Spielberg on the run
5.0
Der er blevet sagt og skrevet meget om denne film, og det meste kan jeg uden forbehold tilmelde mig. Men hvis man kigger på min karakter, så mangler der én stjerne. - Og denne manglende stjerne er Spielberg årsagen til. Han har en tendens til at sætte skyklapperne på sig selv og være en anelse for unuanceret og ensporet.
Det bringer mine tanker tilbage til Oscarfesten i 1997, hvor Roberto Benigni vandt Oscar for sin La Vita é bella, og mens den lille italiener i en glædesrus kravlede over sæderne, så sad Spielberg og rystede på hovedet. - For hvordan i alverden kan man lave en komedie om holocaust?!?!
Spørgsmålet er nærmere om den dystre tågede verden ikke har plantet sig for dybt foran blikket på den ellers så erfarne instruktør, og hermed slører hans evne til at tænke anderledes.
For ekkoet efter holocaust, antisemitisme og jødeforfølgelse giver genlyde i mange af hans efterfølgende film. Selv de mest almindelig mainstream film bærer resterne efter dette.
Hans "Prinsen af Ægypten" produktion var så groft skåret, at den faktisk kun handlede om hebraernes underkuelse, og der var atter slaver på temaet i "Amistad". Forfølgelsestemaet er gentaget i "Minority Report", "War of the Worlds", og selv det sukkersøde venstrehåndsarbejde "Catch Me If You Can" handler om dette. Meget tolkning skal der heller ikke til, for at afkode budskabet i "Terminalen": En mand uden et land.
Jeg sidder lidt med en fornemmelse af at Spielberg bruger filmmediet til at trække sine subjektive holdninger over hovedet på mig, og at holdningerne oftest kun handler om én ting: Jødernes flugt og deres manglende ståsted i verden.
Men helt skidt var det ikke, da jeg fik set den seneste Spielberg perle, "Munich". Endelig vendte han brillerne om, og serverede et radikalt andet budskab: Hvordan kan man kæmpe mod ondskaben, uden selv at blive en del af det? Tilbage er min tiltro til Spielbergs færdigheder.
Så den manglende stjerne til "Schindler's Liste" tillægges derimod "Munich". Det klæder virkelig Spielberg at fjerne skyklapperne og se verden i et andet perspektiv.
Det bringer mine tanker tilbage til Oscarfesten i 1997, hvor Roberto Benigni vandt Oscar for sin La Vita é bella, og mens den lille italiener i en glædesrus kravlede over sæderne, så sad Spielberg og rystede på hovedet. - For hvordan i alverden kan man lave en komedie om holocaust?!?!
Spørgsmålet er nærmere om den dystre tågede verden ikke har plantet sig for dybt foran blikket på den ellers så erfarne instruktør, og hermed slører hans evne til at tænke anderledes.
For ekkoet efter holocaust, antisemitisme og jødeforfølgelse giver genlyde i mange af hans efterfølgende film. Selv de mest almindelig mainstream film bærer resterne efter dette.
Hans "Prinsen af Ægypten" produktion var så groft skåret, at den faktisk kun handlede om hebraernes underkuelse, og der var atter slaver på temaet i "Amistad". Forfølgelsestemaet er gentaget i "Minority Report", "War of the Worlds", og selv det sukkersøde venstrehåndsarbejde "Catch Me If You Can" handler om dette. Meget tolkning skal der heller ikke til, for at afkode budskabet i "Terminalen": En mand uden et land.
Jeg sidder lidt med en fornemmelse af at Spielberg bruger filmmediet til at trække sine subjektive holdninger over hovedet på mig, og at holdningerne oftest kun handler om én ting: Jødernes flugt og deres manglende ståsted i verden.
Men helt skidt var det ikke, da jeg fik set den seneste Spielberg perle, "Munich". Endelig vendte han brillerne om, og serverede et radikalt andet budskab: Hvordan kan man kæmpe mod ondskaben, uden selv at blive en del af det? Tilbage er min tiltro til Spielbergs færdigheder.
Så den manglende stjerne til "Schindler's Liste" tillægges derimod "Munich". Det klæder virkelig Spielberg at fjerne skyklapperne og se verden i et andet perspektiv.
25/10-2006
