Scorsese Tilbage På Gaden
6.0
Jeg skal ærligt indrømme at jeg aldrig har set den kinesiske ”Mou Gaan Dou” som Scorsese’s film er baseret på, så derfor kan jeg ikke udtale mig om hvor original eller anderledes ”The Departed” er. Det kunne ellers være eneste grund til at jeg ikke skulle give denne fantastiske film fuldt hus i stjerner. For ”The Departed” er en bragende god og noget nær perfekt og overraskende thriller. Den er idealt castet, brillant spillet, intelligent og nuanceret fortalt, med en tårnhøj underholdningsværdi og uforvansket medrivende spænding.
Scorsese har iscenesat den afvekslende historie om de to politimænd (henholdsvis DiCaprio og Damon), der efterforsker det samme, en muldvarp i egne rækker, men på hver sin side af loven, med vanlig sans for detaljeret og ubehagelig vold som middel til forståelse. DiCaprio udfylder sin komplekse rolle som undercoveragenten, der er tæt på at bukke under for presset og miste sin identitet, bevægende smukt. Man fornemmer hvordan han langsomt dør indvendigt, mens han desperat forsøger at holde fast i virkeligheden i en verden så gennemrådden af et magtspil, at ingen for alvor ved hvem der er hvem. Damon er ligeledes velspillende som DiCaprio’s på en gang kongruente og kontrasterende modspiller, der bag den lidt glatte og charmerende overflade, ligeledes brænder sin sjæl af i et intrigant dobbeltspil, hvor prisen er tabet af jeget. Som psykopaten Costello, der er balancen og linien mellem vore to hovedpersoner, er Nicholson djævelsk ubehagelig, blottet for næsten alle menneskelige følelser og en total manglen på empati, på grund af det grænsesøgende liv han har valgt (eller der har valgt ham). Det er en trestrenget demonstration af frit fald og det er en regulær tematisk udstilling, der lurer bag overfladen, af fortabelse i magt og afmagt.
I filmens mange store og mindre biroller skal blandt andet Wahlberg fremhæves for sit portræt af den indistinkte provokatør, hvis udefinerbare natur er en vigtig brik i en syg kamp, for en retfærdighed der totalitært træder på enhver form for moral i sit forsøg på at nå et mål. Også Sheen, Winstone, Baldwin og især den sært smukke Farmiga skal kort nævnes. Farmiga for at give kvalificeret og følsomt med- og modspil til så store navne som hun er oppe imod. Hun forsvinder ikke i det store billede og det er stærkt.
Billederne af den garvede og virtuose Michael Ballhaus, er uden nogen form for visuelt lir, for det behøver en mester som Scorsese ikke. Han ved at når historien står i centrum, behøves den ikke at blive overtrumfet af indholdsløst gejl for at formidles. Så den er æstetisk enkelt, illuderende og nærmest hverdagsagtig, på en eminent måde. Musikken af den begavede Howard Shore, hvis ”Lord Of The Rings” score stadig hører til noget af det bedste, er ofte underspillet på en måde så den fremhæver handlingens mangedobbelte facetter, uden at blive forstyrrende og det er umådeligt flot. Ellers er lydsiden proppet med fundamenterende numre, hvor Rolling Stones’ ”Gimme Shelter” står stærkest.
Alt i alt har jeg intet at udsætte på ”The Departed, tværtimod. Det er ypperlig filmkunst i en er vidunderlig old school stil, hvor Scorsese er en uovertruffen mester. Så efter den ofte (og lidt uforståeligt) udskældte ”Gangs Of New York” og den gribende flotte ”The Aviator” er Scorsese tilbage hvor han hører hjemme, nemlig på gaden hvor jungleloven hersker og vold er et middel til magt og penge. Det er løgnens og forræderiets fortælling, hvor alle er ofre, som der så rigtigt står på plakaten. Burde blive en nyklassiker indenfor genren.
Scorsese har iscenesat den afvekslende historie om de to politimænd (henholdsvis DiCaprio og Damon), der efterforsker det samme, en muldvarp i egne rækker, men på hver sin side af loven, med vanlig sans for detaljeret og ubehagelig vold som middel til forståelse. DiCaprio udfylder sin komplekse rolle som undercoveragenten, der er tæt på at bukke under for presset og miste sin identitet, bevægende smukt. Man fornemmer hvordan han langsomt dør indvendigt, mens han desperat forsøger at holde fast i virkeligheden i en verden så gennemrådden af et magtspil, at ingen for alvor ved hvem der er hvem. Damon er ligeledes velspillende som DiCaprio’s på en gang kongruente og kontrasterende modspiller, der bag den lidt glatte og charmerende overflade, ligeledes brænder sin sjæl af i et intrigant dobbeltspil, hvor prisen er tabet af jeget. Som psykopaten Costello, der er balancen og linien mellem vore to hovedpersoner, er Nicholson djævelsk ubehagelig, blottet for næsten alle menneskelige følelser og en total manglen på empati, på grund af det grænsesøgende liv han har valgt (eller der har valgt ham). Det er en trestrenget demonstration af frit fald og det er en regulær tematisk udstilling, der lurer bag overfladen, af fortabelse i magt og afmagt.
I filmens mange store og mindre biroller skal blandt andet Wahlberg fremhæves for sit portræt af den indistinkte provokatør, hvis udefinerbare natur er en vigtig brik i en syg kamp, for en retfærdighed der totalitært træder på enhver form for moral i sit forsøg på at nå et mål. Også Sheen, Winstone, Baldwin og især den sært smukke Farmiga skal kort nævnes. Farmiga for at give kvalificeret og følsomt med- og modspil til så store navne som hun er oppe imod. Hun forsvinder ikke i det store billede og det er stærkt.
Billederne af den garvede og virtuose Michael Ballhaus, er uden nogen form for visuelt lir, for det behøver en mester som Scorsese ikke. Han ved at når historien står i centrum, behøves den ikke at blive overtrumfet af indholdsløst gejl for at formidles. Så den er æstetisk enkelt, illuderende og nærmest hverdagsagtig, på en eminent måde. Musikken af den begavede Howard Shore, hvis ”Lord Of The Rings” score stadig hører til noget af det bedste, er ofte underspillet på en måde så den fremhæver handlingens mangedobbelte facetter, uden at blive forstyrrende og det er umådeligt flot. Ellers er lydsiden proppet med fundamenterende numre, hvor Rolling Stones’ ”Gimme Shelter” står stærkest.
Alt i alt har jeg intet at udsætte på ”The Departed, tværtimod. Det er ypperlig filmkunst i en er vidunderlig old school stil, hvor Scorsese er en uovertruffen mester. Så efter den ofte (og lidt uforståeligt) udskældte ”Gangs Of New York” og den gribende flotte ”The Aviator” er Scorsese tilbage hvor han hører hjemme, nemlig på gaden hvor jungleloven hersker og vold er et middel til magt og penge. Det er løgnens og forræderiets fortælling, hvor alle er ofre, som der så rigtigt står på plakaten. Burde blive en nyklassiker indenfor genren.
08/11-2006
