De Forvirrede
5.0
Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.«. Sådan omtrent står der i biblen i forbindelse med historien om Babelstårnet. Og på trods af de utallige muligheder for kommunikation der er kommet til siden i en moderne verden, vores større kendskab til fremmede sprog og kulturer, fokusering på indsigt, selvforståelse, psykologiske udviklingskurser og diverse andre moderigtig tiltag, så er vi stadig lige forvirrede og kreerer kontroverser for andre og os selv, snakker forbi hinanden, misforstå tingene, kan ikke få det sagt og lytter ikke ordentligt efter.
Den mexicanske instruktør Iñárritu, der for tre år siden gav os den vellykkede ”21 Grams”, sætter her skarpt fokus dels på menneskers evne, eller mangel på samme, til at forstå og tolke hinanden på et mere mentalt plan og den forvirring og de problemer vi skaber med vor egne fordomme, frygt og især handlemåder og det gør han både flot, skræmmende og i øvrigt næsten perfekt. Det er temaer han også berørte i sine to forrige film ”Amores Perros” og netop ”21 Grams”, begge skrevet af Guillermo Arriaga, der også har forfattet ”Babel”, efter en ide af dem begge.
Det er en (indirekte) politisk film, uden at være moraliserende og det er en film med et budskab, en holdning og dybere mening uden at prædike, tydeligst vist i de tårne der symbolsk flyves forbi mod slutningen. Men vigtigst af alt, så er det en film om mennesker og skæbner. Sideløbende præsenteres vi for en række historier om mennesker fra kloden rundt, hvis omdrejningspunkt og midterakse er ægteparret Richard (Pitt) og Susan (Blanchett). Fra den fattige bondefamilie i Marokko der starter en kædereaktion, der både trækker tråde tilbage og frem i tiden, til den distante stumme pige og hendes fremmedgjorte far i Japan. Historierne kædes naturligvis mere og mere sammen som handlingen skrider frem, for til slut at danne et stort samlet billede og en central fortælling. Historiernes sammenhæng er der intet slående eller nyskabende ved, men det er heller ikke det fundamentalt væsentlige, for det er den enkelte fortællings begivenheder og de mennesker og deres skæbner der skal bære filmen og også gør det. Det skyldes blandt andet at der ikke males i skønmalerier i skildringen af filmens mange karakterer, og at der hellere ikke peges fingre eller skæres efter firkantede skabeloner i portrætterne. Portrætter der placeres ualmindeligt fornemt i de scenografisk rammende billederne af Rodrigo Prieto, så de på en perfekt baggrund kan formidle beretningen.
Det er måske ikke innovativt kameraarbejde og billedsiden bidrager ikke med noget vi ikke har set før, men det er alligevel ikke desto mindre forbandet effektivt og kvalitativt. Og på den måde lykkes det Iñárritu at få billeder, handling og lyd til at danne en enhed, hvor man føler at hver en scene har en højere betydning for ens samlede forståelse, og det på trods af at Iñárritu gaber højt og bredt. For det er en frygtindgydende enorm beretning af episke dimensioner der konstituerer kanterne om det han prøver at fortælle. Heldigvis lykkes det ham at gå tæt på personerne og gøre dramaet nærværende og vedkommende. Så selv om filmen ikke føles helt så tæt på og under huden på dens persongalleri som ”21 Grams” gjorde og det skal den måske heller ikke, så mister den aldrig jordkontakten og distancerer sig fra tilskueren.
Filmens bærende roller er hovedsagligt besat med mere eller mindre ukendte ansigter, i hvert fald i de bredere kredse, hvis vi ser bort fra Pitt og Blanchett. Der spilles generelt besnærende og meget illuderende på samtlige pladser og selv om der altid kan være en fare ved at tage store stjerner i sådanne film, da de både kan flytte fokus og ”stjæle” filmen, så falder produktionens to eneste superstjerner forbavsende flot ind i det samlede cast. Jeg vil endda gå så langt som at påstå at Pitt viser noget af det bedste spil vi nogensinde har set fra hans side.
Den mexicanske instruktør Iñárritu, der for tre år siden gav os den vellykkede ”21 Grams”, sætter her skarpt fokus dels på menneskers evne, eller mangel på samme, til at forstå og tolke hinanden på et mere mentalt plan og den forvirring og de problemer vi skaber med vor egne fordomme, frygt og især handlemåder og det gør han både flot, skræmmende og i øvrigt næsten perfekt. Det er temaer han også berørte i sine to forrige film ”Amores Perros” og netop ”21 Grams”, begge skrevet af Guillermo Arriaga, der også har forfattet ”Babel”, efter en ide af dem begge.
Det er en (indirekte) politisk film, uden at være moraliserende og det er en film med et budskab, en holdning og dybere mening uden at prædike, tydeligst vist i de tårne der symbolsk flyves forbi mod slutningen. Men vigtigst af alt, så er det en film om mennesker og skæbner. Sideløbende præsenteres vi for en række historier om mennesker fra kloden rundt, hvis omdrejningspunkt og midterakse er ægteparret Richard (Pitt) og Susan (Blanchett). Fra den fattige bondefamilie i Marokko der starter en kædereaktion, der både trækker tråde tilbage og frem i tiden, til den distante stumme pige og hendes fremmedgjorte far i Japan. Historierne kædes naturligvis mere og mere sammen som handlingen skrider frem, for til slut at danne et stort samlet billede og en central fortælling. Historiernes sammenhæng er der intet slående eller nyskabende ved, men det er heller ikke det fundamentalt væsentlige, for det er den enkelte fortællings begivenheder og de mennesker og deres skæbner der skal bære filmen og også gør det. Det skyldes blandt andet at der ikke males i skønmalerier i skildringen af filmens mange karakterer, og at der hellere ikke peges fingre eller skæres efter firkantede skabeloner i portrætterne. Portrætter der placeres ualmindeligt fornemt i de scenografisk rammende billederne af Rodrigo Prieto, så de på en perfekt baggrund kan formidle beretningen.
Det er måske ikke innovativt kameraarbejde og billedsiden bidrager ikke med noget vi ikke har set før, men det er alligevel ikke desto mindre forbandet effektivt og kvalitativt. Og på den måde lykkes det Iñárritu at få billeder, handling og lyd til at danne en enhed, hvor man føler at hver en scene har en højere betydning for ens samlede forståelse, og det på trods af at Iñárritu gaber højt og bredt. For det er en frygtindgydende enorm beretning af episke dimensioner der konstituerer kanterne om det han prøver at fortælle. Heldigvis lykkes det ham at gå tæt på personerne og gøre dramaet nærværende og vedkommende. Så selv om filmen ikke føles helt så tæt på og under huden på dens persongalleri som ”21 Grams” gjorde og det skal den måske heller ikke, så mister den aldrig jordkontakten og distancerer sig fra tilskueren.
Filmens bærende roller er hovedsagligt besat med mere eller mindre ukendte ansigter, i hvert fald i de bredere kredse, hvis vi ser bort fra Pitt og Blanchett. Der spilles generelt besnærende og meget illuderende på samtlige pladser og selv om der altid kan være en fare ved at tage store stjerner i sådanne film, da de både kan flytte fokus og ”stjæle” filmen, så falder produktionens to eneste superstjerner forbavsende flot ind i det samlede cast. Jeg vil endda gå så langt som at påstå at Pitt viser noget af det bedste spil vi nogensinde har set fra hans side.
26/10-2006
