På dannelsesrejse til Blackpool

5.0
En humoristisk og behjertet film om at rejse mod en bestemt destination for at lære og opleve noget, blot for at opdage, at selve rejsen allerede har givet én det, man søgte.
Den fine balance mellem karikaturer og originaler både mht. persongalleri og situationer gør filmen til et særdeles positivt bekendtskab for snartsagt alle.

Colin, uengageret kioskejer men til gengæld passioneret amatørdartspiller, der aldrig helt er kommet ud af det "nørdet-drengerøvsagtige" forhold til sin hobby, er lige blevet forladt af kæresten - officielt fordi Colin var for kedelig ("blind"). Kærstens nye kærlighed blot viser sig dog blot at være den karismatiske holdkaptajn for den samme dartklub(!), der sætter prikken over i'et ved at sætte Colin af holdet til turneringen oppe i Blackpool...

Således rystet i sin flegmatiske grundvold beslutter Colin sig for at lære at vise sig som et modent menneske, han åbenbart ikke er, og beslutter at drage til Blackpool på egen hånd (på sin scooter!) for eventuelt at genvinde kærestens gunst. En relativt stor beslutning for en ung mand, der aldrig har været udenfor Nottingham.

Takket være Colins noget mangelfulde men altid velmente forsøg på at "smalltalke" med de mennesker, han møder på især pubber og landevejscafeterier undervejs, giver rejsen ham forbløffende mange gode bekendtskaber. Da han når Blackpool begynder han så småt at indse, at nogle af disse måske betyder mere for ham.

Rejsen endte med at give ham indsigt i, hvad han kan og bør gøre for andre mennesker. Og derfor... ender han med at forstætte den!

Én af den slags film, som ved nøjere eftertanke viser sig som noget lidt mere meningsfyldt end blot "en sjov lille film", og som derfor sagtens kan bære flere gensyn.
Heartlands