’pop quiz, hot shot’
5.0
Den tidligere filmfotograf Jan De Bont (hvis konventionelle æstetiske sans har ydet en fornem indsats i flere værker) satte sig i 1995 for første gang i instruktørsædet og debuterede med denne højeffektiviserede og overraskende fremragende b-film, der lynhurtigt modtog en storslået kommerciel succes og berigende ord fra anmelderne ligeledes, sidstnævnte en smule forbavsede, den kunstlette og overfladiske genre taget i betragtning. Speed er skrevet af Graham Yost (der senere har nedskriblet præmisser til gedigne actionfilm som John Woos stiliserede Broken Arrow og danske Mikael Salomonsens udmærkede Hard Rain), der har struktureret den løse fortælling ganske atypisk gennem 3 bombastiske og klimatiske akter, hvor hovedfokuseringen er lagt på en evig stigende spændingskurve, og det er netop derfor, at Speed som kvalitativ actionfilm fungerer så enestående; der lægges ikke skjul på de uprætentiøse intentioner, hvor denne pellucide drengerøvsfilm udøver præcis det, som den lover. Fængende underholdning af den uforpligtende skuffe.
Der lægges hårdt og kontant ud, hvor skurkepræsentationen er herlig sadistisk, og Dennis Hopper nyder åbenlyst rollen som psykologisvag, men diabolsk psykopatisk eksbetjent (med sublime dialoger, som eksempelvis ’poor people are crazy, Jack. I’m just excentric’), der sværger hævn over fortidens ugerninger begået imod ham. Første akt i Speed byder på en intens elevatorsekvens, hvor den heroiske hovedkarakter (glimrende udfyldt af Kenau Reeves, der fik sit kommercielle og stjernemæssige gennembrud med denne film) forpurrer Hoppers planer og erhverver sig en medalje. Speed er klinisk renset for nuancer, det er den klassiske visualisering af det gode versus det onde, men det er harmløs underholdning af den optimerede kaliber, som man sjældent ser nu til dags (det seneste eksempel, som der fremmanes associationer til, er Dominic Senas glimrende Swordfish). I filmens midterdel hensættes vi på en bus, hvor farten og klaustrofobien er konstant. Speed er i besiddelse af et morsomt persongalleri, og i birollerne bakkes Reeves fornemt op af altid fremragende Jeff Daniels som accepterende og tålmodig partner, mens Sandra Bullock er sød som den obligatoriske kærlighedsinteresse, hvor hendes og Reeves’ velfungerende sammenspil dog sørger for, at romancen hverken føles forceret eller malplaceret (man kan ligefrem betragte slutningen som et symbol på et parforholds monogami, men dette tilhører velsagtens overfortolkningens hjørne). Dette er dog langtfra De Bonts hovedinteresse, der i stedet på opfindsom vis udnytter alle spændingsvirkemidler tænkeligt, for at holde tempoet i vejret, og på eksemplarisk vis formår han at efterlade publikum uden pusterum eller afslapningspause gennem filmens små to timer, hvilket er en bedrift i sig selv. Det er ligeledes imponerende, hvis ikke decideret beundringsværdigt, hvorledes De Bont konstant eskalerer spændingen, og selvom den rationelle logik tager et skridt i baggrunden som konsekvens af dette, så fungerer Speed upåklageligt på dens egne præmisser.
De Bont har allieret sig med den ligeledes kompetencefyldte fotograf Andrzej Bartkowiak (der senere også har indtaget instruktørpositionen med svingende film som den fine Romeo Must Die og makværker som Exit Wounds og Doom), men selvom Speed visuelt ikke er så prangende, som man kunne have forventet, så er filmen en visuel nydelse af den mere stabile og almene slags. Mark Mancias akkompagnerende musik fungerer brillant som spændingsunderstøtter (selvom temaerne minder plagierende meget om Mancinas eget score til Michael Bays Bad Boys), og der er flere scener, hvor virkemidlernes effekt går op i en højere enhed.
