Med 220 I Timen

4.0
For nogle år siden gav instruktør Kramer os det bittersøde og vellykkede drama “The Cooler”, hvis underspillede tema om kærlighedens ambivalens som modsætning til heldet, pakket ind i en smagløs Las Vegas facade, præsenterede os for en lille tankevækkende historie.

Nu er han atter på banen, men her i en helt anden boldgade, hvor den blodige ramasjang danner både bag- og forgrund for en spændende og stedvis overraskende actionfilm, hvor ordret politisk korrekt heldigvis er gemt godt af vejen i underholdningens navn. Hverken mere eller mindre.

Det er teknisk helt flot, produceret for få penge, begivenhedsrigt og tempoet holdes oppe i et gear der tager pusten fra en. Men heldigvis uden at Kramer mister overblikket over den indrømmet lidt konstruerede fortælling, om en low-life gangster og familiefar (Walker) der kommer i problemer da en dreng får fingre i det mordvåben han skulle skaffe af vejen. Den velkomponerede billedside, hvis voldsomme visuelle stil godt understøtter den sprælske, men måske ikke altid troværdige historie, er tæt på det imponerende. Alene den gør filmen værd at bruge tid på.

I hovedrollen er Walker forbavsende velfungerende, i det man må betegne som noget nær hans mest overbevisende præstation og bedste rolle.

Det er ikke en film man husker voldsomt, men mens den kører er det superunderholdende i en grad så man må undre sig over, hvad flertallet af de danske anmeldere har tænkt på og forventet sig, da de så den. Deres negative kritik af filmen er i hvert fald ikke fuldt ud berettiget, for som rendyrket action- og spændingsfilm fås det næppe meget mere oprigtigt end her.
Running Scared