It's up to you, New York, New York
5.0
Spike Lee har i "25th Hour" lavet en skildring af sin by New York, der både er en hyldest til byen og samtidig en tragedie.
Filmens kvaliteter ligger ikke så meget i dens historie og plottet, som de ligger i stemninger og stærke øjeblikke. Omgivelserne, New York, spiller en næsten lige så stor rolle som hovedpersonen, narkohandleren Monty spillet af Edward Norton. Norton får i starten ikke særlig mange byggesten til at forme baggrunden for sin karakter, da filmen kun handler om døgnet inden Monty sendes i fængsel for narkohandel.
Med ord som narkohandler og fængsel så lyder dette måske som en gangster-thriller, men der er meget lidt gangster over den. Dette er ikke Soprano-land. Det er Spike Lees New York.
I en stærk og uforglemmelig scene spytter Monty al sin lede over alle etniske, sociale og religiøse grupper i New York. Sorte, jøder, rige overklasseløg, bøsser, yuppier, you name it. Og da han har nævnt alt og alle, er der kun ham selv tilbage at spytte på.
Denne smerte, angst og mørke ligger som et skydække over hele filmen. Monty kommer fra en fattig irsk familie, og han har forsøgt at kæmpe sig op derfra via narkohandel. Denne baggrundshistorie med narkohandel og så videre er ikke særlig godt opbygget, og plottet er i virkeligheden blot i baggrunden for stemningen i filmen. Filmen er ofte meget let i tonen med en del humoristisk dialog, men bag denne tone er den mest dominerende stemning en stemning af afmagt, fortvivlelse og bristede muligheder.
Monty har udsigt til syv år i fængslet. Han frygter allermest at blive voldtaget og ydmyget og miste al sin selvværd. Og i de 24 timer han har tilbage i New York er der mange løse tråde, som han må forsøge at få styr på. Monty var blevet stukket af en eller anden, der vidste, hvor han gemte sin kokain. Montys kæreste, den gudesmukke puerto ricaner Naturelle (Rosario Dawson), vidste dette, og Monty er blevet så hul og kold indeni, at han mistænker hende.
Den sidste aften tilbringer sammen med hende og sine venner, Frank (Barry Pepper) og Jacob (Philip Seymour Hoffman). Frank er vokset op som en fattig irsk knægt med den amerikanske drøm om penge og succes, og han er endt som en ensom og arrogant Wall Street yuppie fyldt med falsk selvsikkerhed. Jacob er en high school underviser, der er pinligt tiltrukket af en af sine elever på 17 (Anna Paquin). Dette subplot får et ubehageligt klimaks i en scene på et diskotek, hvor Monty fik smuglet eleven ind. Læreren ansigt bagefter mindede mig om Peter Lorres i M på trods af, at der er tale om en handling i en langt mindre og uskyldig størrelsesorden.
Og i filmens egentlige klimaks sættes de mørke realiteter i ramme af en smuk drøm, som Montys far fortæller Monty, da han er helt mørbanket af livet. Jeg har næsten ikke set nogen Spike Lee film, men jeg kan virkelig godt lide hans stil i denne film.
Karaktererne indeholder dybder og nuancer, og de er velspillede. Og så er der disse stærke øjeblikke så som Montys raserianfald og fantasiscenerne henimod slutningen. Og Rosario Dawson virker midt i al mørket, angsten og vreden smukkere i denne brutale film end i alle de glamourøse Hollywood-film, jeg har set hende i.
Spike Lee viser et komplekst billede af sin by som et sted, hvor der er begær, grådighed, angst, håbløshed, vrede og vold side om side med kærlighed og omsorg. Som regel ser vi et forenklet billede af New York som et Seinfeld, Friends eller Sex and the City-New York, men Spike Lees skildring med alle de mørke sider virker forunderligt nok mere som en hyldest til byen. Det føles mere inderligt.
Filmens kvaliteter ligger ikke så meget i dens historie og plottet, som de ligger i stemninger og stærke øjeblikke. Omgivelserne, New York, spiller en næsten lige så stor rolle som hovedpersonen, narkohandleren Monty spillet af Edward Norton. Norton får i starten ikke særlig mange byggesten til at forme baggrunden for sin karakter, da filmen kun handler om døgnet inden Monty sendes i fængsel for narkohandel.
Med ord som narkohandler og fængsel så lyder dette måske som en gangster-thriller, men der er meget lidt gangster over den. Dette er ikke Soprano-land. Det er Spike Lees New York.
I en stærk og uforglemmelig scene spytter Monty al sin lede over alle etniske, sociale og religiøse grupper i New York. Sorte, jøder, rige overklasseløg, bøsser, yuppier, you name it. Og da han har nævnt alt og alle, er der kun ham selv tilbage at spytte på.
Denne smerte, angst og mørke ligger som et skydække over hele filmen. Monty kommer fra en fattig irsk familie, og han har forsøgt at kæmpe sig op derfra via narkohandel. Denne baggrundshistorie med narkohandel og så videre er ikke særlig godt opbygget, og plottet er i virkeligheden blot i baggrunden for stemningen i filmen. Filmen er ofte meget let i tonen med en del humoristisk dialog, men bag denne tone er den mest dominerende stemning en stemning af afmagt, fortvivlelse og bristede muligheder.
Monty har udsigt til syv år i fængslet. Han frygter allermest at blive voldtaget og ydmyget og miste al sin selvværd. Og i de 24 timer han har tilbage i New York er der mange løse tråde, som han må forsøge at få styr på. Monty var blevet stukket af en eller anden, der vidste, hvor han gemte sin kokain. Montys kæreste, den gudesmukke puerto ricaner Naturelle (Rosario Dawson), vidste dette, og Monty er blevet så hul og kold indeni, at han mistænker hende.
Den sidste aften tilbringer sammen med hende og sine venner, Frank (Barry Pepper) og Jacob (Philip Seymour Hoffman). Frank er vokset op som en fattig irsk knægt med den amerikanske drøm om penge og succes, og han er endt som en ensom og arrogant Wall Street yuppie fyldt med falsk selvsikkerhed. Jacob er en high school underviser, der er pinligt tiltrukket af en af sine elever på 17 (Anna Paquin). Dette subplot får et ubehageligt klimaks i en scene på et diskotek, hvor Monty fik smuglet eleven ind. Læreren ansigt bagefter mindede mig om Peter Lorres i M på trods af, at der er tale om en handling i en langt mindre og uskyldig størrelsesorden.
Og i filmens egentlige klimaks sættes de mørke realiteter i ramme af en smuk drøm, som Montys far fortæller Monty, da han er helt mørbanket af livet. Jeg har næsten ikke set nogen Spike Lee film, men jeg kan virkelig godt lide hans stil i denne film.
Karaktererne indeholder dybder og nuancer, og de er velspillede. Og så er der disse stærke øjeblikke så som Montys raserianfald og fantasiscenerne henimod slutningen. Og Rosario Dawson virker midt i al mørket, angsten og vreden smukkere i denne brutale film end i alle de glamourøse Hollywood-film, jeg har set hende i.
Spike Lee viser et komplekst billede af sin by som et sted, hvor der er begær, grådighed, angst, håbløshed, vrede og vold side om side med kærlighed og omsorg. Som regel ser vi et forenklet billede af New York som et Seinfeld, Friends eller Sex and the City-New York, men Spike Lees skildring med alle de mørke sider virker forunderligt nok mere som en hyldest til byen. Det føles mere inderligt.
10/11-2006
