Der Er Solskin På Vej
4.0
For Clausen som instruktør er ”Villa Paranoia” et lille skridt i en anden retning, end den mere socialistisk præget film han så ofte har begået, og så alligevel ikke. Hans film har altid sat de ”små” mennesker i centrum med en humanistisk og tydelig sympatisk anskuelse af dem han fortæller om, og det gør han også til dels her. Forskellen fra flere tidligere film (ikke alle) og så den her er, at her er det mest filmens personer der danner filmens dybereliggende kerne og miljøet den foregår i er dannet efter det, udgør baggrunden og de tungsindige rammer, men fylder mindre som tematisk faktor for dannelsen af karaktererne (her er det mere omvendt, for at skære det ud i pap).
Stilen forekommer også en anelse mere eksperimenterende, der tages flere chancer i karakteristikken og det klæder filmens ellers sagte og træge struktur, hvor billedsproget er lige så vigtig eller vigtigere end det talte ord. For netop her rammes der plet i beskrivelsen af ensomme mennesker, høj som lav, der hver især prøver at finde et sted de kan holde fast i den konstruktion der kaldes livet, ikke alle lige smukt eller tiltalende, men bevægende fordi det er så genkendeligt og ægte. Der fortælles melankolsk og trøstesløst, dog ikke uden velanbragt satirisk Clausen-humor. Men Clausen tror også på det bedste i sine personer, trods deres svagheder og mangler, så af den grund har man altid følelsen af, at der er solskin på vej, som der meget passende synges i filmen.
I hovedrollerne er Richter tilpas nuanceret og troværdig, til at vi tror på hende som fattig skuespiller, der må tage et job med at passe en ældre mand, en fantastisk præstation af Helmuth i hans andensidste rolle, og opdager et menneske bag den hårde og stiltiende facade. Clausen selv som sønnen der ernærer sig, men ikke lever, som kyllingefarmer, er noget nær det perfekte billede på den tavse og ensomme mand, der ikke tør mærke efter hvad han føler og derfor i stedet er i sine følelsers vold. Han er usympatisk og utiltrækkende, men beskrevet så kompleks at han aldrig skubbes væk fra publikum som ensidigt frastødende.
Clausen har tendens til indimellem at romantisere sine personer lige rigeligt, men det er svært at have meget modvilje over dette, da man føler han gør det ud fra et oprigtigt og indlevende udgangspunkt, hvor fordommene overfor disse gøres til skamme. Alt i alt er ”Villa Paranoia” en velmenende og vedkommende film. Den er intet mesterværk, men den er bestemt et besøg værd.
Stilen forekommer også en anelse mere eksperimenterende, der tages flere chancer i karakteristikken og det klæder filmens ellers sagte og træge struktur, hvor billedsproget er lige så vigtig eller vigtigere end det talte ord. For netop her rammes der plet i beskrivelsen af ensomme mennesker, høj som lav, der hver især prøver at finde et sted de kan holde fast i den konstruktion der kaldes livet, ikke alle lige smukt eller tiltalende, men bevægende fordi det er så genkendeligt og ægte. Der fortælles melankolsk og trøstesløst, dog ikke uden velanbragt satirisk Clausen-humor. Men Clausen tror også på det bedste i sine personer, trods deres svagheder og mangler, så af den grund har man altid følelsen af, at der er solskin på vej, som der meget passende synges i filmen.
I hovedrollerne er Richter tilpas nuanceret og troværdig, til at vi tror på hende som fattig skuespiller, der må tage et job med at passe en ældre mand, en fantastisk præstation af Helmuth i hans andensidste rolle, og opdager et menneske bag den hårde og stiltiende facade. Clausen selv som sønnen der ernærer sig, men ikke lever, som kyllingefarmer, er noget nær det perfekte billede på den tavse og ensomme mand, der ikke tør mærke efter hvad han føler og derfor i stedet er i sine følelsers vold. Han er usympatisk og utiltrækkende, men beskrevet så kompleks at han aldrig skubbes væk fra publikum som ensidigt frastødende.
Clausen har tendens til indimellem at romantisere sine personer lige rigeligt, men det er svært at have meget modvilje over dette, da man føler han gør det ud fra et oprigtigt og indlevende udgangspunkt, hvor fordommene overfor disse gøres til skamme. Alt i alt er ”Villa Paranoia” en velmenende og vedkommende film. Den er intet mesterværk, men den er bestemt et besøg værd.
06/11-2006
