomhed og kærlighed. Den sætter tanker i gang, forlanger indlevelse af sit publikum og opfordrer til eftertanke.
Filmen har hele vejen igennem et overdrevet brug af symboler, ligesom det bevidst tegneserieagtige look gør os bevidste om, at filmen ikke er et forsøg på at tegne et realistisk billede af et futuristisk samfund, men et ekstremt udgangspunkt, som er anvendeligt for at fokusere på de ovennævnte begreber og problemstillinger.
Filmen er flot visuel, og der er kælet for hver en detalje.
Men filmen lykkes lang fra til fulde. Blandingen af komik og alvorstung mararidtsstemning virker ikke lige heldig hele vejen igennem. Filmen går flere steder næsten i stå, specielt i den midterste del, og generelt er der for meget af den samme snak efter min mening og for lidt handling.
Natalie Portman spiller fremragende, mens Hugo Weaving selv sagt må ligge sin lid til sin karakteristiske vokal. Dette gør han langt hen af vejen ganske glimrende, men masken bliver i længden for udtryksløs.
V for Vendetta skuffede mig en del. Den har mange plusser, men jeg blev aldrig rigtig fanget af den. Dertil virker de mange filosofiske moraliserende enetaler for eksplicitte og for ens i deres budskab, men samtidig skal den alligevel roses for sin dybde, der er større end normalt for denne type film.
Fire stjerner for især den visuelle side og for at turde at tage samfundsrelevante og højaktuelle emner op til diskussion. Men nogen stor film bliver det ikke, og den kultstatus filmen i forvejen var hypet op til får den aldrig (forhåbentlig).
23/10-2006
