Skønsang i triste toner
4.0
En film som norske "Sange fra anden sal" er egentlig ikke mulig at beskrive med ord. Under filmen undrer man sig over synene af folk, der håbløst skriger om hjælp, folk der bogstaveligt talt er fanget i livets trafikprop og folk, der iagttager døden i øjenhøjde. Filmen vandt Juryens specialpris i Cannes, og selvom jeg personlig langt fra har fattet alle fortællingens facetter, er det lysende klart hvorfor. Stilen er filmisk forunderlig, larmende stillestående og symbolsk vidtfarende. Det er livets triste kompositioner, så gråt og mat illustreret som muligt og kun med få, tragikomiske opløftninger.
"Sange fra anden sal" viser gennemgående en lang række pasager fra livet. Manden der, til ingens foragtelse eller interesse stikkes ned for åben, befærdet gade, den aldrene oberst der til sin egen 101 års fødselsdag og hædring ødelægger sit ærede liv ved at give nazi-honør, og den fortabte Karl, der ikke tør gribe livets chance. Alle dele af de mest deprimerende sider af livet og af den fortælling filmen visualiserer. Kameraet er blot en enkel gang er i bevægelse, og er kronisk placeret som stilbilledobservatør af liv i alle omgivelser, og af samtlige skuespillere og statisters gråsminkede adfærd som levende døde.
Småhistoriernes symbolik er næsten for vidtspændende til at tage fat i og overlaste tastaturet med. Efter at have set filmen to gange i rap, er jeg stadig lidt uklar overfor hvor instruktøren Roy Andersson har i sinde at placere flere af sine brikker i det samlede puslespil. Eksempelvis pigen der i en visuel overdådig sekvens ofres ved kanten af en klipperand. Til gengæld svælger "Sange fra anden sal" i fantastisk skævhed og underfundig menneske- og samfundssatire, og selvom filmen sjælden viser rendyrket gennemslagskraft, sniger den sig stille og blidt ind og trykker i underbevidstheden.
Teknisk er filmen som før nævnt helt sin egen. Skudt i absolut frysende stilhed, viser baggrundene en uvirkelig skønhed ala "Brazil" og "A Clockwork Orange", bestående af smukke perspektiver og farver, der får hver en scene til at ligne et maleri. Meget passende til filmens overfladiske attitude, da man aldrig helt tror på hvad man ser. "Sange fra anden sal" er blot et spejlbillede af realismen, og selvom moralen og klarheden ofte er svær at spotte, gør slutningen rent bord: Elsket være den der sætter sig og den, der øjner chancen for at leve.
"Sange fra anden sal" viser gennemgående en lang række pasager fra livet. Manden der, til ingens foragtelse eller interesse stikkes ned for åben, befærdet gade, den aldrene oberst der til sin egen 101 års fødselsdag og hædring ødelægger sit ærede liv ved at give nazi-honør, og den fortabte Karl, der ikke tør gribe livets chance. Alle dele af de mest deprimerende sider af livet og af den fortælling filmen visualiserer. Kameraet er blot en enkel gang er i bevægelse, og er kronisk placeret som stilbilledobservatør af liv i alle omgivelser, og af samtlige skuespillere og statisters gråsminkede adfærd som levende døde.
Småhistoriernes symbolik er næsten for vidtspændende til at tage fat i og overlaste tastaturet med. Efter at have set filmen to gange i rap, er jeg stadig lidt uklar overfor hvor instruktøren Roy Andersson har i sinde at placere flere af sine brikker i det samlede puslespil. Eksempelvis pigen der i en visuel overdådig sekvens ofres ved kanten af en klipperand. Til gengæld svælger "Sange fra anden sal" i fantastisk skævhed og underfundig menneske- og samfundssatire, og selvom filmen sjælden viser rendyrket gennemslagskraft, sniger den sig stille og blidt ind og trykker i underbevidstheden.
Teknisk er filmen som før nævnt helt sin egen. Skudt i absolut frysende stilhed, viser baggrundene en uvirkelig skønhed ala "Brazil" og "A Clockwork Orange", bestående af smukke perspektiver og farver, der får hver en scene til at ligne et maleri. Meget passende til filmens overfladiske attitude, da man aldrig helt tror på hvad man ser. "Sange fra anden sal" er blot et spejlbillede af realismen, og selvom moralen og klarheden ofte er svær at spotte, gør slutningen rent bord: Elsket være den der sætter sig og den, der øjner chancen for at leve.
04/11-2006
