fornøjeligt nonsens

I 1994 begik den fremragende filmfotograf Jan De Bont (der har kollaboreret med blandt andet Paul Verhoven og Ridley Scott) sin simplicitetsprægede, men uhyre effektive debutfilm, Speed, der blev en storslået publikumssucces og varmt modtaget, genren taget i betragtning, af de mere krævende filmkritikere. Speed var en velfungerende og dramaturgisk set atypisk underholdningsaffære, der uprætentiøst ville netop dette for publikum, underholde, hvilket den også formåede sublimt. Karaktererne var papirtynde (Kenau Reeves og Sandra Bullock blev dog stadig forfremmet til den mere glamourøse skuespillerscene takket være filmens succes), plottet fokuseret på en konstant spændingseskalering og virkemidlerne velkendte, men drengerøvsbarometret var på sit højeste, og da filmen ikke lagde skjul på dens egen laverestående eksistens, blev den desto mere attraktiv. Det ville være synd at kalde Speed for en banebrydende klassikere (nærmere mesterlig effektiviseret b-film), men langtidsholdbar er den, og selvfølgelig kunne sådan en kommerciel guldgrube ikke stå alene tilbage. De Bont kogte suppe på knogle bare to år efter, hvor Speed 2 premierede og blev haglet ned af samtlige kritikere, mens publikum ligeledes undveg biograferne behændigt, og filmen står nu tilbage som en alarmerende og notorisk klasseeksempel på fortænkt fiasko. Speed 2 er dog i sig selv ikke nær så elendig (på trods af evidente stupiditeter), som der så afvarslende dikteres, og som tanketom (you can say that again!) underholdningsfilm fungerer den udmærket på mange punkter.

Kenau Reeves valgte forudseende ikke at vende tilbage til sin gennembrudsrolle som handlekraftig actionhelt, og hans plads udfyldes i stedet af den altid fremragende Jason Patric (der har udødeliggjort sit erhverv efter hans memorable præstation i Carnahans perfektionistiske Narc), der dog ikke føles tryg i denne slags roller, og henholdsvis Reeves og Patrics karakterer er da også uadskillelig identiske, selv introduktionen er den samme. De Bont (der også selv har været med til at nedskrible de tre liniers historie til filmen) har tydeligvis ikke været i det opfindsomme humør, og Speed 2 er da heller intet andet end skamløs plagiat af den første films skabelon. Sandra Bullock agerer endnu engang lige dele irriterende og charmerende civil, der ufrivilligt trækkes ind i actionprægede omstændigheder, da hende og kæresten tager på et luksuriøst krydstogt for at abstrahere fra Patrics løgn om et ikke-adrenalinfyldt hverdagsarbejde. Klasseskuespilleren William Dafoe spilder sin dyrebare tid som den patetiske og infantilt gryntende skurk, der overtager skibets styring, hvilket i De Bonts kåde hænder uundgåeligt må ende i en større kollision med et-eller-andet. Dafoes psykologiske motiver er letkøbte og utroværdige, men hvor Dennis Hopper i den første film kørte præstationen hjem på karismaen, formår en (forståeligt) uengageret Dafoe ikke at vække andet end grænseløs irritation overfor sin skurkerolle. Skuespillerne kæmper desperat med en ekstrem klodset og tåbelig dialog, men taber mere ofte end sjælden kampen.

Handlingen i Speed 2 er noget nær ikke-eksisterende, filmen skal mere anskues som et kalkulerende skema, hvorefter det ene mere ambitiøse og storladne actionklimaks kan overtage det andet. Det er endnu engang konstant eskalerende og overfladisk spændingsjageri, hvor forsøget i anden omgang dog mislykkedes når det omhandler publikumsengagement, og plausibilitet er ligeledes et ord, der aldrig bringes associationer til i sammenhæng med filmen. Faktisk er De Bonts paniske forsøg på at overgå sig selv nærmest så ufrivillig komiske at det bliver underholdende (henvend jer til Thomas Nielsen for mere dækkende forklaring på dette begreb), ja nærmest decideret tegneserieagtigt. Den pastelfarvede billedside understøtter ligeledes denne opfattelse, hvor man ofte føler, at man overværer et levende postkort, der desillusioneret udfoldes foran en. De mange spændingsmomenter er fragmentarisk sammensat, men som enkeltstående segmenter er der indiskutabelt nogle fondanter at finde imellem, hvoraf Patrics undervandsoplevelse med en aggressiv skibsskrue står som topmålet. Produktionsværdien er generelt høj, men det tårnhøje budget har ligeledes medført manglende restriktioner hos De Bont, der udnytter dette med et svingende resultat til følge.

Speed 2 er en meget nem film at kritisere, og principielt burde jeg være meget (!) hårdere i min vurdering, men af de rigtige eller forkerte grunde følte jeg mig altså tilpas underholdt, de utallige idiotiske indslag, manglende plausibilitetsfornemmelse og en overordnet infantil og publikumsleflende iscenesættelse til trods. Et seværdigt flop.