- Bedre end sit rygte -

”The Godfather” er nok den mest hyldede film i historien. En film man hører så meget om, inden man får den set, da alle tilsyneladende er enige om, at den er så fremragende og fantastisk, at det halve kunne være nok. Så meget hyldes den, at man ender med at få en fæl mistanke om, at hæderen muligvis er gået i selvsving fra generation til generation, og at grunden til den aldrig får nogen kritik, er fordi ingen tør stå alene med den.

Men netop med det in mente er det blot så meget desto mere imponerende (og en lille smule irriterende ;o)), når man endelige ser filmen og finder ud af, at den rent faktisk ER så god, som alle går rundt og siger. Hvor end man ønsker at sætte bare én finger på denne film, så er det simpelthen ikke muligt. Den er i ordets sandeste forstand mesterlig.

Filmen kan deles op i to dele, hvor første del er et klassisk periodedrama. Her har Coppola heldigvis givet sig god tid til at fortælle sin historie, og det betaler sig også i sidste ende. Med kirurgisk præcision er der klippet på de helt rigtige tidspunkter, således at man rives med hele vejen igennem og aldrig når at kede sig trods det rolige opstartstempo og den lange spilletid. Navnlig fordi filmen har så mange strenge at spille på. Billederne og scenografien er jo et kapitel for sig, hvor Coppolas beslutning om at filme i New York fremfor at filme i et studie i den grad har båret frugt. Og så må musikken ikke glemmes med et tema, som må siges at være et af de mest mindeværdige af slagsen.

Historien om Corleone-familiens afmagt i en nådesløs branche er en fabelagtig fortælling, som i dens konstante ambiguitet vækker både afsky og sympati. Sympati for den aldrende Don der trods sin kriminelle levevej har sine værdier på plads og inderst inde er mere familiemand end gangster. Og afsky for den hjemvendte soldat Michael, som trods sine idealer og modvilje omkring sin families foretagende i begyndelsen af filmen alligevel ender med at blive kransekagefiguren - en kynisk skid, der får sin far til at ligne en spejderfører.

To vidunderlige filmkarakterer. To vidunderlige skuespilpræstationer. Og ikke bare vidunderlige - ikoniske. Brando viser methodaction, når det er bedst, og viger ikke fra sin karakter ét sekund, mens Pacinos karaktertransformation er i en klasse for sig. En krævende rolle som den dengang ukendte Pacino udfylder til et 13-tal. Et væld af vellykkede birollepræstationer kan ligeledes nævnes, hvor særligt James Caan og Robert Duvall bør fremhæves.

I sidste del af filmen kommer opgøret så, og den udvikler sig til en hårdkogt gangsterfilm, hvor volden er grænseoverskridende eksplicit og stemningen kold og kynisk. Coppola kreerer her den skabelon, som folk som Scorsese og De Palma siden hen har lænet sig op ad – med andre ord, gangstergenren bliver til. Filmen fortsætter her sin visuelle mesterlighed, men hvor det før var store omfavnende billeder, er det i denne del hurtige klipninger og dystre close ups.

Så hvorfor er ”The Godfather” filmen, der aldrig vil blive glemt? Tja, klassikerstatusen er jo for længst sikret, men det der for alvor gør filmen mindeværdig er, at den står som et skoleeksempel på god filmskabelse og samtidig er den en uortodoks rebel, der er særdeles original på mange områder. Den forener ganske enkelt det klassiske med det kunstneriske, og så fortæller den en skæbnefortælling, der aldrig går af mode. Dette må være de centrale årsager til, at filmen forgudes i en sådan grad. Alligevel er det en svær film at anmelde, for mange af filmens kvaliteter ligger i selve nuet – mens den ses. Og derfor bør alle få stillet deres nysgerrighed og opleve den. I sidste ende rækker ord nemlig ikke her. Er den virkelig så god, spørger du. Ja, det er den. Og mere til.