Når Man Skræmmer Sig Selv
3.0
Dette Simon West remake af 1979 filmen af samme navn, viser at man kan lave en forholdsvis spændende gyser bygget på det mest simple præmis man kan tænke sig.
En babysitter chikaneres via telefon af en ukendt person, der viser sig at være ude på mere en blot telefonchikane. Ja mere handler ”When A Stranger Calls” i det store og hele ikke om, og det er måske nok både spinkelt og lyder som et dårligt forenklet sammenkog af film som ”Halloween” og ”Scream”. Men det virker altså og det ganske effektivt og langt bedre end sit lumre rygte.
Selv om filmen har tendenser udi de senere års fordummende teenagergysere og den bruger mere eller mindre samtlige klicheer og gammelkendte virkemidler, man kan finde i håndbogen for skematiske horrorfilms, såsom skiftevis tæt beskåret billeder og lurende subjektive points of views, biler med startproblemer, dårligt vejr og så videre, så underholder og fænger den. Sandsynligvis fordi West bruger sine mange klicheer og gennemprøvede metoder fornuftigt, så de ikke irriterer for meget, og uden at snakke alt for meget ned til sit publikum, som denne type film ellers ofte gør. Han er også smart nok til at trække pinen så langt som muligt, så vi ikke skal sidde for længe igennem det klimaks vi ved må og skal komme for at slutte filmen af. Det er trods alt før vi ser morderen, men blot ved han lurer i skyggerne at den slags uhygge fungerer bedst, mens gyset ofte ryger helt når først jagten sætter ind. Og næsten bedst af alt, så sparer han os for alt for mange unødige forklaringer, så vi ved kun det påkrævede for at historien kan fortælles og den fortælles tillige helt pænt. På billedsiden er filmen overraskende flot, trods de mange genbrugte gyser- vinkler og indstillinger.
”When A Stranger Calls” skriver sig på ingen måde ind i historiebøgerne og den er intet stort og mindeværdigt værk, men søger man en lille effektiv gyser, så leverer den trods alt varen uden for mange dikkedarer. Man skal blot tænke på, hvor meget man kan eller kunne skræmme sig selv når man er/var alene og først fik tændt for de forkerte tanker i ens egen hoved.
En babysitter chikaneres via telefon af en ukendt person, der viser sig at være ude på mere en blot telefonchikane. Ja mere handler ”When A Stranger Calls” i det store og hele ikke om, og det er måske nok både spinkelt og lyder som et dårligt forenklet sammenkog af film som ”Halloween” og ”Scream”. Men det virker altså og det ganske effektivt og langt bedre end sit lumre rygte.
Selv om filmen har tendenser udi de senere års fordummende teenagergysere og den bruger mere eller mindre samtlige klicheer og gammelkendte virkemidler, man kan finde i håndbogen for skematiske horrorfilms, såsom skiftevis tæt beskåret billeder og lurende subjektive points of views, biler med startproblemer, dårligt vejr og så videre, så underholder og fænger den. Sandsynligvis fordi West bruger sine mange klicheer og gennemprøvede metoder fornuftigt, så de ikke irriterer for meget, og uden at snakke alt for meget ned til sit publikum, som denne type film ellers ofte gør. Han er også smart nok til at trække pinen så langt som muligt, så vi ikke skal sidde for længe igennem det klimaks vi ved må og skal komme for at slutte filmen af. Det er trods alt før vi ser morderen, men blot ved han lurer i skyggerne at den slags uhygge fungerer bedst, mens gyset ofte ryger helt når først jagten sætter ind. Og næsten bedst af alt, så sparer han os for alt for mange unødige forklaringer, så vi ved kun det påkrævede for at historien kan fortælles og den fortælles tillige helt pænt. På billedsiden er filmen overraskende flot, trods de mange genbrugte gyser- vinkler og indstillinger.
”When A Stranger Calls” skriver sig på ingen måde ind i historiebøgerne og den er intet stort og mindeværdigt værk, men søger man en lille effektiv gyser, så leverer den trods alt varen uden for mange dikkedarer. Man skal blot tænke på, hvor meget man kan eller kunne skræmme sig selv når man er/var alene og først fik tændt for de forkerte tanker i ens egen hoved.
31/10-2006
