Grave of the Fireflies

6.0
Jeg er rimeligt sikker på at jeg på to hænder kan tælle de filmoplevelser der har berørt mig så dybt, at jeg på ingen måde kunne holde tårene tilbage. Det her var en af de meget sjældne oplevelser hvor jeg ikke bare blev bevæget, men praktisk talt stortudede.

Det er en meget, meget flot og utroligt realistisk og virkelighedstro animationsfilm, svær at sammenligne m. nogen af de andre japanske perler, den er helt unik. En meget følsom, men også fuldstændigt usentimental film, om uselviskhed, medfølelse og ubegribelig medmenneskelig varme. Samtidig er det jo en fortælling der beretter om en stor og sand lidelseshistorie, da historien er bygget på virkelige, meget uhyggelige hændelser.

En ung og dreng må under anden verdenskrig i Japan, stort set på egen hånd, tage sig af sin lillesøster og sig selv, efter at deres mor er omkommet under tragiske omstændigheder. De to udvikler m. tiden et så medfølende forhold - i deres forsøg på at overleve og skabe en ny tilværelse andetsteds - baseret på en nærhed, tillid, forbundethed og gensidig afhængighed så ufatteligt dyb, at det selvsagt gør det meget svært at beskrive m. ord.

..... Smuk, varm og betænksom .....
Grave of the Fireflies