Ormene i æblet
5.0
"Clockers" er Spike Lee's begrundelse for, hvorfor man ikke skal lukke øjnene for omverdenen. Under alle omstændigheder kan man se filmen, og opleve det uudslettelige allekald den udråber.
Instruktørens kærlighed for byen New York City, og i særdeleshed Manhattan, er tydelig. De smalle grønne parkområder, de gule taxa'er, og avenuernes renlighed og elskværdige charme virker især fascinerende når man (som mig) selv har oplevet dem. Men her stopper også genkendelighederne mellem min egen Manhattan-erindring, og den Spike Lee holder luppen tæt op for. Filmen "Clockers" er nemlig på ingen måde nogen overfladisk kærlighedserklæring fra Lee. Hans filmatisering af Richard Price's bog af samme navn, tager hånd om (u)menneskelige problemer i den pæne by, sort på hvidt, hvidt på sort. Og hvor stærk kontrasten mellem lys, mørk, helt og skurk i virkelighedens verdens er.
På hver side af loven viser ondskaben sit grimme ansigt. I filmens mest chokerende scene ses en flok politifolk latterliggøre et gennemhullet, blodindsmurt lig. Iskoldt og overkynisk trækker de på skuldrende i ren forsømmelighed. "Just another mark on the sidewalk". Det er på mange måder svært at adskillige de onde fra de gode, da rollerne langt fra uddeles i så ensidige former. Pusheren Strike for af sin bagmand Rodney til opgave at dræbe provokatøren Darryl Adams, en stik-i-rend dreng af hans egen slags. Et klip efter er scenen overlappet, og mordet begået i uvidenhed. Politiet, der hellere ydmyger de farvede og får et grin over et godt lig (som Spike Lee kort forinden har visualiseret i sin grumme obduktionssekvensen), indleder en halvhjertet eftersøgning i sag, med langt flere lag end først formået.
Drabsforskeren Rocco Klein er manden, der ivrigt forsøger at nedbryde lagende af spørgsmål, specielt vedvarende familierelationer. Han er det tætteste man kommer på en egentlig helt i filmen, og på trods af det, blottes hverken Spike Lee’s karakternuancerende træk og stilen af gennemgående hårdtpumpet skuespil. Også fra Klein’s front vælter det ud med diskriminerende fagter, grimt sprog og nedværdigende udtalelser omkring sorte, og Harvey Keitel’s altid fængende spil lader karakteren flyde med filmens flotte strøm af flerdimensionale skildringer. Makkeren Larry afspejler den ideelle NYPD-cop i sin letsindige, uengagerede tilgang til drabet, og sløsede teori om, at den lette løsning altid er den rette. Politiet bliver i det store hele heldigvis aldrig overpenslet med donut's og overhældt skylden for problemerne. Spike Lee holder noget nær permanent fokus på det menneskelige, og lader overfladerne udspille sig på et mindre stadie.
Slutningen sætter prikken over I'et hos fortællingens "ukonstruerede" kvaliteter. På intet tidspunkt ved man hvordan situationerne vil forløbe, udvikle sig og hvordan og hvorledes de vil ende. Taberen kan ende som vinderen, og omvendt kan ham der havde alt ende op med at stå tomhændet tilbage. Richard Pryce' historie er perfekt skruet sammen, og ligeledes perfekt filmatiseret. Hvert et skud er overvejet og vinklet til det mesterlige, musikken er glimrende, skuespillet af Mekhi Phifer, Harvey Keitel og i særdeleshed Delroy Lindo er fortræffeligt, og instruktionen er blændende.
Strike, Rodney og især nabolagets dreng Tyrone's uskyldighed er samlet lige så vidt en prik i mængden, en nål i høstakken, som Darryl er en plet på fortovet. Det er gadens gang der tager sin tørn for jeg ved ikke hvilken gang.
Der er 5 fuldmægtige stjerner til "Clockers", der ganske vist kun tager en lille bid af "The Big Apple", men alligevel når dybt og gennemgribende ind til kernehuset, og den udmarvede del af byens indre sjæl.
