kvalificeret frontfigur til årets bundskraber
1.0
I 1992 udkom den hollandske provokatør Paul Verhovens erotiske thriller Basic Instinct, der gennem sine eksplicitte sexscener og bestialske feminisme gjorde oprør mod mainstreamcensuren og blev derved kategoriseret som både kontroversiel og banebrydende indenfor den amerikanske massefilmindustri. Filmens ry (og Verhovens tydelige fascination for kvindekroppen) overskygger dog næsten det faktum, at Basic Instinct basalt set var en utroværdig, tør og lummer thriller med en pseudo-psykologisk indhold, der til dato virker forældet og kedsommeligt. Filmen ikoniserede dog skuespillerinden Sharon Stone, der skrev sig ind i filmhistorien som uforudsigelig og manipulativ femme fatale, og nu (14 år efter originalens premiere) genopvækkes Cathrine Trammell i en fortsættelse så terrible og nærmest absurd ligegyldig, at man virkelig ikke forstår hvorfor folk har gidet yde tid og energi på denne films latterlige trivialiteter.
Basic Instinct 2 blev trukket igennem et produktionshelvede af de større, hvor instruktører som Jan De Bont, David Cronenberg og Verhoven selv har været tiltrukket projektet, men alligevel har frasagt sig al endegyldig ansvar (fuldt ud forståeligt). Instruktørtjansen blev slutteligt udfyldt af Michael Caton-Jones, der tidligere har udvist en stabil underholdningskompetence i distingverende genre som historiedramaet Rob Roy og actionthrilleren Sjakalen. For nylig har han ligeledes modtaget en stor kritikerros for dramaet Shooting Dogs, der havde premiere på nogenlunde samme tidspunkt som Basic Instinct 2, hvor sidstnævnte dog klart er undermanden. Man kan kun gisne om, hvad der er gået galt for Caton-Jones og co., for man skal lede længe efter en så spændingsforladt og håbløs konstrueret thriller, der forståeligt nok både blev gennemhaglet af både kritiker og publikum.
Som det ofte er nævnt før i filmiske sammenhænge, så er Stone en smuk kvinde, hvis 45-årige legeme ikke bærer præg af sin alder (hurra for naturlighed. Eller, ansigts- og kropsoperationer). Som skuespillerinde er hun dog uengageret og er kun minimalistisk karismatisk som den psykotiske forfører, der i denne omgang kaster sine selvglædende psykologiske og fatale lege over en psykiater (med det grinagtige navn Dr. Glass), elendigt og nærmest imponerende uekspressivt spillet af den ukendte David Morrissey (navne som Benjamin Bratt og Viggo Mortensen er blevet nævnt, men heldigvis for dem undvigede de denne karrieredræbende kugle). Handlingen er tåbelig og usammenhængende, hvor Caton-Jones har forsøgt sig med en semi-kontroversiel tilgang, samtidig med at han desperat immatrikulerer filmen under Hollywoods standardiserede skabelon, hvor uforudsigelighed er et ukendt ord. Stones småerotiske insinuationer er pinefyldt at overvære, og de obligatoriske sexscener er mekaniske uden at have en tematisk eksistensberettigelse. Karaktererne (der også indbefatter talentspilde som altid seværdige David Thewlis og Charlotte Rampling) er overfladiske og mangler en betydelig psykologisk substans, hvor forsøg på freudianske perspektiveringer falder fuldstændig til jorden. Stone og Morrisseys magtspil udstråler intet andet end himmelråbende stupiditet og en manglende opfindsomhed hos manuskriptforfatterne, der har sammenkogt en ordentlig bunke nonsens, eksekveret med en skræmmende talentløshed. Ligeledes er de psykologiske interaktioner klinisk renset for suspense og verbal tvetydighed, og siden Basic Instinct 2 forsøger at holde hovedet over vand gennem netop dette element, drukner filmen selvsagt i sine egne elendigheder.
Basic Instinct 2 har en lukrativ billedside, og det er det eneste ros, som man kan vride ud af dette intetsigende og ufrivilligt komiske makværk, der nedsænker sig selv på bundskraber-stadiet, hvor den kan slumre med patetiske film som Chen Kaiges miserable Killing Me Softly og Richard Rush’s filmiske misser The Color of Night.
Basic Instinct 2 blev trukket igennem et produktionshelvede af de større, hvor instruktører som Jan De Bont, David Cronenberg og Verhoven selv har været tiltrukket projektet, men alligevel har frasagt sig al endegyldig ansvar (fuldt ud forståeligt). Instruktørtjansen blev slutteligt udfyldt af Michael Caton-Jones, der tidligere har udvist en stabil underholdningskompetence i distingverende genre som historiedramaet Rob Roy og actionthrilleren Sjakalen. For nylig har han ligeledes modtaget en stor kritikerros for dramaet Shooting Dogs, der havde premiere på nogenlunde samme tidspunkt som Basic Instinct 2, hvor sidstnævnte dog klart er undermanden. Man kan kun gisne om, hvad der er gået galt for Caton-Jones og co., for man skal lede længe efter en så spændingsforladt og håbløs konstrueret thriller, der forståeligt nok både blev gennemhaglet af både kritiker og publikum.
Som det ofte er nævnt før i filmiske sammenhænge, så er Stone en smuk kvinde, hvis 45-årige legeme ikke bærer præg af sin alder (hurra for naturlighed. Eller, ansigts- og kropsoperationer). Som skuespillerinde er hun dog uengageret og er kun minimalistisk karismatisk som den psykotiske forfører, der i denne omgang kaster sine selvglædende psykologiske og fatale lege over en psykiater (med det grinagtige navn Dr. Glass), elendigt og nærmest imponerende uekspressivt spillet af den ukendte David Morrissey (navne som Benjamin Bratt og Viggo Mortensen er blevet nævnt, men heldigvis for dem undvigede de denne karrieredræbende kugle). Handlingen er tåbelig og usammenhængende, hvor Caton-Jones har forsøgt sig med en semi-kontroversiel tilgang, samtidig med at han desperat immatrikulerer filmen under Hollywoods standardiserede skabelon, hvor uforudsigelighed er et ukendt ord. Stones småerotiske insinuationer er pinefyldt at overvære, og de obligatoriske sexscener er mekaniske uden at have en tematisk eksistensberettigelse. Karaktererne (der også indbefatter talentspilde som altid seværdige David Thewlis og Charlotte Rampling) er overfladiske og mangler en betydelig psykologisk substans, hvor forsøg på freudianske perspektiveringer falder fuldstændig til jorden. Stone og Morrisseys magtspil udstråler intet andet end himmelråbende stupiditet og en manglende opfindsomhed hos manuskriptforfatterne, der har sammenkogt en ordentlig bunke nonsens, eksekveret med en skræmmende talentløshed. Ligeledes er de psykologiske interaktioner klinisk renset for suspense og verbal tvetydighed, og siden Basic Instinct 2 forsøger at holde hovedet over vand gennem netop dette element, drukner filmen selvsagt i sine egne elendigheder.
Basic Instinct 2 har en lukrativ billedside, og det er det eneste ros, som man kan vride ud af dette intetsigende og ufrivilligt komiske makværk, der nedsænker sig selv på bundskraber-stadiet, hvor den kan slumre med patetiske film som Chen Kaiges miserable Killing Me Softly og Richard Rush’s filmiske misser The Color of Night.
01/11-2006
