- Usandsynlig god -
6.0
Coppolas næste kapitel i Corleone-sagaen er en lige så blændende fortælling som den første. Selvom filmen står lidt i skyggen af etterens banebrydende tematiske tilgang, så byder historien her på al den intriger, rå dramatik samt betagende tidsbilleder, som man kunne ønske sig.
Coppola er nok engang usvigelig sikker i sin fortællestil og kombinerer igen det klassiske med det kunstneriske på perfekt vis. Valget af at have to generationer repræsenteret i form af to historier, der kører samtidig, er ikke overmættende, som frygtet, men gør kun det hele så meget desto mere medrivende. Samtidig er det også en fin understregning af seriens hovedtema om det familiære bånd.
Og netop vigtigheden i en familie bliver i den grad glemt af vores hovedperson, Michael. Første del efterlod os ikke med megen sympati for ham, og Coppola har derfor klogeligt valgt at gøre dette kapitel til en beretning om menneskeligt forfald i form af Michaels spiraltur ned i ondskabens afgrund (igen slutter Coppola sin film mesterligt af med en misantropisk slutning). Denne menneskelige skildring er helt og aldeles sublim, og Pacino gør kunsten efter og leverer endnu en fænomenal præstation i en generelt velspillet film.
Men det der giver filmen det sidste skub og hiver den op på samme niveau som sin forgænger er dens mageløse billeder og scenografiske overdådighed. Hvis man syntes, at den første del havde meget at byde på i den afdeling (hvad den så afgjort havde), så bliver man dobbelt så imponeret her, for Coppola har i den grad forstået at udnytte de ekstra penge, han fik til rådighed. Hvad enten det er en landsby på Sicilien, Floridas luksus, New Yorks fattige gader eller Havanas rigmandsparadis i 50’erne, så overvældes man af underskønne fotograferinger og imponerende kulisser konstant.
Del 2 af filmhistoriens mest hyldede filmserie er af så høj kvalitet, at den fortjener at blive set i direkte forlængelse af første del. Den er måske ikke så overrumplende i sin filmiske storhed, som af gode grunde er forbeholdt den første film, men når man netop har i mente, hvor meget denne opfølger egentlig har at leve op til, så kommer man ikke udenom en topkarakter. Hvor første del måske er en bedre film, er anden del til gengæld en større bedrift. Mageløst.
Coppola er nok engang usvigelig sikker i sin fortællestil og kombinerer igen det klassiske med det kunstneriske på perfekt vis. Valget af at have to generationer repræsenteret i form af to historier, der kører samtidig, er ikke overmættende, som frygtet, men gør kun det hele så meget desto mere medrivende. Samtidig er det også en fin understregning af seriens hovedtema om det familiære bånd.
Og netop vigtigheden i en familie bliver i den grad glemt af vores hovedperson, Michael. Første del efterlod os ikke med megen sympati for ham, og Coppola har derfor klogeligt valgt at gøre dette kapitel til en beretning om menneskeligt forfald i form af Michaels spiraltur ned i ondskabens afgrund (igen slutter Coppola sin film mesterligt af med en misantropisk slutning). Denne menneskelige skildring er helt og aldeles sublim, og Pacino gør kunsten efter og leverer endnu en fænomenal præstation i en generelt velspillet film.
Men det der giver filmen det sidste skub og hiver den op på samme niveau som sin forgænger er dens mageløse billeder og scenografiske overdådighed. Hvis man syntes, at den første del havde meget at byde på i den afdeling (hvad den så afgjort havde), så bliver man dobbelt så imponeret her, for Coppola har i den grad forstået at udnytte de ekstra penge, han fik til rådighed. Hvad enten det er en landsby på Sicilien, Floridas luksus, New Yorks fattige gader eller Havanas rigmandsparadis i 50’erne, så overvældes man af underskønne fotograferinger og imponerende kulisser konstant.
Del 2 af filmhistoriens mest hyldede filmserie er af så høj kvalitet, at den fortjener at blive set i direkte forlængelse af første del. Den er måske ikke så overrumplende i sin filmiske storhed, som af gode grunde er forbeholdt den første film, men når man netop har i mente, hvor meget denne opfølger egentlig har at leve op til, så kommer man ikke udenom en topkarakter. Hvor første del måske er en bedre film, er anden del til gengæld en større bedrift. Mageløst.
09/11-2006
