Good, but not quite there...
3.0
Lige siden Bob Hoskins spillede Mario i den øretæveindbydende dårlige film Super Mario Bros, så har der været mange filmatiseringer af videospil titler. - Og de har alle ligge har parameteret "ganske dårlig" til "katastrofal ringe". Der er ét eller andet meget problematisk ved at lave disse "spil-film". Noget som ikke så let lader sig overføre fra Playstation til biograflærred.
Silent Hill kunne se ud til at være det mest ambitiøse forsøg på at lave en spilfilm, og der er mange elementer fra spillet som går igen i filmen. Dem som har prøvet at spille Silent Hill vil kunne genkende mange af de æstetiske virkermidler, og andre der ikke har prøvet spillet, vil se en noget abstrakt og anderledes æstetik. Den første halvdel ligner meget en spiloplevelse. Rose udforsker miljøet og finder rekvisitter, som skal bruges senere. Hele byen er lige præcis som den labyrint, man kunne forvente i et spil.
Det store problem med Silent Hill er at film traditionelt er meget mere handlingsmættede end spil, og det kan mærkes, når man så ihærdigt prøver at overføre spiloplevelsen til film. Der går oceaner af tid, hvor Rose udforsker byen og jages af monstre. Plottet udvikler sig ekstremt langsomt i en stor potion af filmens spilletid, og den grænser sig hurtigt til en gabende oplevelse.
Da filmen så endelig tager fat i plottet, og begynder at fortælle noget, så overforklarer den faktisk sig selv. Især i slutningen virker handlingen påhæftet og har svært ved at integrere sig i resten af filmen. Og selvom plottet bliver grundigt beskrevet, så efterlades tilskueren stadig med et hav af uforløste spørgsmål. Men spillet har ej heller haft en tendens til at skabe sammenhæng, da plottet oftest beskriver 'indre rejser'.
Ikke desto mindre så skal filmen have ros for ikke at være tilbageholdende, hvad angår blod og gore. Spillets store trademark har altid være beskrive surrealistiske, vamle og foruroligende hændelser, og filmen holder sig virkelig ikke tilbage. Det minder ofte om et levende mareridt, og et par gange fik de blodige sager mig virkelig til at tabe kæben.
Silent Hill er det bedste forsøg på at lave en spilfilm, selvom der stadig er noget at arbejde videre på. Én ting som jeg dog syntes virker påfaldende dårligt er karakterernes utroværdige replikker, i forhold til deres oplevelser. Eks. da de to kvindelige hovedpersoner er blevet jagtet af en dæmon med en pyramideformet hoved og en gigantisk dolk, som skærer tværs gennem en ståldør (!!). - Bagefter siger Rose unaturligt afdæmpet: "It's ok. We're going to be ok." - Hvor fik hun den idé fra.....?
Silent Hill kunne se ud til at være det mest ambitiøse forsøg på at lave en spilfilm, og der er mange elementer fra spillet som går igen i filmen. Dem som har prøvet at spille Silent Hill vil kunne genkende mange af de æstetiske virkermidler, og andre der ikke har prøvet spillet, vil se en noget abstrakt og anderledes æstetik. Den første halvdel ligner meget en spiloplevelse. Rose udforsker miljøet og finder rekvisitter, som skal bruges senere. Hele byen er lige præcis som den labyrint, man kunne forvente i et spil.
Det store problem med Silent Hill er at film traditionelt er meget mere handlingsmættede end spil, og det kan mærkes, når man så ihærdigt prøver at overføre spiloplevelsen til film. Der går oceaner af tid, hvor Rose udforsker byen og jages af monstre. Plottet udvikler sig ekstremt langsomt i en stor potion af filmens spilletid, og den grænser sig hurtigt til en gabende oplevelse.
Da filmen så endelig tager fat i plottet, og begynder at fortælle noget, så overforklarer den faktisk sig selv. Især i slutningen virker handlingen påhæftet og har svært ved at integrere sig i resten af filmen. Og selvom plottet bliver grundigt beskrevet, så efterlades tilskueren stadig med et hav af uforløste spørgsmål. Men spillet har ej heller haft en tendens til at skabe sammenhæng, da plottet oftest beskriver 'indre rejser'.
Ikke desto mindre så skal filmen have ros for ikke at være tilbageholdende, hvad angår blod og gore. Spillets store trademark har altid være beskrive surrealistiske, vamle og foruroligende hændelser, og filmen holder sig virkelig ikke tilbage. Det minder ofte om et levende mareridt, og et par gange fik de blodige sager mig virkelig til at tabe kæben.
Silent Hill er det bedste forsøg på at lave en spilfilm, selvom der stadig er noget at arbejde videre på. Én ting som jeg dog syntes virker påfaldende dårligt er karakterernes utroværdige replikker, i forhold til deres oplevelser. Eks. da de to kvindelige hovedpersoner er blevet jagtet af en dæmon med en pyramideformet hoved og en gigantisk dolk, som skærer tværs gennem en ståldør (!!). - Bagefter siger Rose unaturligt afdæmpet: "It's ok. We're going to be ok." - Hvor fik hun den idé fra.....?
30/10-2006
