’We got a new player in town’
3.0
Insignifikant, men ikke ueffen fortsættelse til McTiernans bestialske og drengerøvsappellerende actionbrag af en film, Predator, hvor de to tilbagevendende manuskriptforfattere John og Jim Thomas denne gang ekspanderer den blændende mytologi, hvilket beklageligvis udmunder sig i en overeksplicit og delvist afmystificerende finale. Både hovedrolleindehaveren fra første film, guvernør Schwarzenegger, og bagmanden McTiernan frasagde sig dette projekt, hvor instruktørtjansen i anden omgang derfor i stedet gik til den rendyrkede underholdere Stephen Hopkins (hvis seneste film, The Life and Death of Peter Sellers, dog var en atypisk og humanistisk biografisk værk), der muligvis savner McTiernans mere personlige effektivisering indenfor spændingsgenren, men som alligevel formår at håndtere virkemidlerne med en sikker hånd, og Predator 2 er for mit vedkommende langtfra så notorisk dårlig som dens rygte ellers ytrer.
Spillerumsomgivelserne er denne gang flyttet fra den klaustrofobiske jungle til den mere bredtfavnende, men også dybt kaotiske storby (der til tider i Hopkins’ øjne skildres som en makaber jungle i sig selv), hvilket ikke er et entydig dårligt valg, selvom publikums intensiveringsfølelse herved undermineres sat i kontekst med den forrige film. Det varme L.A. er en krigshærget voldsmekka, hvor altid fremragende Danny Glover (der er et ganske interessant valg til hovedrollen) står i midten og bibringer universet en tiltrængt seriøsitet og plausibilitet, hvor man føler en humanistisk substans under den endimensionalt skrevne overflade. Intelligensniveauet er ligeledes hævet op på et mere ambitiøst plan, hvor Hopkins fremstiller storbyen og indbyggerne heri som mere koldblodige og inhumane end Predatoren selv, der kommer til at træde et skridt tilbage i fortsættelsen, hvor der i stedet er blevet gjort plads til en lidt mere mangestrenget historie indeholdende et spændende persongalleri, regeringskonspirationer og en narkokrig, hvori den hensynsløse Predator nærmest kommer til at fremstå heroisk gennem dens nedslagtning og eliminering af udskud. Den hærgede, men evigt karismatiske Gary Busey (udover en ustyrlig morsom gæsteoptræden i historiens bedste tv-serie, Scrubs, aner jeg virkelig ikke, hvad der blev af ham) er en fornøjelse at se som celebreringssøgende skurk, mens en ung Bill Paxton ligeledes er herlig som nonchalant og kæphøj politimand.
McTiernan fokuserede på tilbagevendelsen til primalinstinkterne i sin film, mens Hopkins i større grad langer en kritik ud efter menneskeskabte teknologiske fremskridt, men Predator 2 er mere en underholdningsfilm end et eftertænksomt værk, og bedømt ud fra filmens egne præmisser, fungerer den upåklageligt. Man kommer unægtelig til at savne den skræmmende uforudsigelighed, som McTiernans film til overflod besad, men selvom Hopkins på glimrende vis formår at opretholde en konstant intimiderende følelse i det hårdkogte univers, så er det ikke nær så originalt og virkningsfuldt som man så i den forrige film. Desuden har man besat monstret (endnu engang superbt manufaktureret af geniet Stan Winston) med en besynderlig moralkodeks og en uforklarende relationsforbindelse med Glovers karakter. Det ødelægger en del af det dyriske, som har gjort Predator-figuren til et gyserikon, nærmest kun underliggende Aliens (alle kender velsagtens til referencen i undertegnede film), og slutningens fortænkte og forcerede eksplicitforklaringer omhandlende monstrets tilstedeværelse på jorden, er ligeledes unødvendigt og, som førnævnt, afmystificerende. Det er dog ikke nær så patetisk og dilettantisk som Paul W.S. Andersons talentløse AvP, der for alvor har smadret mytologien.
