Et kultursammenstød der vil noget

Jeg har ikke grinet så meget siden jeg så ”Charlie og Chokoladefabrikken”! Filmen sprudler af originale og vanvittige indfald, totalt respektløs og gennemført politisk ukorrekt. Alene af den grund kan jeg ikke give den mindre end fem stjerner, selv om den – indrømmet – også er meget vulgær.

Filmen har også en anden kvalitet: Der er en spændende kontrast imellem den rablende skøre hovedperson på den ene side, og så den ultra-realistiske stil på den anden side. Jeg tror at alle de mennesker han møder på sin vej er ganske almindelige mennesker, der bare spiller sig selv. Det får man i hvert fald indtryk af. Jeg kan slet ikke forestille mig andet.

Plottet er, at en journalist fra Kazakstan rejser til USA, for at det fattige og elendige land kan lære noget af ”the greatest nation of the world”. Det bliver et kultur-sammenstød af dimensioner. På den ene side realistisk i sine temaer, på den anden side grotesk forstærket.

Hele filmen er lavet som om den rent faktisk er fra Kazakstan, med en hovedperson der ind imellem taler russisk, russiske tekster, en gennemført østeuropæisk stil, ultra-realistiske optagelser fra noget der godt kunne ligne en landsby i Kazakstan, hele landsbyen der vinker til kameraet, osv. Det er så godt gjort, at man simpelthen tror på det. Jeg kan næsten ikke forestille mig at filmen skulle være amerikansk. Men det er den altså ifølge de opgivne data.

Meningen må være at få de selvoptagede amerikanere til at se sig selv udefra. Jeg synes det er en god idé, og det er udført til perfektion. Den er ikke så indholdsløs som andre anmeldere siger.