Chock-drevet gyserfilm
4.0
Normalt siger man at film enten er drevet af sit plot eller karakterne. Med den amerikanske genindspildning af Ju-on vil jeg gøre en undtagelse: Den er ingen af delene. Den er chock-drevet.
Og på dét punkt gør den sit arbejde til en guldmedalje. Historien er noget der ligger og flagrer tilfældigt i baggrunden. Karaktererne skal blot gå rundt med opspilede øjne og se overraskede ud. Alligevel leverer The Grudge en omgang gys i særklasse.
Vi kender efterhånden det hele fra den Japanske gyser-genre. Den dystre urbanisme, teknologi-angst, og langt sort klæbrigt hår. Den japanske gyser er ved at konceptualisere sig selv, og det hele er med i The Grudge, før det blev kedeligt.
Hele målet med The Grudge er at skabe en lang række af ubehagelige scener, der serveres som et uendeligt godstog. Utroligt nok så trives scenerne af deres egen orginalitet og gode påfund, som gør at tilskueren aldrig helt ved der kan forventes. Usikkerheden på scenernes udvikling er centrale og bruges flot.
Der leges virkelig med lyd, lys, rum og skygger i særlig grad, og de CGI skabte effekter bruges heldigvis moderat.
At skabe god gys i dag er et helt studie i tilskuerens psykologi. Hvad forventer publikum, og hvordan kan man derved overraske dem? Hvad kigger de efter, og hvad overser de? Disse spørgsmål bliver besvaret, gang på gang, i denne glimrende moderne gyser, som tydeligvis er skabt af nogle erfarne filmfolk med stor kærlighed til genren.
(Check min filmblog: http://sekundet.blogspot.com/)
Og på dét punkt gør den sit arbejde til en guldmedalje. Historien er noget der ligger og flagrer tilfældigt i baggrunden. Karaktererne skal blot gå rundt med opspilede øjne og se overraskede ud. Alligevel leverer The Grudge en omgang gys i særklasse.
Vi kender efterhånden det hele fra den Japanske gyser-genre. Den dystre urbanisme, teknologi-angst, og langt sort klæbrigt hår. Den japanske gyser er ved at konceptualisere sig selv, og det hele er med i The Grudge, før det blev kedeligt.
Hele målet med The Grudge er at skabe en lang række af ubehagelige scener, der serveres som et uendeligt godstog. Utroligt nok så trives scenerne af deres egen orginalitet og gode påfund, som gør at tilskueren aldrig helt ved der kan forventes. Usikkerheden på scenernes udvikling er centrale og bruges flot.
Der leges virkelig med lyd, lys, rum og skygger i særlig grad, og de CGI skabte effekter bruges heldigvis moderat.
At skabe god gys i dag er et helt studie i tilskuerens psykologi. Hvad forventer publikum, og hvordan kan man derved overraske dem? Hvad kigger de efter, og hvad overser de? Disse spørgsmål bliver besvaret, gang på gang, i denne glimrende moderne gyser, som tydeligvis er skabt af nogle erfarne filmfolk med stor kærlighed til genren.
(Check min filmblog: http://sekundet.blogspot.com/)
08/11-2006
