latterlig, men dog udholdelig
2.0
Den tidligere stuntmand Lasse Spang Olsen er indiskutabelt en af den danske filmhistories mest miserable og patetiske undskyldninger for en instruktør, hvis evidente passion for mediet ikke kan kompensere for hans komplette mangel på talent og generel filmforståelse. Elendighederne blev indledt i 1995, hvor Spang Olsen fik ansvaret for konverteringen af Anders Bodelsens effektive roman Operation Cobra, der i filmisk forstand dog udmundede sig i et kikset og mislykket forsøg på at amerikanisere en ungdommeligappellerende dansk spændingsfilm. Spang Olsens instruktørkarriere blev lykkeligvis sat på standby i nogle år, men i 1999 fik han chancen for at instruere den umådelig talentfulde Anders Thomas Jensens manuskript til I Kina Spiser De Hunde (Thomas Jensens manglende erfaring og unge alder er velsagtens den eneste plausible forklaring på spørgsmålet om hvorfor han ikke selv indtog instruktørpladsen), hvor Spang Olsen virkede som den logiske realitetsmand via de manisk inkorporerede actionscener, som han eksekverede på et ret så dilettantisk niveau. Personlig fandt jeg I Kina… overvurderet, men filmen blev en monstrøs succes og kultfilm, og Spang Olsen blev forledt til en tro på egen talent. Fortsættelsen (eller prequel’en for at være korrekt) Gamle Mænd i Nye Biler var tilforladelig, men også ret stupid underholdning, mens den selvskrevne Den Gode Strømer er en af dårligste film, der nogensinde er blevet dedikeret til de danske biograflærreder. Med berettiget grund havde jeg ikke de højeste forventninger til Spang Olsens seneste, men selvom Inkasso er tåbelig og ufokuseret fortalt, så er det et lille skridt op for stuntmanden. Det er dog ikke noget, som kan gøre filmen decideret anbefalelsesværdig.
Spang Olsen fortsætter det tætte samarbejde med den fallerede Kim Bodnia, der (på trods af nuværende status) vil fremstå som en af Danmarks bedste skuespillere gennem filmhistorien. I Inkasso (der er skrevet af den tidligere Østkyst Hustlers medlem Nikolaj Peyk, der har droppet player-facaden og forsøger i stedet ihærdigt at fortælle en historie direkte fra hjertet) spiller Bodnia den hårdføre, men også harmløse eksbokser, der på truende vis inkasserer penge fra skyldnere. Han møder den spilleglade og lettere psykotiske Laura (i skikkelse af en irriterende, men også nogenlune plausible Iben Hjejle, der ligesom Bodnia aldrig opnår fordums glans igen), sød musik opstår og klichéerne kan påbegynde deres indmarch. Historien i Inkasso er uhyre simpel og uopfindsom, men der er søde og sympatiske tanker bag, så det er svært at kritisere filmen for alvor på dette punkt. Skuespillet halter dog gevaldigt, hvor kontrasterne mellem Bodnias indadvendte personlighed og Hjejles overenergiske og ludomanistiske opførsel aldrig bliver overbevisende. Spang Olsen er ikke ligefrem kendt for hans skuespillerinstruktion, og det virker som om disse er blevet overladt til herrens mark, og at instruktøren har sagt ’tak, den tag vi’ efter første forsøg. Birollerne er på papiret velbesatte (med navne som blandt andet Jens Okking, Erik Clausen, en tilbagevendt Allan Olsen, m.m.), men figurerne er uhyggelig karikerede og fremstår ulogisk handlende og ikke mindst utroværdige. Det er potentialespilde af den værste kaliber, og Spang Olsens dovenskab fremstår tydeligt gennem hele filmen.
Produktionsværdien i Inkasso er utrolig lav, men i stedet for at udnytte det begrænsede budget til egen vinding, går Spang Olsen ignorantisk ind i forehavendet og forsøger sig endnu engang med en himmelråbende amerikansk stil, hvilket falder fuldstændig til jorden. Den mand savner virkelig en logisk filmisk sans, og alligevel får han gang på gang lov til at udsætte publikums for hans manglende talent og radikalt terrible visioner. Det er en gåde, men Inkasso kommer dog til at fremstå som et højdepunkt i Spang Olsens karriere. Filmen ville dog for enhver anden fremstå som lavpunktet.
Spang Olsen fortsætter det tætte samarbejde med den fallerede Kim Bodnia, der (på trods af nuværende status) vil fremstå som en af Danmarks bedste skuespillere gennem filmhistorien. I Inkasso (der er skrevet af den tidligere Østkyst Hustlers medlem Nikolaj Peyk, der har droppet player-facaden og forsøger i stedet ihærdigt at fortælle en historie direkte fra hjertet) spiller Bodnia den hårdføre, men også harmløse eksbokser, der på truende vis inkasserer penge fra skyldnere. Han møder den spilleglade og lettere psykotiske Laura (i skikkelse af en irriterende, men også nogenlune plausible Iben Hjejle, der ligesom Bodnia aldrig opnår fordums glans igen), sød musik opstår og klichéerne kan påbegynde deres indmarch. Historien i Inkasso er uhyre simpel og uopfindsom, men der er søde og sympatiske tanker bag, så det er svært at kritisere filmen for alvor på dette punkt. Skuespillet halter dog gevaldigt, hvor kontrasterne mellem Bodnias indadvendte personlighed og Hjejles overenergiske og ludomanistiske opførsel aldrig bliver overbevisende. Spang Olsen er ikke ligefrem kendt for hans skuespillerinstruktion, og det virker som om disse er blevet overladt til herrens mark, og at instruktøren har sagt ’tak, den tag vi’ efter første forsøg. Birollerne er på papiret velbesatte (med navne som blandt andet Jens Okking, Erik Clausen, en tilbagevendt Allan Olsen, m.m.), men figurerne er uhyggelig karikerede og fremstår ulogisk handlende og ikke mindst utroværdige. Det er potentialespilde af den værste kaliber, og Spang Olsens dovenskab fremstår tydeligt gennem hele filmen.
Produktionsværdien i Inkasso er utrolig lav, men i stedet for at udnytte det begrænsede budget til egen vinding, går Spang Olsen ignorantisk ind i forehavendet og forsøger sig endnu engang med en himmelråbende amerikansk stil, hvilket falder fuldstændig til jorden. Den mand savner virkelig en logisk filmisk sans, og alligevel får han gang på gang lov til at udsætte publikums for hans manglende talent og radikalt terrible visioner. Det er en gåde, men Inkasso kommer dog til at fremstå som et højdepunkt i Spang Olsens karriere. Filmen ville dog for enhver anden fremstå som lavpunktet.
06/11-2006
