fortiden dikterer fremtiden

Den tidligere ukendte filmmager Jacob Aaron Estes debuterer fornemt og yderst lovende med en hårdtslående og hudløs ærlig skildring af børn og unges kuriøse ondskabsfuldhed, hvor al form for sukkersød og eskapistisk opfattelse af uskyldighed fornægtes med en virkelighedsnær indsigt og en overrumplende følsomhed. Mean Creek har allerede modtaget adskillige lovprisninger verdenen over, og filmen fortjener indiskutabelt den endeløse række af superlativer, da den er en øjeblikkelig og tidløs klassikere, der kompromisløst berører publikums bredtfavnende følelsesregistre på en uafrystelig og uforglemmelig måde.

Mean Creek er en semi-dokumentarisk og forholdsvis objektiv fortælling om helt normale børn, der ufrivilligt trækkes ud i ekstremer, hvor konsekvenserne er uoverskuelige, selv for voksne mennesker. Handlingen finder sted under børnenes dannelsesperiode, hvor Estes på en minimalistmæssig beundringsværdig vis spænder over relationsvenlige tematikker som den første altoverskyggende kærlighed, outsiderens selvhadende position og den skæbnebestemte fremtid indikeret gennem familie. Estes har fundet nogle i sandhed ekstraordinær talentfulde unge skuespillere til at portrættere kompleksiteten og skrøbeligheden. Rory Culkin (bror til, guess who) er eminent og følelsesmæssig ekspressiv som lillebroderen, der får bank i skolen af den mærkværdige bølle, der virkelighedsdistancerende videofilmer sin ensomme eksistens. Josh Peck spiller den på overfladen aggressive asocialitet, hvor der under facaden dog lurer en rendyrket ønske om at opnå store ting, katalyseret af usikkerhed og selvhad. Estes sympatifordeling, hvor grænsen imellem denne gradvist og langsomt udviskes til noget nær det ikke-eksisterende, er filmens store kunstneriske force, hvor nuancerne rammer publikum med en storslået følelsesmæssig force.

Culkin begræder den voldsomme mobning til sin forbilledlige storebror (rørende spillet af normalvis ellers svage Ryan Kelley), hvor søskendekærligheden er evident og naturalistisk, der sammen med sin kategoriserede samfundstaberven udtænker en diabolsk plan, omhandlende en på overfladen uskyldig bådtur, hvor Peck skal ydmyges. Sammen med Culkins opspirende kærlighedsinteresse (den søde, men flerlagede Candy Schroeder), samfundstaberen (karismatisk og tvetydig spillet af Scott Mechoelsk, der ligesom de andre medvirkende har en lovende karriere foran sig) og den plagede Trevor Mangan (som lider under det tabubelagte element af at have et homoseksuelt par som fædre), tager det alsidige persongalleri ud på en mindre flod, hvor fordækte sandheder oplyses med fatale konsekvenser til følge. Pecks indre skrøbelighed udfoldes langsomt (i kongruens med pacificeringen af den gængse hierarkiform), hvorved gruppen (på nær Mechoelsk) fatter sympati og en basal form for forståelse for hans situation og opførsel. Under hvert eneste billede lurer den uundgåelige destruktion og tragedie dog, og Peck drukner efter en voldsom mobning, katalyseret af hans eneste kendte forsvarsmekanisme. Den vakkelvorne båd kommer til at fremstå som et symbol på børnenes nuværende tilstand, et konstant skrøbeligt fundament, hvor tilfældighederne bestemmer, hvem der falder i vandet og hvem der holder hovedet over. Det er simpelt, men uhyre virkningsfuldt, og Mean Creek kan nemt analyseres som en allegori på børns første interaktion med moralske dilemmaer og problemstillingen med at skulle stå til ansvar overfor sine handlinger. Estes iscenesætter med en psykologisk indsigt og forståelse, der både er intelligent og sensitiv, hvor han ikke idealiserer barndommen, men lader problemerne udfoldes naturalistisk og uhyre realistisk. Filmens mest bidende sætning ’So, we’re just gonna pretend we’re innocent?’ er vist alt sigende.

Slutningen er både skræmmende og ukonkluderende, hvor tragediens omfang for alvor perspektiveres for publikum, og Estes på nedtonet vis pointerer, at børn (og voksne) er så meget mere end ens facadeagtige opførsel. Mean Creek er absolut hjerteskærende og depressiv, uden at det føles forceret eller manipulativt. Den på samme tid smukke og ubarmhjertige æstetik understøtter karakterens komplekse dybde, og Tomandandys myrekrybsfremkaldende og uafrystelige musik rammer lige i hjertet. Scenen hvor individualisternes indser situationens alvor er sublim filmkunst.

Mean Creek er et lille mesterværk, der som upatroniserende børneskildring næsten opnår samme kunstneriske integritet som Rob Reiners melankolsk opløftende Stand By Me. Publikum efterlader Mean Creek i en tankevækkende og oplyst tilstand, og ingen må snyde sig for denne mesterlige perle, der på mange punkter minder om en Nick Cave sang; skræmmende og livsbekræftende på samme tid. Marginal tæt på de 6 stjerner.