Jackass møder Michael Moore

Det grænseoverkskridende, perverterede og groteske møder politisk og kulturel ideologikritik, i denne dokumentariske roadmovie. Borat er en fantastisk og selviscenesættende karakter, som i modsætning til sit alter ego, Ali G, rent faktisk kan bære en hel spillefilmslængde. Med sit fraværende superego og naive adfærd udfordrer han amerikansk selvhøjtidelighed på bedste vis.

Men hvad er autentisk og hvad er iscenesat? - Dette spørgsmål knugede mig hele vejen igennem filmen. Ofte kan man spotte de fiktive elementer ved at lægge mærke til kameraopstillinger der ville være umulige hvis scenen var autentisk. Men da den behårede Borat og hans tykke producent, i en nøgen(!) brydekamp, pludselig vælter ind til en hotelkongres, er det så virkeligt? Har de forberedt skjulte kameraer til scenen? De slørede billeder og det rystende kamera kunne give et indtryk af en ægte situation, men man ved aldrig helt... (De biografergæster som forlod salen efter denne scene, var dog ægte nok).

Filmen bliver ikke helt så politisk engageret, som man kunne have håbet eller forventet. - Den eksplicitte form for dramaturgisk kritisk journalistik har Michael Moore patent på. Istedet tager Borat et stort skridt mod Johnny Knoxville og Co., for at udfordre den gode amerikanske smag, med syg og grænseoverskridende 'tisse-prut humor'.

"What's up, vanilla face...?!"