Ekstremiteter gange to
3.0
De tøjlesløse Jackass-drenge er endnu engang tilbage i spillefilmlængde med en efterfølger til sidste sommers biografsucces, der sejler i opkast og hyler af selvfed latter.
Ordsproget "Stop mens legen er god" rager naturligvis ikke drengene en papand, og "Jackass: Number Two" fortsætter i samme brækspor som Tv-serien's, i en verden hvor livsfare er en sportsgren man dyrker, og ordet "rektum" er betegnelsen for et flerfunktionært redskab. Men som langt de fleste fortsættelser i filmverdenen, fanges denne på mange måder i en 2'ers fælde. At tyrer en fiskekrog gennem kinden, indtage en slurk hestesæd og opsluge og udblæse en tår øl gennem røven, kan hverken frasiges at være modbydeligt uhumske, og tydelige beviser på filmens brug af den tåbelige "jo-større,-vildere,-og-klammere-desto-bedre" teori. Selv endda for "Jackass" har det været nødvendigt med et skud i foden og en afhøvlet hæl, for at opnår maksimal 2'er effekt.
Hvad der personligt får mig til at sætte mig til rette foran Tv'et, tænde for MTV, og blot nyde 20 minutters grotesk drengerøvsløjer, er humoren i ekstremerne. Et godt eksempel på en fremragende "Jackass"-joke, må være da holdet smører den indvendige side af en bunke bleer med en brun, nutella-lignende chokoladecrem, og placerer bleerne rundt omkring i skraldespande ude i det offentlige. En sulten hjemløs (en udklædt udgave af en af drengene) rager i affaldet, finder bleerne og slikker dem rene i op- og nedadgående bevægelser til enorm forarvelse og frastødelse for de forbipasserende. Det er grotesk, det er røvet og det er vigtigst af alt hamrende morsomt. Hvor filmen lidt glemmer sig selv, er når ekstremerne bliver så ekstreme at det ganske enkelt ikke er sjovt længere.
Forntfiguren for "Jackass", Johnny Knnoxville, har tidligere forklaret at den mest smertefulde bedrift han har begået, var at få sprøjtet sviende peperspray i øjnene. Dog syntes flere af sekvenserne i "Number Two" at virke mere eller mindre tåbeligt konstruerede, for at nå i retning af det ultimative smertepunkt. Den gale Steve-O har før dykket med hajer på Mtv, så mon ikke et foreslag fra producenten har været, at lirker han blot en smertelig tyk jernkrog gennem sit kindkød, så skal nok blive godt. Og hvor vil filmen hen med det? Når klimakset i et stunt er et close-up på testpersonens opkast, kan det til tider være svært at få øje på. Heldigvis peger filmens sejl langt hen ad vejen i den rigtige retning, med flere mindeværdige momenter.
"Jackass: Number Two" levere da den varer man snildt kunne håbe på, og holder i sønder og sidst hvad den lover: Drengestreger på godt og ondt. Helhjertede fans vil i hvert fald ikke gå helt forgæves.
Ordsproget "Stop mens legen er god" rager naturligvis ikke drengene en papand, og "Jackass: Number Two" fortsætter i samme brækspor som Tv-serien's, i en verden hvor livsfare er en sportsgren man dyrker, og ordet "rektum" er betegnelsen for et flerfunktionært redskab. Men som langt de fleste fortsættelser i filmverdenen, fanges denne på mange måder i en 2'ers fælde. At tyrer en fiskekrog gennem kinden, indtage en slurk hestesæd og opsluge og udblæse en tår øl gennem røven, kan hverken frasiges at være modbydeligt uhumske, og tydelige beviser på filmens brug af den tåbelige "jo-større,-vildere,-og-klammere-desto-bedre" teori. Selv endda for "Jackass" har det været nødvendigt med et skud i foden og en afhøvlet hæl, for at opnår maksimal 2'er effekt.
Hvad der personligt får mig til at sætte mig til rette foran Tv'et, tænde for MTV, og blot nyde 20 minutters grotesk drengerøvsløjer, er humoren i ekstremerne. Et godt eksempel på en fremragende "Jackass"-joke, må være da holdet smører den indvendige side af en bunke bleer med en brun, nutella-lignende chokoladecrem, og placerer bleerne rundt omkring i skraldespande ude i det offentlige. En sulten hjemløs (en udklædt udgave af en af drengene) rager i affaldet, finder bleerne og slikker dem rene i op- og nedadgående bevægelser til enorm forarvelse og frastødelse for de forbipasserende. Det er grotesk, det er røvet og det er vigtigst af alt hamrende morsomt. Hvor filmen lidt glemmer sig selv, er når ekstremerne bliver så ekstreme at det ganske enkelt ikke er sjovt længere.
Forntfiguren for "Jackass", Johnny Knnoxville, har tidligere forklaret at den mest smertefulde bedrift han har begået, var at få sprøjtet sviende peperspray i øjnene. Dog syntes flere af sekvenserne i "Number Two" at virke mere eller mindre tåbeligt konstruerede, for at nå i retning af det ultimative smertepunkt. Den gale Steve-O har før dykket med hajer på Mtv, så mon ikke et foreslag fra producenten har været, at lirker han blot en smertelig tyk jernkrog gennem sit kindkød, så skal nok blive godt. Og hvor vil filmen hen med det? Når klimakset i et stunt er et close-up på testpersonens opkast, kan det til tider være svært at få øje på. Heldigvis peger filmens sejl langt hen ad vejen i den rigtige retning, med flere mindeværdige momenter.
"Jackass: Number Two" levere da den varer man snildt kunne håbe på, og holder i sønder og sidst hvad den lover: Drengestreger på godt og ondt. Helhjertede fans vil i hvert fald ikke gå helt forgæves.
03/11-2006
