Ramasjang i bibelshistorien

Dogma er en komedie, der er godt skruet sammen, samtidig mens den er intelligent og sprudlende. Den underholder hele vejen, og har godt skuespil fra top til tå. Det er også svært, ikke at holde af Kevin Smiths kærlige og blodige blasfemi, der egentlig er ret uskyldig (læs bare ”Dons” indlæg). Og når jeg siger Uskyldig, mener jeg selvfølgelig, at hvis man er nogenlunde fornuftig, kan man se det her som intelligent underholdning. Dogma er på sin vis, en milepæl i mit filmminde. Den er det fordi, at den tør så meget. Det er sjældent set, at en film er så modig. Der er langt fra denne film til Muhammed-tegningerne. Kritik er sundt, hvis modparten kan tage det.

Der er så mange vilde påfund i Dogma, at det simpelthen er ufatteligt. Desuden ses Chris Rock I hans livs rolle. Måden han spiller på i denne film, er simpelthen forrygende. Min respekt for ham er røget en del op. Linda Fiorentino er også særdeles vellykket som den småforvirrede Bethany. I en birolle ses også Salma Hayek, der også gør det fint.

Kevin Smith må have haft det morsomt da han skulle skrive manuskriptet. Hvem gad ikke at modernisere bibelen? Han kan jo få mennesker til at falde ned fra himlen, få afføring til at blive et monster. Han ses også selv som Silen Bob, der er med i alle og enhver af hans film. Desuden gør han det meget vellykket i instruktørstolen. Dogma kræver midst tre gensyn, før man får det hele med, og forstår referencerne. Den kræver helt bestemt åbne øjne, hvilket der gør den et gensyn værdf. Dogma er på mange måder anbefalet, Dog skal man ikke have den seriøse mine på.Men hvis man er parat til en omgang blodig og voldelig satire, er det et godt og fornuftigt valg. Dog sniger den sig ikke op på de fem stjerner.