Pige tager perleørering
4.0
Filmatiseringen af en bog af Tracy Chevalier om Johannes Vermeers berømte billede af en pige med perleørering er Peter Webbers første spillefilm. Det skulle man ellers ikke tro, når man ser den æstetisk gennemtænke cinematografi. Nogle gange føles filmen vitterligt som om filmfolkene har trådt ind i Vermeers billedunivers. Filmen har gennemgående noget af den delikate skønhed, som Vermeer skaber igennem sine billeder. Det er tydeligt, at historien om pigen på billedet er skabt ud fra lange observationer af billedet.
Historisk ved vi ikke, hvem hun var. I denne film er hun bondedatteren Griet (Scarlett Johansson), der får arbejde som hushjælp hos familien Vermeer. I familien er det svigermoderen, der sørger for forretningssiden af foretagendet, mens Johannes Vermeer (Colin Firth) tager sig af det kunstneriske på sit atelier. Altimens spytter konen det ene barn ud efter det andet. Johannes Vermeer maler på bestilling, og den største patron (hedder det patron på dansk?) er en gammel horebuk ved navn Pieter van Ruijven (Tom Wilkinson), der hurtigt bliver liderlig efter Griet.
Imidlertidigt ser Vermeer nogle andre kvaliteter i hende. Hun har en sans for den visuelle omverden, som han selv har. Hun har øjne som en kunstner, og hun kan virkelig se kvaliteterne i hans billeder. Der opstår en særligt forhold mellem dem. Ikke seksuelt. Noget andet. Han sætter hende til at blande farver for ham, og han får det arrangeret således, at hun sover i hans atelier. Vermeers kone bliver naturligvis mistænksom overfor hende. Derudover er der problemet med van Ruijven, der bestiller et billede af hende.
For nylig så jeg Tarkovskys klassiker om den store russiske ikon-maler, ”Andrei Rublev”, der er en større, dybere og meget mere eftertænksom film om forholdet mellem kunstnere og omverden. Lidt af det samme er på spil her. De to mennesker, der kan se kunsten og skønheden, i selskab med en verden, der mest af alt er blind overfor den.
Mange af mine japanske venner har sagt, at de kunne lide denne film. Måske er en af grundene til dette, at der er meget lidt verbal kommunikation. Det meste kommunikation er i billeder snarere end i ord. Og det er en meget fin og passende måde at lave en film om en kunstmaler på.
Historisk ved vi ikke, hvem hun var. I denne film er hun bondedatteren Griet (Scarlett Johansson), der får arbejde som hushjælp hos familien Vermeer. I familien er det svigermoderen, der sørger for forretningssiden af foretagendet, mens Johannes Vermeer (Colin Firth) tager sig af det kunstneriske på sit atelier. Altimens spytter konen det ene barn ud efter det andet. Johannes Vermeer maler på bestilling, og den største patron (hedder det patron på dansk?) er en gammel horebuk ved navn Pieter van Ruijven (Tom Wilkinson), der hurtigt bliver liderlig efter Griet.
Imidlertidigt ser Vermeer nogle andre kvaliteter i hende. Hun har en sans for den visuelle omverden, som han selv har. Hun har øjne som en kunstner, og hun kan virkelig se kvaliteterne i hans billeder. Der opstår en særligt forhold mellem dem. Ikke seksuelt. Noget andet. Han sætter hende til at blande farver for ham, og han får det arrangeret således, at hun sover i hans atelier. Vermeers kone bliver naturligvis mistænksom overfor hende. Derudover er der problemet med van Ruijven, der bestiller et billede af hende.
For nylig så jeg Tarkovskys klassiker om den store russiske ikon-maler, ”Andrei Rublev”, der er en større, dybere og meget mere eftertænksom film om forholdet mellem kunstnere og omverden. Lidt af det samme er på spil her. De to mennesker, der kan se kunsten og skønheden, i selskab med en verden, der mest af alt er blind overfor den.
Mange af mine japanske venner har sagt, at de kunne lide denne film. Måske er en af grundene til dette, at der er meget lidt verbal kommunikation. Det meste kommunikation er i billeder snarere end i ord. Og det er en meget fin og passende måde at lave en film om en kunstmaler på.
26/10-2006