Speed fortjener ikke dens lovprisninger som banebrydende og epokegørende indenfor actionfilmsgenren, disse superlativer tilhører værker som McTiernans Die Hard og Woos Face/Off, der byder på en mere kunstnerisk substans. Speed er dog alligevel en moderne klassiker indenfor dens genre, hvor uoriginaliteten og tåbelighederne er evidente, men uden irritationskonsekvens, da De Bont og Yost formår at underholde så sublimt i dette charmerende destrueringsorgie, at man som publikum aldrig berøres af de enkeltstående fejl, som filmen besidder. Den uundgåelige fortsættelse erhvervede sig dog langtfra samme dityramber, og De Bont har senere hen haft svært ved at leve op til fordums succes, hvor Speed har vist sig at være en enestående svale.
Der lægges hårdt og kontant ud, hvor skurkepræsentationen er herlig sadistisk, og Dennis Hopper nyder åbenlyst rollen som psykologisvag, men diabolsk psykopatisk eksbetjent (med sublime dialoger, som eksempelvis ’poor people are crazy, Jack. I’m just excentric’), der sværger hævn over fortidens ugerninger begået imod ham. Første akt i Speed byder på en intens elevatorsekvens, hvor den heroiske hovedkarakter (glimrende udfyldt af Kenau Reeves, der fik sit kommercielle og stjernemæssige gennembrud med denne film) forpurrer Hoppers planer og erhverver sig en medalje. Speed er klinisk renset for nuancer, det er den klassiske visualisering af det gode versus det onde, men det er harmløs underholdning af den optimerede kaliber, som man sjældent ser nu til dags (det seneste eksempel, som der fremmanes associationer til, er Dominic Senas glimrende Swordfish). I filmens midterdel hensættes vi på en bus, hvor farten og klaustrofobien er konstant. Speed er i besiddelse af et morsomt persongalleri, og i birollerne bakkes Reeves fornemt op af altid fremragende Jeff Daniels som accepterende og tålmodig partner, mens Sandra Bullock er sød som den obligatoriske kærlighedsinteresse, hvor hendes og Reeves’ velfungerende sammenspil dog sørger for, at romancen hverken føles forceret eller malplaceret (man kan ligefrem betragte slutningen som et symbol på et parforholds monogami, men dette tilhører velsagtens overfortolkningens hjørne). Dette er dog langtfra De Bonts hovedinteresse, der i stedet på opfindsom vis udnytter alle spændingsvirkemidler tænkeligt, for at holde tempoet i vejret, og på eksemplarisk vis formår han at efterlade publikum uden pusterum eller afslapningspause gennem filmens små to timer, hvilket er en bedrift i sig selv. Det er ligeledes imponerende, hvis ikke decideret beundringsværdigt, hvorledes De Bont konstant eskalerer spændingen, og selvom den rationelle logik tager et skridt i baggrunden som konsekvens af dette, så fungerer Speed upåklageligt på dens egne præmisser.
De Bont har allieret sig med den ligeledes kompetencefyldte fotograf Andrzej Bartkowiak (der senere også har indtaget instruktørpositionen med svingende film som den fine Romeo Must Die og makværker som Exit Wounds og Doom), men selvom Speed visuelt ikke er så prangende, som man kunne have forventet, så er filmen en visuel nydelse af den mere stabile og almene slags. Mark Mancias akkompagnerende musik fungerer brillant som spændingsunderstøtter (selvom temaerne minder plagierende meget om Mancinas eget score til Michael Bays Bad Boys), og der er flere scener, hvor virkemidlernes effekt går op i en højere enhed.
Speed fortjener ikke dens lovprisninger som banebrydende og epokegørende indenfor actionfilmsgenren, disse superlativer tilhører værker som McTiernans Die Hard og Woos Face/Off, der byder på en mere kunstnerisk substans. Speed er dog alligevel en moderne klassiker indenfor dens genre, hvor uoriginaliteten og tåbelighederne er evidente, men uden irritationskonsekvens, da De Bont og Yost formår at underholde så sublimt i dette charmerende destrueringsorgie, at man som publikum aldrig berøres af de enkeltstående fejl, som filmen besidder. Den uundgåelige fortsættelse erhvervede sig dog langtfra samme dityramber, og De Bont har senere hen haft svært ved at leve op til fordums succes, hvor Speed har vist sig at være en enestående svale.
07/11-2006
