Holy Nightmare!
3.0
Denne spillefilm der er en udløber af Tv-serien om Batman (West) og Robin (Ward), forsætter i samme kitsch’ede og groteske stil som serien indførte, hvor de bøvede replikker kun overgås (eller undergås) af de endnu mere bøvede indfald og splittergale ideer.
Batman og Robin kæmper mod hele fire af deres ærkefjender, der vil erobre verden, og det går derudad i et nærmest (for sin tid) hæsblæsende tempo, hvor man dårligt når at skænke det en tanke hvor ringe og pinligt latterligt det i grunden er, og det er faktisk nok meget godt, og bare ender med at nyde den tiltænkte lavkomik farce af en superhelte-film, som dette er.
Hører man til dem som helst ser Batman som en mørk og seriøs figur, så kan det godt tænkes at man skal springe denne her over. Jeg kan godt erkende at jeg også helst ser Batman taget mere alvorligt. Men kan man grine af de mest åndsforsnottede platheder man kan finde i en forestilling så ujævn at man kan regne ud, at det har været en del af meningen med den, så er ”Batman” anno 1966 faktisk svær ikke at grine af. Det fås ganske enkelt ikke lavere og mere smagløst end den her kulørte omgang nonsens der serveres her. Man må i hvert fald blive oprigtigt overrasket over, at man har tilladt sig at finde på påhit af så penibel en karakter, at det næsten må kaldes modigt.
I hovedrollerne spytter West og Ward en gang overskriftagtigt pladder ud i en tone så højtidelig og alvorsfuldt at man forbløffes, mens de skærer tænder eller ser meget betænkelige ud på en useriøs facon, hvis man kan det. Som skurken The Penguin er Meredith spøjs som en barok skizofren på lykkepiller, mens Gorshin, en anelse anonym, som The Riddler viser takter der får en til at tro, at Jim Carrey har kigget ham i kortene da han mange år senere gentog rollen. Romero er planmæssigt overspillende som The Joker og Meriwether spinder som forventet som en mis i løbetid i rollen som Catwoman.
Det er kult, kitsch og kanondårligt, men heldigvis på den fede måde. Lad os dog alligevel håbe at det aldrig gentager sig. Batman fortjener bedre.
Batman og Robin kæmper mod hele fire af deres ærkefjender, der vil erobre verden, og det går derudad i et nærmest (for sin tid) hæsblæsende tempo, hvor man dårligt når at skænke det en tanke hvor ringe og pinligt latterligt det i grunden er, og det er faktisk nok meget godt, og bare ender med at nyde den tiltænkte lavkomik farce af en superhelte-film, som dette er.
Hører man til dem som helst ser Batman som en mørk og seriøs figur, så kan det godt tænkes at man skal springe denne her over. Jeg kan godt erkende at jeg også helst ser Batman taget mere alvorligt. Men kan man grine af de mest åndsforsnottede platheder man kan finde i en forestilling så ujævn at man kan regne ud, at det har været en del af meningen med den, så er ”Batman” anno 1966 faktisk svær ikke at grine af. Det fås ganske enkelt ikke lavere og mere smagløst end den her kulørte omgang nonsens der serveres her. Man må i hvert fald blive oprigtigt overrasket over, at man har tilladt sig at finde på påhit af så penibel en karakter, at det næsten må kaldes modigt.
I hovedrollerne spytter West og Ward en gang overskriftagtigt pladder ud i en tone så højtidelig og alvorsfuldt at man forbløffes, mens de skærer tænder eller ser meget betænkelige ud på en useriøs facon, hvis man kan det. Som skurken The Penguin er Meredith spøjs som en barok skizofren på lykkepiller, mens Gorshin, en anelse anonym, som The Riddler viser takter der får en til at tro, at Jim Carrey har kigget ham i kortene da han mange år senere gentog rollen. Romero er planmæssigt overspillende som The Joker og Meriwether spinder som forventet som en mis i løbetid i rollen som Catwoman.
Det er kult, kitsch og kanondårligt, men heldigvis på den fede måde. Lad os dog alligevel håbe at det aldrig gentager sig. Batman fortjener bedre.
24/10-2006