Predator 2 er en voldsom, makaber og for så vidt værdig fortsættelse, som holder et konstant underholdnings- og spændingsniveau under den mestendels af tiden stramt fortalte historie. Hopkins iscenesætter stilfuldt, men selvom Predator 2 aldrig vil få samme kult- og klassikerstatus som den originale film, skal man ikke undervurdere de grundlæggende kvaliteter, der trods alt er at finde her. 3 store stjerner herfra.
Spillerumsomgivelserne er denne gang flyttet fra den klaustrofobiske jungle til den mere bredtfavnende, men også dybt kaotiske storby (der til tider i Hopkins’ øjne skildres som en makaber jungle i sig selv), hvilket ikke er et entydig dårligt valg, selvom publikums intensiveringsfølelse herved undermineres sat i kontekst med den forrige film. Det varme L.A. er en krigshærget voldsmekka, hvor altid fremragende Danny Glover (der er et ganske interessant valg til hovedrollen) står i midten og bibringer universet en tiltrængt seriøsitet og plausibilitet, hvor man føler en humanistisk substans under den endimensionalt skrevne overflade. Intelligensniveauet er ligeledes hævet op på et mere ambitiøst plan, hvor Hopkins fremstiller storbyen og indbyggerne heri som mere koldblodige og inhumane end Predatoren selv, der kommer til at træde et skridt tilbage i fortsættelsen, hvor der i stedet er blevet gjort plads til en lidt mere mangestrenget historie indeholdende et spændende persongalleri, regeringskonspirationer og en narkokrig, hvori den hensynsløse Predator nærmest kommer til at fremstå heroisk gennem dens nedslagtning og eliminering af udskud. Den hærgede, men evigt karismatiske Gary Busey (udover en ustyrlig morsom gæsteoptræden i historiens bedste tv-serie, Scrubs, aner jeg virkelig ikke, hvad der blev af ham) er en fornøjelse at se som celebreringssøgende skurk, mens en ung Bill Paxton ligeledes er herlig som nonchalant og kæphøj politimand.
McTiernan fokuserede på tilbagevendelsen til primalinstinkterne i sin film, mens Hopkins i større grad langer en kritik ud efter menneskeskabte teknologiske fremskridt, men Predator 2 er mere en underholdningsfilm end et eftertænksomt værk, og bedømt ud fra filmens egne præmisser, fungerer den upåklageligt. Man kommer unægtelig til at savne den skræmmende uforudsigelighed, som McTiernans film til overflod besad, men selvom Hopkins på glimrende vis formår at opretholde en konstant intimiderende følelse i det hårdkogte univers, så er det ikke nær så originalt og virkningsfuldt som man så i den forrige film. Desuden har man besat monstret (endnu engang superbt manufaktureret af geniet Stan Winston) med en besynderlig moralkodeks og en uforklarende relationsforbindelse med Glovers karakter. Det ødelægger en del af det dyriske, som har gjort Predator-figuren til et gyserikon, nærmest kun underliggende Aliens (alle kender velsagtens til referencen i undertegnede film), og slutningens fortænkte og forcerede eksplicitforklaringer omhandlende monstrets tilstedeværelse på jorden, er ligeledes unødvendigt og, som førnævnt, afmystificerende. Det er dog ikke nær så patetisk og dilettantisk som Paul W.S. Andersons talentløse AvP, der for alvor har smadret mytologien.
Predator 2 er en voldsom, makaber og for så vidt værdig fortsættelse, som holder et konstant underholdnings- og spændingsniveau under den mestendels af tiden stramt fortalte historie. Hopkins iscenesætter stilfuldt, men selvom Predator 2 aldrig vil få samme kult- og klassikerstatus som den originale film, skal man ikke undervurdere de grundlæggende kvaliteter, der trods alt er at finde her. 3 store stjerner herfra.
27/10-2006