Instruktørens kærlighed for byen New York City, og i særdeleshed Manhattan, er tydelig. De smalle grønne parkområder, de gule taxa'er, og avenuernes renlighed og elskværdige charme virker især fascinerende når man (som mig) selv har oplevet dem. Men her stopper også genkendelighederne mellem min egen Manhattan-erindring, og den Spike Lee holder luppen tæt op for. Filmen "Clockers" er nemlig på ingen måde nogen overfladisk kærlighedserklæring fra Lee. Hans filmatisering af Richard Price's bog af samme navn, tager hånd om (u)menneskelige problemer i den pæne by, sort på hvidt, hvidt på sort. Og hvor stærk kontrasten mellem lys, mørk, helt og skurk i virkelighedens verdens er.
På hver side af loven viser ondskaben sit grimme ansigt. I filmens mest chokerende scene ses en flok politifolk latterliggøre et gennemhullet, blodindsmurt lig. Iskoldt og overkynisk trækker de på skuldrende i ren forsømmelighed. "Just another mark on the sidewalk". Det er på mange måder svært at adskillige de onde fra de gode, da rollerne langt fra uddeles i så ensidige former. Pusheren Strike for af sin bagmand Rodney til opgave at dræbe provokatøren Darryl Adams, en stik-i-rend dreng af hans egen slags. Et klip efter er scenen overlappet, og mordet begået i uvidenhed. Politiet, der hellere ydmyger de farvede og får et grin over et godt lig (som Spike Lee kort forinden har visualiseret i sin grumme obduktionssekvensen), indleder en halvhjertet eftersøgning i sag, med langt flere lag end først formået.
Drabsforskeren Rocco Klein er manden, der ivrigt forsøger at nedbryde lagende af spørgsmål, specielt vedvarende familierelationer. Han er det tætteste man kommer på en egentlig helt i filmen, og på trods af det, blottes hverken Spike Lee’s karakternuancerende træk og stilen af gennemgående hårdtpumpet skuespil. Også fra Klein’s front vælter det ud med diskriminerende fagter, grimt sprog og nedværdigende udtalelser omkring sorte, og Harvey Keitel’s altid fængende spil lader karakteren flyde med filmens flotte strøm af flerdimensionale skildringer. Makkeren Larry afspejler den ideelle NYPD-cop i sin letsindige, uengagerede tilgang til drabet, og sløsede teori om, at den lette løsning altid er den rette. Politiet bliver i det store hele heldigvis aldrig overpenslet med donut's og overhældt skylden for problemerne. Spike Lee holder noget nær permanent fokus på det menneskelige, og lader overfladerne udspille sig på et mindre stadie.
Slutningen sætter prikken over I'et hos fortællingens "ukonstruerede" kvaliteter. På intet tidspunkt ved man hvordan situationerne vil forløbe, udvikle sig og hvordan og hvorledes de vil ende. Taberen kan ende som vinderen, og omvendt kan ham der havde alt ende op med at stå tomhændet tilbage. Richard Pryce' historie er perfekt skruet sammen, og ligeledes perfekt filmatiseret. Hvert et skud er overvejet og vinklet til det mesterlige, musikken er glimrende, skuespillet af Mekhi Phifer, Harvey Keitel og i særdeleshed Delroy Lindo er fortræffeligt, og instruktionen er blændende.
Strike, Rodney og især nabolagets dreng Tyrone's uskyldighed er samlet lige så vidt en prik i mængden, en nål i høstakken, som Darryl er en plet på fortovet. Det er gadens gang der tager sin tørn for jeg ved ikke hvilken gang.
Der er 5 fuldmægtige stjerner til "Clockers", der ganske vist kun tager en lille bid af "The Big Apple", men alligevel når dybt og gennemgribende ind til kernehuset, og den udmarvede del af byens indre sjæl.
28/10-2006
