Sadistisk dokumentar
3.0
The Last Horror Movie bygger på den centrale præmis, at vi som filmseerer skal tro på ægtheden af den dokumentarfilm, som filmens hovedperson Max filmer, og dermed tro på ægtheden af de sadistiske mord, som han begår undervejs i filmen.
Præmissen lykkes ganske glimrende. Dokumentarfornemmelsen er fuldt ud til stede via håndholdt kamera og Max' talerige monologer ind i kameraet. Realismen i dokumentaren forøges konstant ved, at Max stiller spørgsmål til os som filmseere og langt hen af vejen rammer plet i hans gæt på vores reaktioner på hans handlinger. Hvorfor sidder vi som seerer og kigger på mord? Hvad er det, der er så fascinerende ved at se et menneske tage et andet menneskes liv? Hvad hvis mordere i filmen er ægte? Bliver vi så frastødt eller blot endnu mere nysgerrige?
Realismen i filmens dokumentarstil gør, at volden virker rå og brutal uden at den dog forekommer overdrevet. Det ser virkelig ud som om, folk bliver slået ihjel, hvad enten det sker med kniv, hammer eller ved at overhælde en person med benzin og sætte ild til vedkommende. Derfor virker det også rimelig skræmmende.
Filmens præmis og dens forsøg på indre dokumentariske ægthed bliver dog også dens skæbne. På trods af ovenstående ros plus det faktum at spilletiden kun er 75 min, er The Last Horror Movie i længden en kedelig film. Der er ingen narrativ fremdrift, ingen spænding i relation til om Max slipper afsted med sine gerninger og Max' filosofiske spørgsmål og betragtninger omkring liv, død, skyld og medskyld forbliver de samme filmen igennem.
Filmen skal roses for stor originalitet og realisme, som gør den anderledes end mange andre horrorfilm. Til gengæld savnes en historie med mere fart og udvikling (jeg ved godt, at det er filmens pointe, at den blot skal kortlægge en seriemorders tanker og liv, men det bliver altså trivielt, når samtlige 75 min ser ens ud), ligesom jeg savnende lidt mere vold, blod og brutalitet. For megen af tiden går simpelthen med, at Max sidder og taler til kameraet.
Alt i alt en film jeg gerne ville rose mere, da filmens præmis og idé er genial, men en film som desværre virker langsom og kedelig de gode intentioner til trods.
Præmissen lykkes ganske glimrende. Dokumentarfornemmelsen er fuldt ud til stede via håndholdt kamera og Max' talerige monologer ind i kameraet. Realismen i dokumentaren forøges konstant ved, at Max stiller spørgsmål til os som filmseere og langt hen af vejen rammer plet i hans gæt på vores reaktioner på hans handlinger. Hvorfor sidder vi som seerer og kigger på mord? Hvad er det, der er så fascinerende ved at se et menneske tage et andet menneskes liv? Hvad hvis mordere i filmen er ægte? Bliver vi så frastødt eller blot endnu mere nysgerrige?
Realismen i filmens dokumentarstil gør, at volden virker rå og brutal uden at den dog forekommer overdrevet. Det ser virkelig ud som om, folk bliver slået ihjel, hvad enten det sker med kniv, hammer eller ved at overhælde en person med benzin og sætte ild til vedkommende. Derfor virker det også rimelig skræmmende.
Filmens præmis og dens forsøg på indre dokumentariske ægthed bliver dog også dens skæbne. På trods af ovenstående ros plus det faktum at spilletiden kun er 75 min, er The Last Horror Movie i længden en kedelig film. Der er ingen narrativ fremdrift, ingen spænding i relation til om Max slipper afsted med sine gerninger og Max' filosofiske spørgsmål og betragtninger omkring liv, død, skyld og medskyld forbliver de samme filmen igennem.
Filmen skal roses for stor originalitet og realisme, som gør den anderledes end mange andre horrorfilm. Til gengæld savnes en historie med mere fart og udvikling (jeg ved godt, at det er filmens pointe, at den blot skal kortlægge en seriemorders tanker og liv, men det bliver altså trivielt, når samtlige 75 min ser ens ud), ligesom jeg savnende lidt mere vold, blod og brutalitet. For megen af tiden går simpelthen med, at Max sidder og taler til kameraet.
Alt i alt en film jeg gerne ville rose mere, da filmens præmis og idé er genial, men en film som desværre virker langsom og kedelig de gode intentioner til trods.
24/10-2006
